Advokatens klumme: Subsidiær ægtefællehæftelse

Af Tommy Olesen, advokat og partner
Haugaard | Braad Advokatpartnerselskab

En ægtefælles skattegæld kan i særlige tilfælde blive den andens ansvar, selvom hovedreglen er særhæftelse.

De fleste siger ja til hinanden med en forventning om at dele livet – ikke gælden. Måske derfor bliver mange ægtefæller også overraskede, når de opdager, at de under særlige omstændigheder kan blive mødt med et krav om at betale den anden ægtefælles skattegæld. “Min ægtefælles gæld er vel ikke mit problem?” tænker mange. Som udgangspunkt har de ret. Men som så ofte i juraen findes der en vigtig undtagelse. Den kaldes subsidiær ægtefællehæftelse, og den kan få store økonomiske konsekvenser, hvis man ikke kender reglerne.

Udgangspunktet om særhæftelse
Udgangspunktet i dansk ret er helt klart: Ægtefæller har særhæften. Det betyder, at hver ægtefælle hæfter alene for sin egen gæld, uanset om gælden er stiftet før eller under ægteskabet. Denne særhæften har dermed også den betydning, at én ægtefælle som helt grundlæggende udgangspunkt ikke kan komme til at hæfte for den anden ægtefælles gæld.

Undtagelsen om subsidiær ægtefællehæftelse
Dette udgangspunkt brydes dog i en vis grad af gældsinddrivelsesloven, der muliggør, at ægtefæller subsidiært kan komme til at betale for hinandens skattegæld. Det er væsentligt at bemærke, at undtagelsen om subsidiær ægtefællehæftelse kun gælder skattegæld. En ægtefælle skal således ikke frygte at komme til at hæfte for enhver type af gæld, som den anden ægtefælle pådrager sig. At der skal være tale om en skattegæld, er blot den første betingelse, der skal være opfyldt, før en ægtefælle subsidiært kan hæfte for den anden ægtefælles gæld. Hertil kommer en række andre betingelser.

Den anden betingelse er, at Gældsstyrelsen først skal have taget alle relevante skridt til at få betalt skattegælden af den ægtefælle, der i første omgang har pådraget sig gælden. Nøgleordet her er, at hæftelsen er ”subsidiær”. Det betyder altså, at den ene ægtefælle kun kan hæfte for den andens gæld, hvis Gældsstyrelsen har godtgjort, at den anden ægtefælle ikke selv kan betale. Der er derfor ikke tale om en automatisk hæftelse. For det tredje er det en betingelse, at ægtefællerne er gift og faktisk samlevende på det tidspunkt, en ægtefælle bliver stillet til ansvar for den anden ægtefælles gæld. Ægtefællerne skal for det fjerde og sidste have været gift og samlevende i alle de år, som skattegælden vedrører. En ægtefælle kan således ikke komme til at hæfte for en anden ægtefælles skattegæld for indkomstår, der ligger forud for det år, hvor ægteskabet indgås. Ægtefællen kan dog hæfte for hele det indkomstår, hvori ægteskabet blev indgået.

Det er altså vigtigt at understrege, at subsidiær ægtefællehæftelse er undtagelsen – ikke hovedreglen. Man hæfter derfor ikke automatisk for sin ægtefælles gæld. Hæftelsen finder kun anvendelse i særlige tilfælde og kun, hvis de nævnte betingelser er opfyldt. Det er derfor langt fra enhver gældssituation, der kan føre til et betalingskrav fra det offentlige mod skyldnerens ægtefælle.

Hvordan undgås subsidiær ægtefællehæftelse?
Hvis først alle betingelser for subsidiær ægtefællehæftelse for skattegæld er opfyldt, er mulighederne for at undgå hæftelsen dog meget begrænsede. Mange har en opfattelse af, at de er sikret mod ægtefællehæftelsen, hvis bare de har aftalt særeje i ægteskabet frem for delingsformue. Men her er det vigtigt at skrive sig bag øret, at særeje som udgangspunkt er uden betydning for, om en ægtefælle subsidiært kan hæfte for den anden ægtefælles skattegæld. Særeje bliver først aktuelt ved et skifte og er relevant for deling af formuen, men har som udgangspunkt ikke indflydelse på ægtefællernes hæftelse for gælden.

Særeje kan dog få betydning i en ganske særlig situation. Hvis den ægtefælle, der skylder skattegælden, dør, inden Gældsstyrelsen har foretaget udlæg hos den anden ægtefælle, vil den længstlevende som udgangspunkt alene kunne hæfte med sin delingsformue. Et eventuelt fuldstændigt særeje er derimod ikke omfattet af ægtefællens hæftelse. Dette skyldes, at kravet på betaling af skattebeløbet skal anmeldes i dødsboet, og ved dødsboskiftet indgår længstlevendes fuldstændige særeje ikke i bodelingen. Har Gældsstyrelsen derimod allerede foretaget udlæg hos den længstlevende ægtefælle, inden dødsfaldet indtræder, bortfalder udlægget ikke, blot fordi ægtefællerne havde aftalt særeje.

Tilbage står herefter alene den nok mest vidtgående måde at bringe den subsidiære ægtefællehæftelse til ophør på – nemlig ved at ægtefællerne flytter hver til sit med hensigt om at ophæve samlivet, eller ved separation eller skilsmisse. Det er næppe løsninger, der med rimelighed kan anbefales af økonomiske grunde alene. Og ikke engang ved brug af så drastiske midler er muligheden for at undgå hæftelsen en snorlige vej. Ved separation bortfalder hæftelsen, men kun så længe separationen består. Flytter ægtefællerne sammen igen, bortfalder separationen, og den subsidiære ægtefællehæftelse genopstår. Anderledes forholder det sig ved skilsmisse. Her ophører hæftelsen endeligt, og den genopstår ikke, selv om parterne senere vælger at gifte sig med hinanden igen. I den forstand kan en skilsmisse – hvor paradoksalt det end kan lyde – være vejen uden om den subsidiære ægtefællehæftelse.

Der er dog to vigtige undtagelser. Hvis myndighederne allerede har gjort udlæg i den ikke-skyldige ægtefælles værdier, forsvinder udlægget ikke, fordi ægteskabet senere ophører. Desuden skal der være tale om en faktisk samlivsophævelse. En samlivsophævelse på papiret, hvor parret fortsætter med at bo og leve sammen som hidtil, er ikke nok til at bringe hæftelsen til ophør.

Afsluttende bemærkninger
Reglerne om subsidiær ægtefællehæftelse viser, at der kan være stor forskel på den almindelige opfattelse af ægtefællers økonomiske ansvar og den juridiske virkelighed. Selvom udgangspunktet fortsat er, at hver ægtefælle hæfter for sin egen gæld, kan der på skatteområdet opstå situationer, hvor den anden ægtefælle bliver mødt med et betalingskrav. Det betyder ikke, at man skal frygte, at enhver skatteregning automatisk lander hos den anden ægtefælle. Reglerne anvendes kun under bestemte betingelser. Derfor er det en god idé at have indsigt i familiens økonomi og – hvis der er behov – søge juridisk rådgivning om, hvordan formueforholdene bedst indrettes.

Læs september-avisen her