”Jorden har ikke brug for os. Vindene har ikke brug for os for at blæse. Havene skal nok blive ved med at strømme, solen stopper ikke med at skinne, bare fordi vi er væk,” sagde Caroline Jeppesen i sin tale, Udryddelsen, til Nordisk Talefest i Bergen.
Selvom disciplinen retorik ikke direkte fremgår af skoleskemaet, arbejder elever på Hasseris Gymnasium stadig målrettet med kompetencerne at kunne skrive og holde en tale. Og vigtigheden af at have ordet i sin magt og dét at kunne holde en effektfuld tale kan næppe overvurderes.
Samtidig ved de fleste, der har prøvet at holde en tale, at det slet ikke er nogen let disciplin at forfatte og fremføre et budskab over for en forsamling.
For en gruppe af 2.g-elever på Hasseris Gymnasium har foråret budt på et projektforløb i faget dansk, hvor der er arbejdet intensivt med at lære at skrive og holde taler. Rammen omkring projektet har været Nordisk Talefest, der er en festival, hvor det talte ord fejres, og hvor gymnasieelever fra Danmark, Norge og Sverige får en platform at tale fra. Alene fra Danmark har i alt ca. 50 gymnasieklasser deltaget i årets talefest, hvor emnet var ”Drømme”.
Om klimakrisen
Elevernes taler er fra begyndelsen udviklet i undervisningen og afprøvet lokalt på skolerne og dernæst indsendt til en professionel bedømmelseskomité. I første omgang blev i alt 60 taler og talere fra hele Danmark udvalgt til den nationale semifinale.
Herfra kvalificerede de ti mest overbevisende talere sig til den store nordiske talefestfinale i Bergen d. 10. maj, og én af disse ti deltagere var Caroline Jeppesen fra Hasseris Gymnasium, der deltog med en meget personlig og overbevisende tale om klimakrisen.
Vi har sat Caroline og dansklærer Lotte Prætorius stævne for at høre lidt mere om oplevelserne ved at have været del af det store fællesnordiske talefestarrangement.
Først og fremmest forklarer Caroline, hvorfor hun tror, at netop hendes tale blev udvalgt som én af de ti danske finalister:
”Min tale giver nok en anden vinkel på emnet end de fleste andre klimataler i konkurrencen. Min tale fokuserer meget på, at klimakampen først og fremmest handler om menneskeartens overlevelse, og at der skal meget mere til end individuel handling, hvis menneskeheden skal bestå. Derfor skal vi væk fra det overdrevne fokus på, hvad individet kan gøre for at redde jorden og i stedet fokusere på, hvordan vi kun i fællesskab kan redde os selv og hinanden.”
Et vigtigt forum
Caroline har været rigtig glad for at få lov til at deltage i projektet og mener, at festivalen udfylder et tomrum, som unge mennesker ellers oplever i forhold til klimadebatten:
”Det er min generation, der skal leve med konsekvenserne af klimaudfordringerne, men det er normalt ikke min generation, der fylder i debatten. Min generation er vokset op med skyggen af klimaskyld hængende over sig, selvom problemerne er skabt længe før, vi blev født. Men ved at have deltaget i Nordisk Talefest føler jeg nu, at min stemme har haft mulighed for at blive hørt.”
Denne opfattelse understøttes af Carolines dansklærer, Lotte Prætorius, der også ser talefesten som et vigtigt forum, hvor de unge kan komme til orde. ”Jeg synes det er væsentligt i vores samfund i dag, også som led i en demokratisk dannelsesproces, at vi giver de unge mennesker en platform, hvor de kan udtrykke deres holdninger og komme til orde”, og sandsynligvis af netop denne grund har hun oplevet et meget stort engagement omkring taleskrivningen hjemme i klasseværelset:
”Det har motiveret eleverne, at ét af kravene til talerne var, at det skulle være en autentisk stemme, altså noget de personligt mente og havde på hjerte. Alle tog opgaven meget alvorligt og var meget engagerede. Samtidig mærkede jeg, at der i klasserummet opstod en enorm respekt over for hinanden som følge af det personlige engagement, der individuelt var lagt i den enkelte tale”, fortæller den meget tilfredse dansklærer, der uden tøven vil deltage i projektet næste gang, der er mulighed for det.
Sidegevinster
Samtidig kan både elev og lærer se, at deltagelsen i projektet også giver en masse andre sidegevinster med i bagagen:
”Eleverne får utrolig meget ud af at prøve et projekt som dette, fordi de ikke blot lærer at skrive en tale, men også skal forholde sig til dét at skulle performe og formidle talen. Denne evne er afgørende vigtig at beherske i mange andre sammenhænge, fx når man skal til en jobsamtale eller en mundtlig eksamen,” forklarer dansklæreren.
Og for Caroline har deltagelsen også haft den sidegevinst, at hun er blevet opmærksom på, at der nok i en eller anden udstrækning hersker en fællesnordisk identitet mellem unge i Danmark, Norge og Sverige, som kommer til udtryk gennem sproget:
”Jeg tror, at det faktum, at vi kun måtte tale vores modersmål og ikke kunne gemme os bag engelsk, var medvirkende til, at oplevelsen blev endnu mere autentisk og stærk, og at vi rent faktisk kunne forstå hinandens følelser og tanker på en anden måde, end hvis talerne og samtalerne omkring dem var foregået på et fremmedsprog,” forklarer hun.
”Nordisk Talefest” er en del af projektet ”Norden og verden – retorisk medborgerskab, før, nu og i fremtiden”, som ledes af Danske Taler med støtte fra A.P. Møller Fonden.
Caroline Jeppesen: Udryddelsen (2024)
Læs her hele Carolines tale, der blev udtaget til Nordisk Talefest i Bergen:
For 200.000 år siden i Afrika opstod en ny art. En art karakteriseret af deres store hjerner, sociale evner og en umættelig nysgerrighed. Homo sapiens. Det moderne menneske.
Afrika var ikke stort nok for os, så vi udbredte os og fortrængte de andre mennesketyper, indtil vi var den eneste nulevende art af vores slægt. Homo sapiens. Det vise menneske.
Vi samlede os i byer og separerede os selv fra naturen. Den er under os, sagde vi, og så ned på dem, der valgte at blive. Vi besluttede, at modsætningen til mennesket skulle være dyr, og vi ignorerede, at vi deler næsten 99% af vores DNA med chimpanser og gorillaer. Homo sapiens. Det destruktive menneske.
Alle historier har en afslutning og så længe, vi har eksisteret, har vi frygtet vores. Ragnarok, Amageddon, Apokalypsen. Vi fandt på frygtindgydende historier om verdens uundgåelige ende. Men vi har forvirret verden for menneskeheden.
Vores ende er ikke lig verdens ende. Vores ende er ikke, når stjernernes tidsalder er forbi, og den sidste stjerne uddør. Det er ikke, når solen bliver til en rød kæmpe og sluger jorden. Nej, vores ende kommer lang tid før.
”Red jorden!” råber klimaaktivisterne på gaden. Forstår de ikke, at det ikke er jorden, som har brug for vores redning? Jorden har ikke brug for os. Vindene har ikke brug for os for at blæse. Havene skal nok blive ved med at strømme, solen stopper ikke med at skinne, bare fordi vi er væk.
Klimakampen ses ofte som en uselvisk kamp, men i sidste ende, er en bevarelse af klimaet lig frelse af menneskeheden. Hvis ikke vi gør noget, uddør vi, som så mange arter før os. Som vores slægtsfæller, vi udkonkurrerede, vil vi blot efterlade knogler og minder om en civilisation.
Vi tror, vi er herre over verden, men vi minder mere om parasitter, der grådigt tager næring fra vores gavmilde vært. Men Jorden skal nok hele fra de sår, vi efterlader. Nye arter skal nok komme til. Survival of the fittest. Måske var homo sapiens bare ikke beregnet til de storheder, som vi selv troede.
Med åbne øjne ser vi på vores egen udryddelse. Siger, det ikke er så seriøst. Siger, det er dejligt med en varmere sommer. Det kan vi gøre, fordi vi bor i Danmark. Dejlige Danmark, hvor vi ikke behøver at mærke de værste konsekvenser af vores handlinger. Vi kan tage afstand fra det hele, en kort stund endnu, mens udsatte steder kan se frem til 250.000 yderlige dødsfald hvert år, som følge af klimaforandringer.
Vi har gennem tiden bevist, hvor ambitiøse homo sapiens er. Vi ville besejre verdenshavene, så vi byggede både. Vi ville flyve blandt fuglene, så vi opfandt flyvemaskinen. Vi ville til Månen, så vi lavede rumfartøjer. Men er det her, vi stopper? Her vi lægger os fladt ned, og lader det ske? Når vi har chancen for at redde os selv, giver vi op og håber, nogle andre vil gøre det for os. Vi er dinosaurerne, der med åbne arme velkommer kometen. Vi er menneskerne, den selvdestruktive art.
Jeg siger ikke dette for at skræmme. For at ødelægge alt håb. Det er netop ikke for sent – vi kan stadig nå at gøre noget. Men jeg er træt af at høre foredrag om klimaet, hvor konklusionen er for individet at blive lidt grønnere vha. uklare råd om at spise mindre kød og køre med offentlig transport. Individet. Den kommer altid tilbage til individet. Hvordan DU kan sænke dit CO2-aftryk. Hvordan DU kan leve grønnere. Hvorfor handler det altid om individet?
Ja, 8 milliarder mennesker, der hver især gør lidt, gør tilsammen meget, men hvornår glemte vi, at klimaet er et problem, der kræver kollektiv handling? Hvorfor blev presset lagt på individet, når de største klimasyndere er store virksomheder? Som forbrugere har vi et ansvar, siger de, men kan de, som leverandører fratage sig al ansvar?
Jeg er træt af politikere, der prædiker tomme løfte til en desperat menighed. De sætter ambitiøse klimamål, men glemmer at lægge en konkret plan. Deres mål har omtrent den samme betydning som det nytårsforsæt, man glemmer efter en uge.
Skæbnen af vores relative nye art, homo sapiens, ligger i vores egne hænder. Vi drømmer om en bedre verden efter vi dør, om et lys for enden af tunnelen. Om paradis. Men måske er vores paradis lige her på Jorden. Måske burde vi drømme om at tage bedre vare på, hvad vi har. Og til jer politikere, lovgivere, ministre. Jer vi har valgt til at tale på vores vegne, til at tage beslutninger, der gavner os – I har et valg. Gør noget eller se på, som alt det, vi forudsagde ville ske, sker, fordi vi intet gjorde. Fordi vi løb tør for tid.