Den amerikanske mezzosopran Joyce DiDonato gæster Musikkens Hus den 31. august – hvor også to lokale børnekor medvirker.
”Verden er ved at køre af sporet. USA’s store operastjerne og en flok børn fra Aalborg hjalp publikum med at finde håbet igen”….. ”Sådan et skud håb og balance og grokraft var ikke det værste lige nu”.
Sådan skrev Politikens anmelder Thomas Michelsen og kvitterede med fire store hjerter, da den amerikanske mezzosopran Joyce DiDonato i 2022 gæstede Aalborg med sit verdensomspændende koncertprojekt EDEN.
Aalborg var et af de allerførste steder og er nu igen det eneste danske stop på mezzosopranens store fire-årige projekt, EDEN, der bringer hende og det italienske orkester Il Pomo d’Oro rundt på en verdensomspændende turné til ikke færre end 45 koncerthuse på fem kontinenter.
I hver by engagerer ensemblet et lokalt ungdomskor til dels at deltage i en række workshops, dels at være med på scenen og synge EDEN-hymnen Seeds of Hope sammen med Joyce DiDonato. I Aalborg er det korbørn fra Nørholm skole og Kærbyskolen.
Joyce DiDonato er en af verdens fineste operasangere. Hun er en alsidig kunstner, der bevæger sig ubesværet mellem flere genrer og kunstarter, og med EDEN-projektet favner hun musik fra mange århundreder. Fælles for værkerne er, at de på hver sin måde besynger naturens evne til at fortrylle og forskønne vores tilværelse. EDEN forener musik og drama, og med projektet vil DiDonato sætte fokus på klimakrise og skærpe publikums bevidsthed om naturens – og musikkens – helende kraft.
Koncertens omdrejningspunkt er albummet EDEN, der udkom i 2022. De enkelte numre udforsker flere aspekter af menneskets forhold til naturen, og her er værker af blandt andre Gluck, Mahler, Wagner og Cavalli.
Selv siger hun:
”Bringing EDEN to Aalborg was an absolute highlight of my tour and season: I knew immediately I wanted to return. I was impressed immediately by a beautiful sense of a vibrant and emerging artistic community there, as well as an eagerness to embrace new experiences. I am so looking forward to a wonderful and rewarding residency here in the coming season!”
Det amerikanske magasin The New Yorker har beskrevet hende som “perhaps the most potent female singer of her generation”, og ifølge avisen The Times har hun en stemme “nothing less than 24-carat gold”.
Maxim Emelyanychev dirigerer orkestret Il Pomo d’Oro, lysdesignet er af John Torres og desuden medvirker skuespiller Manuel Palazzo.
EDEN – Joyce DiDonato
Lørdag 31. august 2024 kl. 19.30 i Koncertsalen i Musikkens Hus
Billetpriser: (A)400, (B) 300 og (C) 200 kr.
Studerende og unge under 30 år. 50 kr. (gælder et begrænset antal B- og C-billetter)