De yngre fans af fantasy og rollespil kan glæde sig til en koncert, hvor publikum styrer handlingen og hjælper heltene på scenen gennem et farefuldt eventyr.
Koncertfortællingen Den uendelige labyrint af og med Mathias Madsen Munch og Aalborg Symfoniorkester kan opleves i Musikkens Hus lørdag 21. september kl. 11 i Koncertsalen.
Rejsen går dybt ind i Moldurskoven, hvor kongerigets Prins (violinen) er taget til fange af den onde troldmand. Heldigvis står Kæmpen (kontrabassen), Dværgen (celloen) og Elveren (bratschen) klar til at redde Prinsen, om det så skal koste dem livet.
Sammen med orkestret begiver publikum sig ud på en farefuld rejse for at hjælpe det musikalske broderskab med at bekæmpe troldmandens onde tjenere.
Er der en vej ud af labyrinten?
Den Uendelige Labyrint var en af de absolutte publikumsfavoritter ved festivalen Musikalske Fortællinger, som markerede Dansk Komponistforenings 100-års-jubilæum.
Juryen beskrev den som ” Den mest begavede og underholdende måde at introducere børn til en strygekvartet længe set.”
For første gang nogensinde kan publikum nu opleve fire af orkestrets solostrygere agere helte med resten af orkestret i ryggen, når Aalborg Symfoniorkester inviterer til fantasykoncert for de mindste.
Aldersgruppe: Fra 7 år
Varighed: 60 min. uden pause
Køb billet her: https://musikkenshus.dk/kalender/events/klassisk-og-opera/den-uendelige-labyrint