Preben Bang Henriksen er 70 år, har fem børnebørn og er fortsat på fuld damp som folkevalgt advokat, med et liv og karriere præget af engagement i jura, politik og samfundsansvar.
OBS: Nedenstående artikel er skrevet inden Joe Bidden trak sit kandaditur i juli 2024.
Preben Bang Henriksen har i 13 år været medlem af Folketinget for Venstre og praktiseret som advokat, indtil han i 2023 blev fuldtidspolitiker. Hans vej til Christiansborg har været vidt omkring, mens hans engagement i både jura og samfundsspørgsmål har været gennemgående.
Vi mødtes med Preben ved Advokatfirmaet Børge Nielsen, hvor han arbejdede, indtil han blev fuldtidspolitiker. I februar fyldte han 70 år, men han har ingen planer om at stoppe som politiker foreløbigt.
“Jeg er meget engageret i mit arbejde i Folketinget – og hva’ fanden! Joe Biden er jo 81, og han er jo frisk,” griner Preben. “Men jeg håber, at der er nogen, der rykker i mig, før jeg kommer til at ligne ham,” tilføjer han med et glimt i øjet.
Talerstolen
Preben bor i et rødstenshus i Hasseris i gåafstand fra, hvor vi sidder, som han og hans hustru Anna Maria købte tilbage i 1985. Men hans barndom var på den anden side af Limfjorden.
Preben Bang Henriksen blev født i 1954 og voksede op i lejligheden ovenpå familiens møbelfabrik, Nordjysk Møbelfabrik, i Nørresundby. Fabrikken var grundlagt af hans farfar og senere drevet af hans far og senere storebror. Preben mindes en barndom præget af tætte bånd til fabrikkens arbejdere, hvor diskussioner om politik og samfund var en naturlig del af hverdagen.
Nok på grund af hans samfundsinteresse tog hans mor ham en tur til København, og her husker han klart sit første besøg i Folketinget, hvor han og hans mor satte sig på tilhørerpladserne i folketingssalen. Den unge Preben på cirka 13 år lyttede med stor interesse til politikernes ord fra talerstolen og havde ikke den fjerneste idé om, at han selv skulle tale derfra 50 år efter.
“Der skulle vi høre på den yngste af de konservative, en der hed Poul Schlüter. Vi blev efterfølgende enige om, at han aldrig nogensinde ville blive til noget,” griner han.
Præsidentens håndtryk
I 1972 fik Preben Bang Henriksen en uforglemmelig indsigt i den politiske scene i USA under en udvekslingsrejse til New York.
Det var en oktoberdag samme år, hvor hans lærer på Garden City High School havde skaffet billetter til et republikansk pep-rally i Madison Square Garden i New York. Sammen med 40.000 republikanere kunne Preben og klassekammeraterne opleve den overvældende støtte til præsident Richard Nixon, som mange mente burde fortsætte sin præsidentperiode. Men selv i den jublende stemning lød der allerede dengang nævnelse af “Watergate”, skandalen, der få år senere skulle ændre politikkens gang for præsidenten.
Det er nu ikke Watergate-skandalen, der stod klarest i Prebens erindring om denne store oplevelse. Det var øjeblikket, hvor klassen skulle forlade Madison Square Garden, og Prebens lærer sørgede for, at de kom ud før de 40.000 andre tilskuere.
”Det passede glimrende med, at Nixon var færdig med sin tale, så han var ved udgangen samtidigt. Her fik jeg trykket ham i hånden. Det var jo fantastisk for en skide udvekslingsstudent på 18 år,” fortæller Preben.
Sagsøgte SAS
Da Preben vendte hjem fra USA, færdiggjorde han sin studentereksamen og begyndte senere på jurastudiet, hvor ledige værelser på Tandlægekollegiet i Århus, bragte ham og hans senere hustru, Anna Maria, sammen. Efter endt uddannelse arbejdede han som advokatfuldmægtig hos landsretssagfører Bent Kinnerup fra 1979 til 1982. I januar 1983 åbnede han sit eget advokatkontor, ”Advokatfirmaet Bang Henriksen”, og ansatte sin svigerinde Lone som sekretær, en stilling hun havde i 35 år. Han fortæller om særligt én retssag fra 1989, der var særligt fremmende for hans advokatvirksomhed.
”Jeg skulle med en SAS-flyvning til København, som var overbooket. De havde solgt 105 billetter til 100 pladser – en praksis flyselskaberne havde gjort brug af længe,” mindes Preben. Han valgte ikke at acceptere SAS’s tilbud om ostemadder og ventetid på næste fly, men i stedet tog han et taxafly, for at nå sin aftale i København og sagsøgte derefter SAS for udgiften.
”Det gav et positivt resultat, for SAS blev dømt til at betale, og hele sagen resulterede i, at vi i dag har det, der hedder passagerforordningen, hvor man får tilbud om kompensation for frivilligt at stige af flyveren,” forklarer han og tilføjer: ”Det var en sag, der gav stor genlyd, og som egentlig var ret god at starte et firma op på.”
Folketingskandidat
Omkring 20 år efter blev Preben prikket på skulderen af fhv. landinspektør Hans Stocholm, der opfordrede advokaten til at stille op til Folketinget for Venstre i Aalborg Nord-kredsen. Hans børn var fløjet fra reden, hans advokatforretning kørte godt, der nu havde skiftet navn til ’Bang Henriksen & Muurholm’ efter han havde fået en kompagnon, Stephan Muurholm. Uden store forventninger stillede Preben op i 2011 og blev overraskende valgt ind.
”Jeg tror, at jeg blev valgt, fordi vælgerne var trætte af, at politikere kom direkte fra universitetet, uden hverken livs- eller erhvervserfaring i bagagen. Her var jeg en mand i min bedste alder, 58 år, der allerede havde gjort karriere i erhvervslivet,” siger han og ser sin alder som en fordel.
“Min dåbsattest fortæller mig, at jeg nok ikke bliver statsminister i dette liv. Derfor er det de jordnære ting, der fylder hos mig. Jeg forsøger at være ærlig og sige min mening, råt for usødet, og jeg lægger vægt på Nordjyllands forhold, mens mange af mine kolleger primært fokuserer på deres egen karriere og hvordan de kan avancere i systemet,” pointerer han.
Preben ønskede fortsat at have sin tilknytning til erhvervslivet, selvom han nu også skulle møde ind på Christiansborg. Men indså dog hurtigt, at det ikke kunne lade sig gøre i samme stilling som tidligere, og derfor blev kontoret fusioneret med, der hvor vi er mødtes med Preben, Advokatfirma Børge Nielsen på Hasserisvej 174, hvor Stephan Muurholm blev kompagnon, og Preben blev almindelig ansat.
Fuldtid og fritid
Preben Bang Henriksen var ansat som advokat indtil sidste år. Han forklarer, at det er obligatorisk for advokater at dokumentere opdatering på lovgivningen gennem kursusbeviser, og her havde han naivt troet, at hans erfaring som formand for retsudvalget og retsordfører ville give ham merit for denne dokumentation, men sådan fungerede det ikke. Derfor er han i dag fuldtidspolitiker på Christiansborg.
Han rejser til København hver tirsdag og møder ind på Christiansborg tidligt om morgenen sammen med rengøringspersonalet, da ingen københavnere møder på dette tidspunkt, forklarer han grinende. Han vender så tilbage til Nordjylland igen torsdag aften eller fredag eftermiddag. Og med advokatvirket lagt på hylden har Preben nu mere tid sammen med Anna Maria, hvor de især nyder sommerhuslivet lidt syd for Løkken.
“Når jeg lander fra København, har min kone allerede pakket bilen og kørt derop. Det tager kun 20 minutter fra lufthavnen, og så kan jeg koble helt fra. Det er fantastisk,” siger han.
Preben fortæller, at de også sætter stor pris på at rejse sammen og har tilbragt de sidste 22 år på det samme hotelværelse i Ravello ved Amalfikysten i Italien. Han smiler stort, når han fortæller om turen derned til september. Men inden da kan han og Anna Maria glædes over, at det femte barnebarn vil være kommet til verden, da deres svigerdatter havde termin midt i juli.
Endnu en tørn
Nu, ved 70 år, ser Preben Bang Henriksen frem til nye udfordringer. Han glæder sig især over, at arbejdet i Folketinget nu fører ham til New York igen, hvor han sammen med seks andre er udpeget til at rejse til Washington for at få indsigt i den danske delegations FN-arbejde i november. Og når han nu virkelig ser frem til det, er det fordi den 12-dages rejse falder sammen med det amerikanske præsidentvalg den 5. november 2024.
”Jeg skal helt sikkert prøve at komme med til noget, og jeg har overvejet at skrive til den amerikanske ambassadør for at sikre adgang til en fest i New York. Men nu er han jo demokrat, og som det ser ud nu, ser det ikke lyst ud for Biden,” siger han med et glimt i øjet.
Men for sit eget vedkommende er han ikke klar til at stoppe. Selvom meningsmålingerne ikke er ret gode for Venstre, er han parat til at tage endnu en tørn, hvis vælgerne ønsker det.
”Jeg håber da, at bøtten vender inden valget. Men som tingene ser ud i dag, må jeg da indrømme, at det er tvivlsomt, om der bliver en yderligere periode, for vi står ikke godt i meningsmålingerne. Der er en risiko for, at der er andre, der svinger fyresedlen,” griner han.