At håndtere følelser er noget, der skal læres

Indlæg af psykolog Mathilde Serup

At håndtere følelser er ikke medfødt, men noget børn lærer over tid, og trivsel og sociale færdigheder styrkes, når voksne møder følelser med nærvær og forståelse.

Vi lever i en tid, hvor børn forventes at kunne sætte ord på deres følelser, vente på tur, håndtere nederlag og regulere vrede. Faktisk skal de helst kunne det allerede i børnehaven. Men følelsesregulering er ikke en færdighed, man bare “har” eller “mangler”. Det er noget, vi udvikler hele livet. Og det begynder længe før, barnet selv kan udtrykke sine følelser.

Følelser skal læres tidligt
Følelsesregulering handler grundlæggende om evnen til at håndtere følelser. Hvor intense de er, hvor længe de varer, og hvordan vi reagerer på dem. Det betyder ikke, at man aldrig må være ked af det, bange eller vred, nærmere tværtimod. Følelser er ikke problemet. Det er måden, vi håndterer dem på, der afgør, om de hjælper eller spænder ben for os. Spædbørn og små børn kan ikke berolige sig selv alene. De er afhængige af voksne, som regulerer for dem. Når et barn græder, og en voksen trøster, sker der noget vigtigt. Barnet lærer gradvist, at følelser kan ændres, og at de er til at holde ud. Børn begynder tidligt at bruge simple strategier som at sutte på tommelfingeren eller søge fysisk kontakt. Først senere kan de bruge mere avancerede strategier som at distrahere sig selv eller sætte ord på det svære. Indtil da låner barnet de voksnes nervesystem.

Strategier udvikles over tid
Følelsesregulering foregår derfor ikke kun inde i barnet, men i relationer. Når en forælder hæver stemmen, bliver barnet ofte mere uroligt. Når en voksen bevarer roen, hjælper det barnet med at falde til ro. Børn og forældre justerer konstant hinandens følelser, både bevidst og ubevidst. Det betyder også, at vi som voksne ikke behøver være perfekte, men vi skal være tilgængelige. Et barn lærer ikke følelsesregulering af at få at vide, at det skal stoppe med at være sur. Det lærer det af at opleve, at en voksen kan rumme vreden uden at miste overblikket. Sprog spiller her en central rolle. Børn, der har ord for deres følelser, har lettere ved at håndtere dem. Når et barn kan sige “jeg er frustreret” i stedet for at slå, er det regulering i praksis. Når voksne sætter ord på barnets oplevelse, hjælper det barnet med at forstå sig selv. Over tid bliver denne forståelse til en indre stemme, barnet selv kan bruge.

Ungdommen kræver nye strategier
Følelsesregulering stopper ikke med barndommen. Tværtimod viser forskning, at unge ofte har færre strategier til rådighed end både børn og voksne. Ungdomsårene er præget af intense følelser, ustabile relationer og et nervesystem, der stadig er under ombygning. Det kan forklare, hvorfor teenagere ofte reagerer kraftigt. Det er ikke, fordi de vil, men fordi de endnu ikke kan andet. Senere i voksenlivet bliver reguleringen mere fleksibel. Voksne er generelt bedre til at vælge strategier, der passer til situationen, og til at forstå forskellen på sorg, frygt og vrede. 

En livslang proces
Følelsesregulering er altså ikke et personlighedstræk, men en udviklingsproces, der formes i samspil med andre mennesker. Derfor giver det heller ikke mening at skælde børn ud for ikke at mestre det, de stadig er i gang med at lære. Når vi møder børns stærke følelser med afvisning eller krav om kontrol, risikerer vi at lære dem, at følelser er forkerte. At støtte børns følelsesregulering kræver tid, tålmodighed og relationelt nærvær. Det kræver voksne, der tør være følelsesmæssigt til stede, også når det er ubehageligt. For paradokset er, at følelser ofte regulerer sig hurtigere, når de bliver mødt, end når de bliver presset væk.

Læs resten af marts-avisen her