Hele sommeren igennem kan man komme på en spændende specialrundvisning på Springeren sammen med direktøren eller husets historiker.
“Sommeren er traditionelt set vores højsæson, hvor rigtig mange gæster besøger Springeren – Maritimt Oplevelsescenter, og derfor vil vi gerne give vores gæster muligheden for en særlig oplevelse, når de besøger os,” forklarer direktør Mads Sølver Pedersen.
Sjovt for børn, spændende for voksne
“Samtidig lever initiativet op til vores slogan om, at Springeren – Maritimt Oplevelsescenter er et sted, hvor det er sjovt for børn og spændende for voksne,” supplerer historiker Andreas Parmo Hansen.
Bag initiativet med disse specialrundvisninger sammen med kaptajnen og styrmanden står nemlig direktør Mads Sølver Pedersen og historiker Andreas Parmo Hansen.
De har begge i sagens natur et indgående kendskab til udstillingerne og især de utallige historier, der gemmer sig bag ved de mange skibsmodeller og maritime genstande, som oplevelsescentret rummer, så der er garanti for en virkelig spændende oplevelse, når man kommer rundt sammen med – netop kaptajnen og styrmanden på stedet!
Initiativet med disse rundvisninger starter den 1. juli og løber til ind i august, de finder sted hver tirsdag om eftermiddagen kl. 14:00 og torsdag om formiddagen med start kl. 10:30. Man tilmelder sig disse rundvisninger ved at booke tid på enten Springeren – Maritimt Oplevelsescenters facebookside eller website, og prisen er kun kr. 25 oveni indgangsbilletten for denne helt specielle oplevelse.
En ekstra dimension
“Selvom vi har gjort rigtigt meget ud af at lave plancher og informative skilte, der fortæller den maritime historie, så er det altid en ekstra dimension, når man kommer rundt i oplevelsescentret sammen med en guide, der sætter ord på historien – vel at bemærke på en underholdende facon, der netop er rettet mod såvel børn som voksne,” fortæller historiker Andreas Parmo Hansen.
“Vi glæder os begge til at tage gæsterne med på tur rundt i udstillingen og på den måde skabe en særlig oplevelse ved at øse ud af de mange sjove, underholdende og spændende historier og sømandsskrøner, der gemmer sig bag de flotte ting, vi har i udstillingerne,” slutter direktør Mads Sølver Pedersen.