Aalborg KFUM Fodbold styrker pigeafdelingen med nye spillere og et nyt samarbejde med Fortuna Hjørring for de dygtigste.
Aalborg KFUM Fodbold er klar til at starte den nye sæson i slutningen af juli med en stærkere og mere omfattende pigeafdeling. Klubben har i øjeblikket 46 piger på årgangen 2009-2010, og allerede nu ved man, at yderligere fem-seks piger, heraf to piger fra AaB Pige Akademiet, vil slutte sig til holdet efter sommerferien.
Siden træningsstart i januar måned er holdet blevet forstærket med otte piger fra AaB Pige Akademiet og Gug Boldklub, og med de ti årgang 2008 piger fra klubbens nuværende U17 hold, vil holdet efter ferien bestå af mere end 50 pigespillere.
Nye spillere
Hasserisavis.dk har besøgt Aalborg KFUM Fodbold for at høre nogle af pigerne om, hvorfor de har valgt at flytte fra AaB. Her mødte vi tre af klubbens spillere, der alle spiller U15, to tidligere AaB-piger og en KFUM-pige, der har været med til at tage imod en masse nye holdkammerater.
De tidligere AaB-spillere, Tilde og Frida, besluttede at skifte klub i januar og har ikke set sig tilbage siden.
“Der var en omrokering i AaB, og mange valgte at flytte væk. U15 og U16 blev pludseligt slået sammen, og så var der mange, der ikke fik spilletid. Det gad vi ikke, så derfor skiftede vi klub,” forklarer Frida.
Begge piger har fundet sig godt til rette i deres nye klub.
“Der er meget, der er fedt ved at være flyttet til KFUM. Både pigerne og trænerne er søde, og alle er velkomne her,” siger Tilde. Frida tilføjer: “Vi er blevet taget rigtig godt imod, og der er et godt træningsmiljø.”
Ida, den rutinerede KFUM-spiller, understreger også det stærke fællesskab i klubben.
“Vi sørger for at give nye spillere en varm velkomst og tager dem med ind i fællesskabet,” siger hun.
Fodbold for alle
Årgangsansvarlig for 2009-2010 årgangen, John Skovlyk, ser også glædeligt på den store tilstrømning af nye spillere. Han fortæller, at for at imødekomme den voksende gruppe piger efter sommerferien, vil klubben tilmelde tre hold i U17-ligaen fordelt på Liga1, 2 og 3.
”På den måde vil der været et tilbud for alle piger” siger John Skovlyk. ” Både for de dygtige, dem i midten og dem der spiller for det sociale. Vi er en breddeklub og siger ikke nej til nye piger” tilføjer han.
Derudover vil klubben tilmelde et U15-hold, hvor de dygtigste årgang 2010/2011 piger får mulighed for at spille på højeste mulige niveau efter sommerferien. Årgangsansvarlig John Skovlyk håber, at endnu flere piger vil blive inspireret til at blive en del af et stærkt træningsmiljø og spille kampe på et højt niveau.
Nyt samarbejde
Et nyt samarbejde med Fortuna Hjørring er også en vigtig del af klubbens strategi om at styrke pigefodbolden.
”Vi er blevet samspilsklub med Fortuna Hjørring, der vil sende egne trænere ud for at inspirere piger og trænere på alle årgange. Er der pigespillere, der er ekstraordinært dygtige, skal de naturligvis tilbydes muligheden for at udvikle sig yderligere i et elitemiljø, og her matcher Fortuna Hjørring visioner og værdier med det, Aalborg KFUM Fodbold står for,” siger John Skovlyk.
”Vores vigtigste opgave som breddeklub er at sikre, at det miljø ”vores” pigespillere ender i, hvis de er dygtige nok, er et sundt miljø, hvor pigerne bliver behandlet ordentligt. Vi har tidligere haft et uformelt samarbejde med AaB Pige Akademiet, men Fortuna Hjørring har været meget overbevisende i de møder, der har været afholdt løbende hen over foråret,” forklarer John.
Aalborg KFUM Fodbold ser frem til en spændende sæson med en stærkere og mere mangfoldig pigeafdeling. ”Det samarbejde, vi har indgået med Fortuna Hjørring, er noget alle i Aalborg KFUM Fodbold kan være stolte af,” siger John Skovlyk.
“Vi har noget for alle og håber, at endnu flere piger vil være en del af vores fællesskab,” understreger han.