Aalborg Værft og Hasseris

Aalborg Værft spillede en central rolle i byens industrielle udvikling, men skatteforhold og krav om bosætning skabte spændinger mellem kommunen og værftets ansatte.

Skatteforhold var et konstant stridspunkt mellem Aalborg og Hasseris gennem hele den periode, hvor de var nabokommuner i stedet for at være i én administrativ enhed. Det blev især et stridspunkt efter indførelsen af indkomstskat i 1903, hvor skatteprovenuet jo blev afhængigt af, hvor meget folk tjente. Når mange af de mennesker, der tjente godt i deres arbejde i Aalborg, boede i Hasseris, afleverede de jo den kommunale skat der. I Aalborg var det forholdsmæssigt mange flere med lave indkomster, der havde deres bopæl, og det var også i Aalborg, at de fleste, der havde behov for fattighjælp eller andre sociale ydelser, boede. Hele denne problematik med skattely i en forstadskommune fandtes omkring alle landets industri- og handelsbyer. Men utilfredsheden med dette forhold var stor i Aalborgs bystyre, og det fik en interessant indflydelse på driften af en af de mest betydningsfulde arbejdspladser i Aalborgs historie, Aalborg Værft.

Aalborg Værfts betydning for Aalborg
I 1912 etablerede brødrene, Emmanuel og Peter Philip Stuhr, et stålskibsværft i Aalborgs daværende, nybyggede Østre Havn. Det skete med stor bevågenhed og støtte fra Aalborg Kommune. Bystyret var stærkt interesseret i at få skabt et skibsværft, som kunne danne basis for en velbetalt arbejdsstyrke. Der skulle mange veluddannede specialister til at bygge komplicerede skibe. Fra starten var det et udtalt ønske fra bystyret, at værftet kunne danne grundlag for opkvalificering af arbejdsstyrken og understøtte udviklingen af tekniske uddannelser. Aalborg var i begyndelsen af 1900-tallet blevet en betydningsfuld industriby, men det var især industrier med lavtlønnet ufaglært arbejdskraft, der dominerede udviklingen. Det prægede skatteindtægterne og de sociale udgifter. Hvis man kunne skabe arbejdspladser med højere uddannet arbejdskraft og dermed højere lønninger, kunne det skabe en opadgående spiral, både for uddannelsesinstitutioner og for byens indtægter, ligesom det kunne løse nogle af de sociale problemer i byen.

Værftet blev etableret på et heldigt tidspunkt, da 1. verdenskrig skabte et umætteligt behov for nybyggede dampskibe, og fra 1914 og frem til 1920 voksede værftet og indfriede både stifternes og bystyrets forventninger. Der blev tjent mange gode penge, og en helt ny bydel, Østbyen, voksede frem med boliger til de mange værftsarbejdere. Mange veluddannede funktionærer, ingeniører, konstruktører, maskinspecialister, regnskabskyndige og andre specialister flyttede også til. De bosatte sig imidlertid ikke nødvendigvis i selve Aalborg, men byggede nye villaer i nabokommunerne Nørre Tranders og ikke mindst Hasseris. Aalborgs bystyre kiggede misundeligt på det, men der var ikke noget at gøre, så længe værftet var en privatejet virksomhed, hvor ledelsen ikke havde holdninger til, hvor deres ansatte bosatte sig, så længe de passede deres arbejde.

Aalborg Kommune som værftsejer
Fra 1921 og frem til 1936 blev værftet ramt af en lang række økonomiske problemer, som dog ikke skal beskrives nærmere her. Men det endte med en regulær fallit og efterfølgende rekonstruktion, hvor værftets kreditorer måtte konvertere deres tilgodehavender til aktier i det nye selskab. En af de store kreditorer var Aalborg Kommune, som gennem havneudvalget ejede havne- og værftsarealerne. På den måde blev kommunen en af storaktionærerne i værftet. Problemerne fortsatte dog, og i 1926 var værftet meget tæt på at blive afviklet. Det lykkedes dog på et hængende hår at rekonstruere virksomheden. Aalborg Kommune ville gøre alt, hvad der var muligt for at redde den betydningsfulde arbejdsplads, og havneudvalget kom til at stå som ejer af en meget stor det af aktierne i det nye selskab.

Kravet om flytning til Aalborg
To af medlemmerne af bestyrelsen i det rekonstruerede selskab blev udpeget af Aalborg Kommune. Dermed fik man et talerør i bestyrelsen, og det kom til at betyde, at værftets ledelse blev pålagt at kræve, at nyansatte funktionærer skulle bosætte sig i Aalborg. I første omgang krævede man dog ikke, at mangeårige ansatte skulle sælge deres huse i nabokommunerne og flytte ind i byen, men der var lagt et vist pres. På generalforsamlingen i værftet i marts 1931 rejste borgmester Marinus Jørgensen som kommunalt udpeget repræsentant i bestyrelsen sagen, og det medførte året efter, at man forlangte, at værftsansatte, der boede i lejeboliger i omegnskommunerne, skulle flytte til byen. Værftet led fortsat under problemer med at skaffe ordrer og overskud, hvilket resulterede i endnu en rekonstruktion af aktieselskabet i 1935-36, og i kraft konvertering af gæld til aktier blev Aalborg Kommune i den sammenhæng ejer af 70 % af aktiekapitalen.

I forbindelse med forhandlingerne havde borgmester Jørgensen udbedt sig en opgørelse over, hvor værftets ansatte var bosat. Heraf fremgik, at 22 % af funktionærerne og 25 % af arbejderne var bosat i nabokommunerne. Da rekonstruktionen var en realitet, blev der fremsat krav om, at de skulle flytte til Aalborg, hvis de ønskede fortsat at være ansat på værftet. I Aalborgs bystyre fandt man det helt berettiget, da man gennem årene havde investeret store beløb for at bevare den vigtige arbejdsplads. For mange af de ansatte var det dog et uantageligt krav, og sammen med værftets i øvrigt usikre situation fik det en del til at søge andre steder hen. Det gjaldt for eksempel Aage Utzon, værftets næstkommanderende og leder af reparationsafdelingen, som var blevet ansat i 1918 og havde haft stor betydning for virksomheden. Han solgte sit hus i Vejgaard og rejste til Helsingør Værft. En del andre ledende ansatte var bosat i Hasseris, og de rejste også fra værftet og byen. Det hjalp ikke på værftets situation, og i 1937 opgav Aalborg Kommune og afhændede værftet til J. Lauritzen, som drev værftet frem til nedlukningen i 1988.

Det var ikke skatteproblemet og kravet om bosætning i Aalborg Kommune, der var hovedårsagen til værftets økonomiske misere, men det hjalp reelt ikke værftet og fik reelt heller ingen betydning for beskatningsgrundlaget i Aalborg. Kravet om bosætning i Aalborg kunne ikke opretholdes efter salget af værftet, men byens investeringer i værftet blev retfærdiggjort af den store betydning, værftet gennem de mange år mellem 1937 og 1988, hvor værftet var en af byens allerstørste arbejdspladser.

Læs resten af august-avisen her