Lørdagen var en festdag på Springeren – Maritimt Oplevelsescenter, hvor det årlige julemarked bød på en hyggelig start på juletiden.
Fra kl. 10 til 16 kunne man opleve den varme, hyggelige julestemning, som Springeren i år satte rammerne for.
Med både lokale og kreative udstillere var der noget for enhver smag. Det brede udvalg af julegaver, håndlavede kunstværker, julepynt og materialer til de kreative projekter eller måske en god special øl fra Nibe Bryghus gjorde det nemt at finde den perfekte gave. Som noget nyt var markedet i år åbent hele dagen, hvilket gav besøgende masser af tid til at udforske de mange boder.
“Vi har sat en ære i at tilbyde et varieret program af stande, og i år var ingen undtagelse. Det var en sand glæde at se så mange komme og blive inspireret af de fine produkter,” fortæller souschef Susi Bolander, som glædede sig over den opbakningen til årets julemarked.
Julens Lækkerier og Lokale Smagsoplevelser
Foruden flotte julegaver og kunsthåndværk kunne de besøgende også forkæle sig selv med en række julelækkerier. Den varme gløgg og de traditionelle æbleskiver satte den helt rigtige julestemning, mens lokale aktører som bl. a. Guldbageren i Vestbyen sørgede for dejligt julebagværk og kager.
Rom, Øl og Julestemning
Et helt særligt indslag på årets julemarked var romsmagningen, som blev ledet af romkender og connaisseur Jens Thomasen, der til daglig er vagtchef på Springeren. Jens delte sin viden om de eksklusive produkter fra A.H. Riise – den verdenskendte romproducent, der stammer fra Skt. Thomas på Jomfruøerne. De besøgende kunne smage på de udsøgte rom, som både lokalbefolkningen og turister har stor glæde af.
Der var også smagsprøver på specialøl fra Nibe Bryghus, som man selvfølgelig også kunne købe med hjem til de kommende julefrokoster og vinteraftener.
Det var en vellykket dag på Springeren, for alle aldre og familier.
“Vi er glade for opbakningen i dag, – selv om gæsterne kom lidt i “bølger” på grund af det vekslende vejr” afslutter Springerens direktør, Mads Sølver med et glimt i øjet.