Vil du af med de overflødige kilo eller bare komme i bedre form? Roklubben Ægir tilbyder nu eRoning for nybegyndere med nogle af Danmarks dygtigste rotrænere.
I Roklubben Ægirhar man taget Dansk Forening for Rosports nye koncept – eRoning – til sig, og tilbyder nu rotræning for nybegyndere sammen med nogle af de dygtigste rotrænere i Danmark.
Uanset om man har prøvet at ro før eller ej, så kan man nu komme i form på en skånsom måde – med hele 125 forskellige roprogrammer på eRoning.dk.
Sved på panden
eRoning i Roklubben Ægir består af hyggelig træning i fællesskab med andre.
Med andre ord træner man styrke og kondition sammen med ligesindede i hver sin romaskine til et begynderprogram, mens man bliver guidet af nogle af Danmarks bedste og mest motiverende ro-instruktører på en storskærm.
På den måde lærer man den rette teknik fra starten af, så man undgår skader, og man vil hurtigt opleve fremgang i form af fedtforbrænding, muskelopbygning og forbedret kondition. Under træningen vil der også være erfarne trænere til stede fysisk i Roklubben Ægir.
“Romaskinen er et virkeligt supereffektivt træningsredskab, fordi du får trænet hele kroppen – ben, ryg, arme, lunger og hjerne – mens du forbrænder rigtig mange kalorier, samtidig med at der er meget lav belastning på dine led,” siger Nanna Vigild, som er instruktør på eRoning.dk i Dansk Forening for Rosport (DFfR).
Nanna er selv startet med roning som voksen, og kender alt til udfordringerne med at lære en ny disciplin.
Introforløb
Roklubben Ægir tilbyder et introforløb for nybegyndere.
Hvis du efter introforløbet vælger at melde dig ind i Roklubben Ægir, kan du forsætte med at træne eRoning i klubben, når det passer dig.
Kontakt John Kløve Kjær formand i Roklubben Ægir på telefon 21 71 72 64 eller på mail: formand@roklubben-aegir.dk, hvis du har spørgsmål eller ønsker et introforløb.
Fakta
Programmerne er målrettet motionister, hvor alle kan være med. Roklubben garanterer sved på panden til både erfarne roere, nybegyndere og supermotionister.
På eRoning.dk får du mulighed for at træne sammen med nogle af Danmarks bedste roere. Flere af dem er på landsholdet. I alt er der 7 forskellige programkategorier:
- eRoning Cross. Roning og CrossFit øvelser på gulv
- Puls & Styrke. Roning og styrketræning på gulv med egen kropsvægt.
- Rospinning og HIIT-træning. Intervaltræning med god musik.
- Hold vægten. Programmer, der fokuserer på at øge forbrændingen.
- Træn hjertet. Programmer designet til dig, der skal passe på hjertet.
- Motionister og 60+. Kategorien, hvor alle kan være med.
- Bliv stærkere. Til dig, der har som mål at ro stærkere og opbygge muskelmasse.
Alle instruktører har intensivt fokus på roteknik, så du undgår skader.
På eRoning er der mere end 125 forskellige træningsvideoer at vælge imellem. Der kommer nye træningsvideoer hver uge.