Erhverv Norddanmark har ikke for vane at gøre væsen af sig i forbindelse med de erhvervspolitiske indsatser, der krones med succes. Langt den største del af dialogen foregår på de indre linjer; det gør fejringen af det, der er værd at fejre også.
”Der kan dog være tidspunkter, hvor det giver god mening at gøre en undtagelse – og vi synes, at arbejdet med at sikre erhvervslivet én indgang til Aalborg Kommune er en værdig sag at gøre særlig opmærksom på”, siger formand Rasmus Haugaard:
”Enhver, der det seneste par år har deltaget i Erhverv Norddanmarks nytårskur med Aalborgs borgmester eller i vores møde med rådmændene, ved, at vi igen og igen har slået til lyd for nødvendigheden af én indgang for erhvervslivet til Aalborg Kommune. Én indgang – gerne i form af et egentligt organisatorisk center for erhvervsbetjening – som kan sikre effektivitet, minimering af bureaukrati og mulighed for at skabe en endnu højere grad af faglighed.”
Et enigt økonomiudvalg vedtog 27. februar 2023 et forslag til én indgang fremsat af rådmand Jes Lunde, der med baggrund i sin mangeårige erfaring som kommunaldirektør Rebild Kommune har været en varm fortaler for netop sådan en løsning. Og nu er det så endelig besluttet: Forvaltningerne By og Land samt Klima og Miljø skal sammen med erhvervsafdelingen Business Aalborg udarbejde forslag til en ny struktur – og denne skal forelægges økonomiudvalget primo maj.
I sit forslag til beslutning refererer Jes Lunde direkte til Erhverv Norddanmarks rådmandsmøde og ”erhvervslivets største ønske til Aalborg Kommune, at der er én velfungerende indgang til kommunen, når en virksomhed ønsker at etablere sig eller at udvide en eksisterende virksomhed”.
Videre hedder det i rådmandens motivation, at ”Erhverv Norddanmark giver udtryk for, at ’Den helt centrale opgave er at få gjort op med Aalborg Kommunes bureaukratisk satte grænser, der efterlader virksomhederne med en tung og desværre ofte usamarbejdsdygtig partner’. Aalborg Kommune kan ikke være tilfreds med en sådan karakteristik. Der er på den baggrund brug for at undersøge hvilke barrierer, der skal arbejdes med for at sikre, at Aalborg Kommune er en både samarbejdsdygtig og effektiv partner for erhvervslivet. Herunder at kommunen påtager sig opgaven med at holde kontakten til de relevante sagsområder i komplekse sager af en vis tyngde.”
”Vi glæder os over, at det er lykkedes at opnå et samlet økonomiudvalgs opbakning til, at der skal etableres én indgang. Og at dette skal indebære, at alle sager fra virksomheder af en vis kompleksitet og størrelse bliver tilknyttet en koordinerende sagsbehandler, der varetager kontakten til de relevante sagsområder. Her skal kompetente medarbejdere tage stilling til, om der kan gives forhåndstilsagn, om et projekt, der ikke umiddelbart kan gennemføres, proaktivt kan anvises tilpasninger, om der kræves yderligere oplysninger eller undersøgelser samt om en sag kræver politisk forelæggelse. Endelig skal de også oplyse om forventet tidsperspektiv, herunder med respekt for eventuelle høringskrav i lovgivningen”, siger Rasmus Haugaard. Og han fortsætter:
”Vi imødeser med spænding det arbejde, der nu er sat i gang. Og medvirker med glæde til, at det – blandt andet gennem etablering af én indgang – bliver endnu bedre at etablere, drive og udbygge virksomhed i Aalborg.”