2025 inkluderede for manges vedkommende et besøg på biblioteket i Hasseris, og det mærker man hos Aalborg Bibliotekerne.
På landets biblioteker gør man løbende en stor indsats for at komme den nationale læsekrise til livs. Og noget tyder på, at man hos Aalborg Bibliotekerne er på rette vej. Her oplever man nemlig et stigende udlånstal, som peger på, at borgerne i Aalborg Kommune ikke er blege for at stikke næsen i bøgerne.
”Vi er utrolig glade for de mange gæster, som har lånt bøger, film, musik, brætspil og alt muligt andet spændende fra vores biblioteker i løbet af året. Konkret har vi oplevet en stigning i antal udlån fra januar til og med november i år på 3,9 % sammenlignet med samme periode sidste år. Det er i runde tal 33.000 flere udlån”, fortæller Kristine Nygaard, som er bibliotekschef hos Aalborg Bibliotekerne.
Aalborg Bibliotekerne har afdelinger i Vodskov, Aalborg Centrum, Hals, Haraldslund, Nibe, Hasseris, Nørresundby, Storvorde, Svenstrup, Vejgaard, på Trekanten Bibliotek og Kulturhus og det mobile bibliotek i form af tre biblioteksvogne og en bogbil.
Børn låner mest
Det er særligt kommunens børnelånerne, som har lagt vejen forbi Aalborg Bibliotekerne efter nyt læsestof. Ifølge Kristine Nygaard er antallet af børneudlån steget med 9,6 % i 2025, og det har sat sit aftryk på de genrer og bøger, som har været de største hits blandt bibliotekernes gæster.
”Vi kan se i vores udlånstal, at vi i år har haft en stigende efterspørgsel på graphic novels, tegneserier og manga. Disse genrer er steget mere end 80 % sammenlignet med samme periode sidste år”, lyder det fra Kristine Nygaard, som fortsætter:
”Dykker vi dybere ned i de konkrete titler har den absolut mest udlånte bog hos børnene været Den fantastiske bus af Jakob Martin Strid. Den efterfølges af bøger om Peddersen og Findus, Børste, Sallys far og den populære graphic novel, Møgmis, mens de voksne har været mest interesseret i romaner fra Benjamin Koppel, Lucinda Riley, Søren Sveistrup, Jussi Adler-Olsen og Kim Blæsbjerg.”
Læs resten af januar-avisen her
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077






















