Lørdag den 22. juni medfører Aalborg Triathlon trafikændringer i Vestbyen og Mølholm. Lokale beboere og trafikanter opfordres til at følge de angivne alternative ruter og vise hensyn til deltagerne.
Denne weekend afholdes Aalborg Triatlon for 10. gang, når triatlonfesten indtager Aalborgs Vestby lørdag den 22. juni 2024.
De smukke omgivelser ved Nordens Kridtgrav vil danne rammen for stævnet, der byder på både Classic 1/4 jernmand og 1/2 jernmand distancer.
Ruterne er designet til at være tilskuervenlige, så både deltagere og publikum kan nyde den festlige stemning.
Deltagerne starter med svømning i den rolige kridtgrav, som giver optimale forhold for en god og sikker svømning, uanset vejr og vind. Cykelruten er en flot rute med både højdemeter, tekniske passager samt lige stykker, hvor høj fart kan opnås. Den afsluttende løberute går gennem det naturskønne område mellem travbanen og kridtgraven.
Praktisk information
Konkurrencen starter kl. 9:00 i kridtgraven, og deltagerne vil være på cykelruten indtil ca. kl. 14:00 og på løberuten indtil ca. kl. 16:00. Trafikken vil blive påvirket, især omkring Mølholm og Aalborg Vestby, hvor der vil være afspærringer.
Løbsarrangørerne opfordrer til at minimere kørsel i området i de angivne tidsrum og følge anvisninger fra officials for at sikre deltagernes sikkerhed.
For at minimere generne for beboere og trafikanter, anbefales brug af følgende alternative ruter:
- Ved trafikstyring V: Annebergvej – Nordvestvej – Strøybergsvej
- Ved trafikstyring B: Strøybergsvej – Nordvestvej – Annebergvej
- Ved trafikstyring punkt C:
- Mod Aalborg: Gammel Hasserisvej – Jeronimusvej – Mester Eriks vej – Svalegårdsvej
- Ud af Aalborg: Under Lien – Bygaden – Letvadvej – Ny Nibevej
- Ved trafikstyring H og G:
- Østgående retning: Nyrupvej – Bavnehøj – Ny Nibevej – Letvadvej – Bygaden – Under Lien
- Vestgående retning: Nyrupvej – Aalborgvej – Klitgårdvej
Kom og hep på atleterne
Med op til 600 deltagere er Aalborg Triathlon et af Danmarks største triathlonstævner. Arrangørerne håber på stor opbakning, og der opfordres til at komme ud i vejkanten og heppe på atleterne.
Aalborg Triathlon lover en dag fyldt med sportslig spænding, samt en uforglemmelig oplevelse for alle involverede.