Arresten i Kong Hans Gade har huset fanger og arrestanter i over 100 år. I anledningen af 100 året i 2020 blev der udgivet en jubilæumsbog, som fortæller om kriminalforsorgen som den har udviklet sig siden middelalderen og frem til vore dage.
[læs el. genlæs: Denne artikel blev første gang udgivet i maj 2023]
Jubilæumsbogen indleder med at tage læseren tilbage til middelalderen. Den oprindelige byport mod vest, kaldet Vesterport, lå i Algade, omtrent hvor Aalborg Historiske Museum i dag ligger. Vesterport var udformet som et muret tårn i tre etager, hvoraf den nederste del var en halvkælder.
Tårnets kælder blev genfundet ved en udgravning i 1907, og den menes at være blevet bygget i 1400-tallet.
En vindeltrappe førte fra gadeniveau ned i kælderen, hvor en dør med jernlås gav adgang til et mørkt rum på omkring 4×4 meter. Der har givetvis været fugtigt i kælderen, fordi Vesterå løb lige forbi. Fundamentet var af rå kampesten, og et enkelt smalt vindue var eneste adgang til lys og luft.
Rådhusets kælder
Aalborg udvidede sig langsomt, og omkring år 1550 blev det nødvendigt at bygge en ny Vesterport, omtrent hvor Gåsepigen er placeret. Derefter blev kælderen i den oprindelige Vesterport anvendt som fængsel for “uærlige fanger”. Der var dog ikke tale om, at fangerne skulle afsone en straf; det var alene en midlertidig anbringelse, indtil fangerne blev henrettet eller afstraffet fysisk.
Denne kælder var dog ikke det eneste fængsel i Aalborg. Rådhuskælderen blev også benyttet som fængsel. Selv om betegnelsen ‘Rådhuskælderen’ peger på kælderen under det gamle Rådhus på Gammeltorv, var det ikke her fængslet lå, idet der var tale om en kælder i Mester Bennekes Stenhus, som var nabo til Rådhuset.
I 1763 stod et nyt rådhus færdigt. I stueetagen var der indrettet tre fangeceller. Men selvom synet på straf efterhånden var ændret, var der dog langtfra tale om noget ‘luksusophold’ for fangerne. Fra centraladministrationen kom der krav om forbedringer af de fysiske rammer og de sanitære forhold. I Aalborg blev disse krav dog kun opfattet som hensigtserklæringer, og der skete derfor ikke nogen forbedring af forholdene.
Nyt arresthus
Heller ikke et krav om indretning af et forbedringshus blev realiseret. Forbedringshusets direktion med forretningsmanden Christoffer Quist udarbejdede en plan for forbedringshuset, men efter flere års tovtrækkeri med Kancelliet, blev projektet stoppet, da Danmark efter deltagelsen i Napoleonskrigene i 1813 gik bankerot, og alle planer om forbedringer af forholdene for fanger blev sat på pause frem til midten af 1850.
I 1861 stod et nyt Ting- og Arresthus færdigt i Gabelsgade. Bygningen lå dér, hvor Føtex i dag ligger. Bygningen var opført i gotisk stil, og mindede om en borg. Væggene var så tykke, at det gav store fugtproblemer i cellerne. Den oprindelige bygning havde plads til 22 arrestanter i 13 enkeltceller og 3 fællesceller, samt 2 celler specifikt til folk, der havde begået økonomisk kriminalitet.
Men også dengang var der kapacitetsproblemer i fængslerne, så i 1902 blev fængslet udvidet med yderligere 14 enkeltceller. Men da der ofte var op imod 70 indsatte, måtte man låne plads i andre byer.
Det stod efterhånden klart, at der måtte bygges et helt nyt arresthus.
I 1918 besluttede man at bygge et nyt arresthus. Planen var, at det nye arresthus skulle drives i et samarbejde mellem Aalborg og Nordjyllands Amt, men da man ikke kunne blive enige om fordelingen af udgifterne, brød forhandlingerne sammen. Amtsrådet besluttede, at de selv ville gå videre med planen på trods af, at amtet kun havde 4 fanger i gennemsnit, og Aalborg måtte så selv finde ud af hvordan de ville løse problemerne med overbelægning.
Hasserisarkitekt
I amtet var man opmærksom på, at den nye bygning skulle passe ind i området. Med Almen Kirkegård og Hasseris Villaby som naboer var det vigtigt at tilpasse bygningerne i både skala og arkitektur. Valget af arkitekt faldt på den kendte Hasserisarkitekt Ejnar Packness, der som 40-årig allerede havde tegnet mange markante bygninger i byen, og det skulle vise sig at være et klogt valg.
I en artikel i Aalborg Stiftstidende den 27. februar 1921 roses byggeriet: “Det er jo ikke altid med glæde, at man imødeser et Nybyggeri indenfor sine Enemærker, og navnlig har vel i sin tid Beboerne i Kong Hans Gade med adskillig Ængstelse erfaret, at der skulle lægges et Ting- og Arresthus mellem deres Villaer og Haver.
Men nu da Gaarden ligger færdig og teglhængt og med en stor, venlig Have, alt opbygget på Gadens sidste Byggeplads, er der vistnok stor Tilfredshed med Resultatet. Selve Gaden har samtidig fået en fornem Indkørsel fra Hasserisvejen, og er nu én af vor hyggeligste Villaveje.”
Selve retsbygningen blev opført som en toetagers bygning med facade mod Kong Hans Gade. I forlængelse af retsbygningen lå arrestforvarerens bolig.
Selve arresten var placeret i den nordlige fløj langs Oluf Borchs Vej, og vinkelret på retsbygningen, langs Hasserisgade var der placeret en kontorfløj. Retssalen var placeret på første sal, og trappen var smukt udsmykket for at understrege den seriøse stemning, der skulle præge bygningen. Mellem Hasserisvej og kontorfløjen var der placeret en have, der samtidig kunne bidrage med grøntsager til både fanger og arrestforvarer.
I sommeren 1919 blev der gennemført en reform af retskredsene, som blandt andet medførte, at Aalborg Birk blev lagt ind under Fleskum Herreds Retskreds, som den nye arrest hørte under. Dette betød et langt tættere samarbejde mellem Aalborg bys arrest i Gabelsgade og den nye arrest i Kong Hans Gade.
Mandag den 1. november 1920 blev det første retsmøde holdt, og dermed var bygningen officielt indviet.
Aalborg Arrest under besættelsen
Befolkningstilvæksten og skærpelser af straffeloven betød et stadigt stigende pres på kapaciteten i fængslerne, og allerede inden besættelsen blev muligheden for en udvidelse af Kong Hans Gades Arrest diskuteret.
Besættelsen i april 1940 betød, at tyskerne overtog arresten i Gabelsgade, og Staten, som i 1938 havde overtaget fængselsdriften i Danmark, besluttede derfor at udvide arresten i Kong Hans Gade. Udvidelsen blev gennemført i 1943-44, hvor hele den vestlige del af komplekset blev tilføjet. Imidlertid overtog tyskerne i 1943 hele arresten i Kong Hans Gade, og overlod arresten i Gabelsgade på danske hænder.
Én af de mere spektakulære historier fra besættelsen er Churchill-Klubben – en flok drenge fra Aalborg Katedralskole, som besluttede sig for at gøre modstand imod tyskerne. Aktionerne var relativt beskedne, men den 8. maj 1942 blev flere af medlemmerne anholdt, efter at de havde stjålet et våben fra en tysk soldat.
De seks drenge blev indsat i Kong Hans Gades Arrest. Ved hjælp af en nedstrygerklinge lykkedes det drengene at save tremmerne til et vindue over, og i nattens mulm og mørke sneg de sig ud og fortsatte deres sabotage, indtil de på ‘en udgang’ blev overrasket af en luftalarm og blev anholdt af politiet. De blev ved en tysk krigsret idømt mellem 5 og 15 års fængsel og indsat i Nyborg Statsfængsel indtil krigens slutning i maj 1945.
Nye tider i arrestvæsenet
Efterkrigstiden var fortsat præget af de ændringer, der var sket i 1930’erne. Tankegangen var, at hårdt arbejde under afsoningen kunne afhjælpe de kriminelle med deres uvaner. Derfor var der arbejdspligt for de indsatte. Håbet var, at man derved kunne give de kriminelle viden og erfaring, som de kunne bringe med sig efter løsladelsen. Kort sagt blev arbejde anset for at være en resocialisering af fangen.
I løbet af 50’erne og 60’erne kom der fra politisk side et stigende pres på fængselsvæsenet for at vægte undervisning og uddannelse højere. I 1973 blev ‘Skadhaugeplanen’ gennemført, opkaldt efter uddannelseskonsulent i Kriminalforsorgen, Flemming Skadhauge. Den gav mulighed for at indsatte i åbne fængsler kunne deltage i undervisning på uddannelsesinstitutioner udenfor fængslet. I de lukkede fængsler skulle der oprettes undervisningsmuligheder indenfor murene. Med planen blev uddannelse ligestillet med arbejde. Det var et nybrud, skabt af samtidens nye strømninger og den fremvoksende velfærdsstat.
Men de fysiske forhold i fængslerne besværliggjorde efterlevelse af de nye krav, for ofte var arresthusene slet ikke indrettede til at indeholde hverken arbejds- eller uddannelseslokaler.
Også for fængselspersonalet skete ændringer. Som et levn fra fortiden var der i 60’erne fortsat mange løstansatte fængselsbetjente, som ikke havde nogen reel fængselsmæssig uddannelse. Dette hæmmede udviklingen, og der blev derfor oprettet en række kurser, der skulle opkvalificere de løstansatte fængselsbetjente, og tilbyde dem fastansættelse. Siden 70’erne har der ikke længere været løstansatte fængselsbetjente i de danske arresthuse.
Kaffe, slik og småkager
De nye tider skete under to reformivrige mænd. Lars Nordskov Nielsen, senere folketingets ombudsmand, og Hans Henrik Brydensholt, senere landsretsdommer var i perioden 1967 – 1980 direktører i Direktoratet for Kriminalforsorgen. Deres tilgang var, at lederne i de enkelte institutioner i højere grad fik mulighed for at eksperimentere med nye pædagogiske forsøg, for derigennem at finde frem til løsninger, der var brugbare og tilpasset de enkelte institutioners behov og muligheder.
I Aalborg blev Verner Birkholm ansat som arrestforvarer i 1968. Hans tilgang var, at man skulle forsøge at normalisere forholdene for fangerne mest muligt. Det grå og triste miljø skulle forskønnes, hvilket bl.a. skete ved at hænge billeder op på væggene, og der kom blomster og planter rundt i arresthuset. De indsatte fik mulighed for at købe kaffe, slik og småkager i en lille købmandsbutik i arresten, og gennem en aftale med en radioforhandler kunne de indsatte leje radio og fjernsyn.
Siden 1992 har der været mulighed for at afsone en straf gennem samfundstjeneste, hvis man er dømt for simpel vold eller overtrædelse af færdselsloven. I 2005 blev den elektroniske fodlænke indført. Her har man mulighed for at afsone sin straf i hjemmet og passe sit arbejde. Fodlænken var oprindelig tiltænkt mildere forbrydelser, og derfor var det kun muligt at afsone en dom på op til 3 mdr. Senere er straframmen blevet udvidet til 6 mdr.
Fakta om bogen
‘Aalborg Arrest – 100 års kulturhistorie’.
Jubilæumsbog 1920-2020.
Forfattere: Christian Toftgaaard og Aske Kristoffersen, begge Cand.mag. i historie.
Bogen er udgivet med støtte fra Christian den IV’s Laug.
