Julen er traditionernes tid – også i Aalborg Symfoniorkester, hvor orkestret hvert år ser frem til familiejulekoncerterne med deltagelse af sangglade nissekor fra Aalborg Kommunes skoler. Op mod 300 børn synger med ved koncerten, der byder på alt fra traditionelle julemelodier til sange fra kendte og elskede julekalendere. Igen i år kan publikum også se frem til at høre to meget talentfulde unge sangere, som går på kulturskolens MGK-linje. Det hele styres med sikker hånd og store smil af Phillip Faber.
Orkestrets musikere er i den grad i julehumør og iklæder sig alt muligt julet – fra nissehuer til rensdyrgevir, for hvert år finder en intern konkurrence sted om, hvem der kan præstere det festligste julelook.
Men det er først og fremmest musikken, det handler om, og når den spiller, breder den magiske julestemning sig i hele salen, og undervejs skal publikum synge med på to dejlige julesange.
Unge talenter fra MGK
Sidste år introducerede vi dygtige sangsolister fra Kulturskolens MGK-linje, og det tog publikum så godt imod, at vi ikke tøver med at gøre det igen. I år er det Andrea Frandsen og Mathias Irgens-Møller Vestergaard.
MGK er et 3-årigt overbygningskursus knyttet til Aalborg Kulturskole, hvor talentfulde, nordjyske unge mellem 14-25 år kan dygtiggøre sig inden for klassisk, rytmisk musik eller sangskrivning og produktion.
MGK forbereder til optagelse på musikkonservatoriet, anden videregående musikuddannelse eller kan være et afklarende forløb for den unge. Ansøgerne skal bestå en optagelsesprøve for at komme ind, og MGK Nord må hvert år afvise dygtige og kvalificerede ansøgere, da der er et begrænset antal pladser til rådighed. Nu kan publikum opleve to af morgendagens stjerner ved familiejulekoncerten.
Familiejulekoncerterne præsenteres i samarbejde med Aalborg Kulturskole.
Tid og sted: Lørdag 30. november 2024 kl. 12 og kl. 14 i Koncertsalen i Musikkens Hus
Varighed: ca. 1 time uden pause
Medvirkende
Solister fra MGK-uddannelsen: Andrea Frandsen og Mathias Irgens-Møller Vestergaard
300 korbørn fra aalborgensiske skoler (se listen nederst)
Dirigent: Phillip Faber
Aalborg Symfoniorkester
De medvirkende skolekor og deres korledere i år er:
Vestbjerg Skole – Sørine Bager
Sulsted Skole – Lauge Als Christiansen & Birgitte Beilegaard Øland
Gl. Lindholm Skole – Mathilde Damborg og Bitten Bagger
Vejgaard Østre Skole – Elisabeth Faarup Larsen og Karin Borrisholt
Vester Hassing Skole – Anne Nørby Nielsen
Stolpedalsskolen – Katrine Bouert Baltzersen og Julie Harriet Justesen
Bislev Skole – Anne-Mette Strandgaard Foldager
Bundgaardsskolen – Anne-Mette Strandgaard Foldager
Højvangskolen – Pernille Vutborg og Kristina Terpling
Sofiekoret, Sofiendalskolen – Vivian Eriksen Rodil og Anna Vestergaard
Kærbyskolens kor – Helle Schütten Johansen og Lena Glensvang Jensen
Langholt Skoles kor – Annie Krogh
Mou skoles kor -Rasmus Christensen og Caroline Pedersen
VM koret fra Vester Mariendal skole – Linda Hansen og Anne Stobbe
Gug skoles storekor – Lærke Pajbjerg
Nr. Uttrup Skoles kor – Mads Kromann, Inger Kristine Trinskjær
Grindsted Skoles kor – Vita Madsen & Sine Larsen
Klarup Minikor – Pia Juul
Sct. Mariæ Skoles Kor – Ida Hovde og Louise Malmgaard
Filstedvejens skole – Helle Andersen
Gistrup Skolekor – Kira Svit