Et flot fremmøde i Hasseris Kirke dannede tidligere på måneden rammen om en debataften, hvor tre af kirkens præster satte sig i de varme stole for at diskutere Helligånden og dens betydning i dag.
Hvad er Helligånden, og hvilken rolle spiller den i menneskers liv? Det var omdrejningspunktet, da Hasseris Kirke tirsdag den 5. maj inviterede til debataften i kirkerummet med deltagelse af præsterne Anne Sophie Bredmose Jakobsen, Johanne Rom Stage og Rune Thomassen.
Flere perspektiver på Helligånden
Aftenens debat kredsede om en række centrale spørgsmål, herunder hvorfor der er behov for Helligånden, hvad dens funktion er, og hvordan den forstås i det treenige gudsbillede. De tre præster bidrog her med hver deres perspektiv på emnet.
“Jeg ser Helligånden som en fred og en sammenhængskraft, men også som noget, der sender os i bevægelse”, udtrykte Anne Sophie Bredmose Jakobsen blandt andet, da hun i løbet af aftenen blev bedt om at sætte nogle ord på sin opfattelse af Helligånden. I forlængelse heraf formulerede Rune Thomassen et andet perspektiv, hvor fokus var på det uforudsigelige i troen:
“Gud er overraskelsernes Gud, og Helligånden er en slags dåseåbner. Den åbner det lukkede.”
Derudover blev fællesskabets betydning fremhævet som en central del af forståelsen – eller som Johanne Rom Stage udtrykte det: “Ånden kræver et os.”
Dialog med publikum
Debatten blev ledet af menighedsrådsmedlem Karin Aagaard, som fungerede som moderator og styrede samtalen mellem de tre præster. Undervejs blev publikum flere gange inddraget, og der opstod en række dialoger mellem præster og tilhørere. Spørgelysten blandt de fremmødte bidrog til at udfolde de forskellige synspunkter yderligere.
Fællesskab og fællessang
Aftenen bød også på fællessang, hvor deltagerne sang “I al sin glans nu stråler solen”, “Et sus af nyt” og “Nu bede vi den Helligånd”.
Aftenens arrangement i Hasseris Kirkes kirkerum formåede således at forene både samtale, refleksion og fællesskab.
Læs resten af juni-avisen her
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077























