Nibe Festival, årets højdepunkt for mange, er officielt skudt i gang. Over de næste fire dage forventes omkring 20.000 glade festivalgæster dagligt at indtage Skalskoven for at nyde musik og festligheder trods vejrgudernes luner.
Festivalen byder på et stjernespækket program med navne som James Blunt, Carpark North, The Chainsmokers, Jacob Dinesen, Ronan Keating, Andreas Odbjerg, Infernal, D-A-D og mange flere. Men det er ikke kun musikken, der gør Nibe Festival til en uforglemmelig oplevelse.
En afgørende faktor for festivalens succes er de mange frivillige. I år bidrager hele 5.092 frivillige med deres tid og kræfter både før og under festivalen, for at sikre, at vi andre kan nyde musikken og den fantastiske festivalstemning.
En sjov detalje er, at der bruges 500 kubikmeter flis for at holde festivalpladsen gangbar, når vejret ikke arter sig.
På dagens pressemøde fik vi lige et par ekstra funfacts. Igen i år er der et Breezer indeks, – og efter de første gæster løb gennem lågen i går tirsdag, er der solgt 20.000 Breezer og en omsætning på 1 million.
Til alle jer, der drager til Skalskoven de kommende dage: rigtig god festival! Følg med på vores Instagram og Facebook for at få et glimt af stemningen.
Vi ses i Skalskoven!