Hvad bør man vide, inden man springer ud i det store investeringseventyr med A.I.? Her er investeringsekspert Henrik Holst Petersens råd til at navigere i mulighederne og truslerne ved kunstig intelligens.
Kunstig intelligens (A.I.) er for længst trådt ud af fremtidens skygger og ind i vores nu. A.I. Fra robotplæneklippere, der trimmer græsplæner til GPS-systemer, der foreslår den hurtigste rute på vores telefoner. A.I. er kommet for at blive.
”Udviklingen inden for A.I. går utroligt hurtigt, og især på jobmarkedet og i dagligdagens rutiner vil A.I. revolutionere, hvordan vi arbejder og lever,” understreger Henrik Holst Petersen, investeringschef ved Ringkjøbing Landbobank.
Det er derfor nærliggende at se på A.I. gennem investeringsbrillerne.
Teknologi i vækst
For udover at A.I. er blevet en del af vores hjem, står vi også over for dets indtog på arbejdspladsen med flere fordele, hvor øget produktivitet fremstår som en af de mest åbenlyse. Ifølge den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs kan A.I. booste den årlige vækst i den vestlige verden med 1,5% over de næste 10 år. Til sammenligning var væksten kun på 2,3% i 2023.
”Det er faktisk en betydelig stigning, og den vil gøre en enorm forskel for vores økonomiske vækst,” udtaler investeringschefen.
Henrik Holst Petersen forklarer, at fordelene ved A.I. er, at teknologien kan automatisere gentagne og tidskrævende opgaver, hvilket frigør tid til mere værdiskabende arbejde. A.I. kan også træffe bedre beslutninger ved at analysere enorme datamængder på kort tid og identificere komplekse mønstre og tendenser, som mennesker måske ikke opdager. Dette har potentiale til at revolutionere industrier som finans, sundhedspleje og produktion.
Bankernes hjælp
Inden for finanssektoren ser Henrik Holst Petersen store muligheder for A.I. Udover at kunne få hjælp til at lave omkring 75% af sine PowerPoint-præsentationer til foredrag, ser han også en fremtid, hvor teknologien kan hjælpe bankerne med at opdage mønstre og identificere svindel mere effektivt.
Henrik refererer til den omdiskuterede TV2-dokumentar ‘Den Sorte Svane’, hvor journalist Mads Brügger og hans hold viser, hvordan kriminelle samarbejder med advokater, forretningsfolk og entreprenører om hvidvaskning af penge og anden svindel i Danmark.
“Apropos ‘Den Sorte Svane’, kan A.I. hjælpe bankerne med at overvåge transaktioner ved at bruge mønstergenkendelse, hvilket gør processen hurtigere og mere effektiv. Selvom metoderne ofte er ‘black boxes’ af hensyn til at undgå spekulation, er jeg overbevist om, at A.I. allerede anvendes til dette. Teknologien kan i dag opdage langt mere end for blot kort tid siden,” udtaler Henrik.
A.I. som strategi
I forhold til investeringer kan A.I. også udnyttes effektivt. Mens traditionelle algoritmer længe har været anvendt på det finansielle marked, bliver spillet mere dynamisk med A.I. Hvor man tidligere fulgte mere formelbaserede strategier, såsom at sælge en aktie, hvis den faldt under den gennemsnitlige kurs over de seneste 100 dage, kan A.I. nu bruge avanceret maskinlæring og mønstergenkendelse til at opdage komplekse mønstre, som mennesker ikke nødvendigvis kan identificere.
Dette åbner døren for nye investeringsmuligheder, hvor A.I. også kan benyttes som strategi til at handle på vegne af investorer.
“Der findes i dag fonde, der allerede anvender kunstig intelligens som strategi, hvor A.I. er hyret til at handle på vegne af investorer,” siger Henrik og understreger vigtigheden af at være opmærksom på de etiske overvejelser bag sådanne investeringer.
”Hvis der ikke er opsat rammer for teknologien, kan man risikere at investere i alt muligt – også ting, man måske ikke som udgangspunkt selv ville have investeret i. Så her skal man lige holde øje i forhold til etiske spørgsmål,” påpeger Henrik.
Direkte A.I.-investor
Det er også muligt at investere direkte i den nye teknologi, og Henrik Holst Petersen ser store investeringsmuligheder i virksomheder, der arbejder med A.I.
I dag er A.I.-udviklingen drevet af store selskaber som Microsoft med deres OpenAI og Copilots, samt Alphabet (Google) og Meta (Facebook), der alle investerer kraftigt i området. Elon Musk har for nylig rejst 6 milliarder dollars til sin startup, xAI, der skal konkurrere med disse giganter, hvilket tyder på intens konkurrence i sektoren.
A.I.-værdikæden
Henrik Holst Petersen mener dog, at man med fordel kan kaste et bredere blik på A.I.-værdikæden og fokusere på infrastrukturen, der understøtter A.I.-teknologien. Han nævner chipproducenterne som de mest oplagte kandidater, især Nvidia, der har været en pioner på området.
”Nvidias succes er dog ikke gået ubemærket hen blandt aktieinvestorerne, da aktien på 19 måneder er steget med knap 700% og i dag er verdens 3. største børsnoterede selskab,” fortæller Henrik. Han peger også på virksomheder som ABB, Keyence, FANUC, Sony og Albemarle, der leverer nøglekomponenter som sensorer, optik, servomotorer og batterier, der er afgørende for A.I.-systemer og robotter.
”Som udgangspunkt kan det være klogt at sprede sine investeringer på forskellige punkter i værdikæden frem for kun at fokusere på et enkelt punkt,” siger han. For selvom en virksomhed ser lovende ud nu, er der ingen garanti for dens langsigtede succes. Erfaringerne fra dot-com boblen viser, at lovende virksomheder som Netscape Navigator, MySpace, Nokia og AltaVista ikke nødvendigvis blev de langsigtede vindere.
Fælles spilleregler
Selvom A.I. bringer mange fordele, er der også bekymringer omkring datasikkerhed og privatliv, da A.I. systemer indsamler og analyserer store mængder personlige data. Spørgsmålene om, hvem der har kontrollen over disse systemer, og hvordan de bliver brugt, er stadig uafklarede.
I forhold til investeringer forklarer Henrik Holst Petersen, at der også kan opstå nogle ubalancer i markedet, eftersom amerikanske og europæiske selskaber kan løbe ind i begrænsninger i forhold til dataindsamling, som kinesiske selskaber måske ikke har.
”De vestlige selskaber kan løbe ind i nogle politiske begrænsninger i forhold til indsamling af data, så konkurrencen med fx kinesiske selskaber kan i en årrække køre skævt, indtil der på et tidspunkt kommer en konsensus om nogle fælles spilleregler,” forklarer Henrik.
Investeringseksperten anbefaler, at man som investor enten bør være agil i sin strategi, ikke kun i gode tider, men også når det går skævt, og være parat til at træffe nye beslutninger. Alternativt kan man vælge at sprede sine investeringer bredt for at håndtere risikoen og opnå en vis sikkerhed. At have fingrene i flere potter kan give en tryghed, selv når markedet svinger.
Alle ovennævnte selskaber er ikke en anbefaling, men alene eksempler på virksomheder, der indgår i den transformation, som A.I. medfører.