BETALT SAMARBEJDE
Bedemand Trenskow på Vesterbro er blevet godkendt som Brancheautoriseret Bedemand, hvilket stiller blandt andet krav til uddannelse, etik og kvalitetskontrol. Godkendelsen kommer samtidig med en aktuel debat om statslig autorisation af bedemænd.
Henrik Trenskow, indehaver af Bedemand Trenskow på Vesterbro, har opnået godkendelse som Brancheautoriseret Bedemand under Brancheforeningen Danske Bedemænd. Autorisationen betyder, at forretningen lever op til en række krav om blandt andet uddannelse, etik, gennemsigtighed og kvalitetskontrol. Samtidig bliver Bedemand Trenskow kun den anden bedemandsforretning med fysisk tilstedeværelse i Aalborg, der har opnået godkendelsen.
Fokus på tryghed for de pårørende
Ifølge Henrik handler autorisationen først og fremmest om at skabe tryghed for de pårørende.
”De færreste er klar over, at alle i princippet kan åbne en bedemandsforretning uden nogen formel uddannelse. Når mennesker står midt i en sorg, skal de kunne have tillid til, at de møder en fagligt kvalificeret person. Derfor har det været vigtigt for mig at leve op til de krav, som brancheautorisationen stiller.”
Han peger samtidig på, at arbejdet som bedemand indebærer et stort ansvar over for både afdøde og pårørende.
”En begravelse eller bisættelse kan ikke gøres om. Derfor mener jeg, at der skal stilles høje krav til både faglighed, etik og ansvarlighed i vores branche. De pårørende skal kunne føle sig trygge ved, at de får korrekt rådgivning og en værdig behandling af både afdøde og familie.”
Krav til uddannelse og kvalitet
Brancheautorisationen udstedes af Brancheforeningen Danske Bedemænd og stiller en række krav til både bedemand og forretning. Blandt andet skal bedemænd, der afholder samtaler med pårørende, have gennemført og bestået brancheforeningens uddannelse. Derudover stilles der krav om skriftlige aftalegrundlag, gennemsigtige priser, oplysning om eventuelle provisionsaftaler og løbende kvalitetskontroller.
Autorisationen omfatter også krav til troværdighed, herunder vejledning om klagemuligheder, fravær af belastende klagesager samt fremvisning af ren straffeattest for ejer eller leder.
Aktuel debat om autorisation
Godkendelsen kommer samtidig med, at et borgerforslag ønsker indført statslig autorisation af bedemænd i Danmark. Forslaget blev fremsat i maj af blandt andre provst Kirsten Jørgensen fra Frederiksberg. Baggrunden er, at der i dag ikke findes offentlige krav til uddannelse eller autorisation for at etablere sig som bedemand. Formålet med forslaget er blandt andet at sikre uddannelse, etiske retningslinjer, kvalitetskontrol og mulighed for sanktioner ved alvorlige overtrædelser.
”Jeg synes grundlæggende, at de pårørende skal have mulighed for at vide, hvilke kvalifikationer deres bedemand har. Jeg mener, at det er rimeligt at stille krav til et fag, hvor mennesker betror os ansvaret for afskeden med deres nærmeste,” udtrykker Henrik.
For at blive behandlet i Folketinget skal borgerforslaget indsamle 50.000 underskrifter. Ifølge oplysningerne bag forslaget er der på nuværende tidspunkt indsamlet lidt over 1.100 underskrifter.























