Efter at have startet med at optage sine yogavideoer hjemme, har Britt Ziwes nu flyttet sin virksomhed til Hasserisvej 126 og satser stort på at udvide sit online yogaunivers.
“Her er der højt til loftet, et godt lysindfald og et lækkert miljø,” siger Britt Ziwes og fremviser sine nye lokaler i Villa Hasseris.
Britt har i 16 år undervist i Kontor-Yoga, hvor hun besøger virksomheder og underviser de stillesiddende kontorarbejdere i yoga og mindfulness. Under coronapandemien oplevede hun en betydelig stigning i efterspørgslen efter online-yoga fra både virksomheder og private, og nu drømmer hun om at udvide denne del af forretningen yderligere, da hun på den måde kan nå ud til mange flere.
I dag underviser hun både gennem live-streaming via Teams og gennem sine yogavideoer, som hun tidligere optog i underetagen i deres hus. Men nu nyder hun de lyse og rummelige omgivelser i det store domicil på Hasserisvej 126, hvilket har givet hendes online yogaforretning ny energi.
Yoga i London
Britt Ziwes’ rejse ind i yogaens verden begyndte langt væk fra Nordjylland. Hun startede som folkeskolelærer i engelsk, men da hendes daværende mand skulle arbejde i London, flyttede hun med. Her fik hun job som oversætter og skulle skrive danske undertekster til engelske Viasat-programmer.
“Jeg sad i den samme stilling i mange timer med høretelefoner på og oversatte på akkord. Det slap jeg selvfølgelig ikke ustraffet fra og jeg oplevede hurtigt både stress og spændinger i kroppen,” fortæller Britt.
Massage hjalp kun kortvarigt, og Britt søgte en mere varig løsning. Yoga, som var meget populært i London, blev hendes redning. Efter en yogalæreruddannelse i Indien vendte hun tilbage til Nordjylland og havde det bedre end nogensinde.
“Med min egen historie med stress og stillesiddende arbejde på et kontor, lå det lige til højrebenet: Jeg skulle tilbyde kontor-yoga,” forklarer hun.
Kontorkroppen
Britt startede sin niche-yogaform, Kontor-Yoga, i 2008 for at hjælpe ‘kontorkroppene’ og sikre medarbejderne flere, gode år på arbejdsmarkedet. Hun lavede en hjemmeside og et logo, og mødte op på virksomhederne med måtter og musik. Siden har konceptet ændret sig.
Hun har droppet måtterne, og i stedet fokuserer hun på stående og siddende øvelser, så deltagerne ikke behøver at tage et bad bagefter. Dette gør det muligt for alle – uanset alder, højde og drøjde – at være med. Hun har også fundet frem til, at 30-minutters sessioner er det ideelle, som hverken er for korte eller for lange.
Hun forklarer, at det første kvarter bruges på de store muskelgrupper for at løsne op i kroppen, mens det sidste kvarter fokuserer på de mindre muskelgrupper, såsom nakke, musearme og skærm-øjne, mindfulness og visualisering, så resten af arbejdsdagen kan gribes an med fornyet energi.
Britt Ziwes’ Kontor-Yoga er designet til at passe ind i en travl arbejdsdag, og hun mener, at mange med fordel kan bruge deres pauser mere effektivt.
“Når folk har en pause, ender de ofte med at scrolle på telefonen eller shoppe gummistøvler til børnene. Men en Kontor-Yoga-session er en effektiv pause, hvor man får slukket for hovedet. Det er et afbræk i en travl arbejdsdag, hvor man i 30 minutter kan slå hjernen fra og lade mig guide,” siger Britt.
Onlineyoga
Gennem årene er hendes virksomhed vokset til at inkludere 20-30 instruktører, så hun kan tilbyde Kontor-Yoga i hele landet. Men siden coronapandemien har hun fået øjnene op for online-yogaen, som hun nu ser størst potentiale i.
”Onlineyoga har den fordel, at man kan nå flere medarbejdere, og man kan samle folk uafhængig af geografi,” siger Britt og fortsætter:
“Jeg har undervist en række internationale virksomheder, som har kontorer i hele verden. Her mødes medarbejderne på tværs af landegrænser via Teams, og det hele foregår selvfølgelig på engelsk.”
Hun lægger stor vægt på at være nærværende, selvom undervisningen foregår gennem en computerskærm, og hun ser det faktisk som en fordel, at deltagerne hverken har deres video eller lyd tændt under yogatimen.
“Det giver en helt anden ro, når man ikke skal forholde sig til de andre deltagere,” siger hun.
En anden fordel ved online-yoga er, at gode klasser kan gemmes og deles igen og igen.
“Når jeg er ude fysisk ved en virksomhed, kan det være, at man synes, man lige har lavet en rigtig fed yogaklasse, hvor det hele kørte. Med online-yoga kan man gemme optagelserne til andre formål,” siger hun og tilføjer, at nogle virksomheder endda selv ønsker at købe optagelserne til senere brug.
Yogaklubben
Udover kontor-yoga tilbyder Britt også yoga for private gennem sin online medlemsklub, Yogaklubben. Her har medlemmer adgang til bootcamps, challenges og yogavideoer. Flytningen til Villa Hasseris har gjort det muligt for hende at skabe professionelle videoer i smukke omgivelser.
“Det er vigtigt for mig, at jeg optager i smukke omgivelser, så det også er nogle videoer, der er lækre at kigge på om 10 år,” siger hun.
Med planer om at producere mange flere videoer i de nye rammer, ser Britt Ziwes lyst på fremtiden. Hun håber, at endnu flere virksomheder vil byde hende ind på de travle kontorer via Teams, så medarbejderne kan få et pusterum og et nyt energiboost.
Britt tilbyder derudover kurser til yogalærere, der ønsker at undervise i Kontor-Yoga.