Aalborg Fægteklub kan nu tilbyde børnefægtning til en stærkt reduceret pris takket være en anonym donation.
Aalborg Fægteklub har modtaget besked om, at klubben fra en lokal kilde vil få en donation til udvikling af kommende børne- og ungdomsfægtere. Donationen er første del af et beløb, som vil blive udbetalt, når bestemte mål er nået.
Formand Pia Haack Vadstrup fortæller, at den glade giver endnu er anonym, men vil blive offentliggjort i forbindelse med afslutningen af det trestrengede projekt, som giveren har valgt at støtte. Og her og nu er fokus altså på fægtebørnene:
”Det er afgørende for klubbens fortsatte udvikling, at vi til stadighed evner at tiltrække nye børn. Derfor gennemfører vi fra primo november et introduktionsforløb, hvor drenge og piger født mellem 2011 og 2015 vil få en solid indføring i fægtesporten.”
Takket være donationen kan Aalborg Fægteklub tilbyde deltagelse på introduktionsholdet med en klækkelig rabat:
”Normalt koster det 180 kr. pr. måned at være medlem af klubben, hvis man er under 18 år. Fordi vi har de ekstra penge at gøre godt med, kan vi dog holde prisen nede på kun 200 kr., der dækker de første tre måneder som medlem”, siger Pia Haack Vadstrup.
Det er hensigten gennem dette og andre introduktionsforløb at fastholde en stor del af deltagerne, så de bliver en del af klubbens faste børnehold.
Aalborg Fægteklub har gennem de seneste år haft held med at tiltrække, fastholde og udvikle ganske mange børn. Det har sammen med en målrettet træningsindsats banet vejen for deltagelse i stævner i ind- og udland, hvor der er blevet skabt stadig mere markante resultater. Således har en god håndfuld Aalborg-fægtere det seneste par år hentet 21 guld-, 21 sølv- og 24 bronzemedaljer, ligesom det er blevet til to individuelle danske B&U-mesterskaber og et dansk B&U-mesterskab for hold.
”Der er ingen tvivl om, at der blandt de nuværende B&U-fægtere er potentiale til en hel del mere, men det er også vigtigt, at vi får næste generation ind i klubben. Derfor håber vi meget, at der er friske drenge og piger, der har mod på at prøve en sportsgren, som helt sikkert vil byde på masser af udfordringer og oplevelser”, siger Pia Haack Vadstrup.