Indlæg af psykolog Mathilde Serup
Kunstig intelligens effektiviserer arbejdet, men flytter samtidig grænsen for, hvad der forventes af os.
AI bliver ofte fremstillet som en teknologi, der skal gøre arbejdslivet lettere. Rutineopgaver automatiseres, analyser går hurtigere, og produktionen bliver mere effektiv. Men i praksis betyder effektivisering sjældent mindre arbejde. Tværtimod flytter AI grænsen for, hvor meget der forventes af medarbejdere. Hvis en opgave, der før tog tre timer, nu kan løses på en time, bliver resultatet sjældent færre opgaver eller mere tid. I stedet opstår forventningen om, at man nu kan nå tre gange så meget. Teknologien sænker altså ikke arbejdspresset. Den flytter grænsen for, hvad der bliver opfattet som tilstrækkeligt. Mange oplever derfor, at arbejdet aldrig rigtig stopper, fordi der altid er mulighed for at optimere, svare hurtigere eller producere mere. Og hvis en chatbot kan udføre vores opgaver hurtigere og nogle gange bedre end os selv, hvor efterlader det så os?
Usikkerhed om egen værdi
Denne utilstrækkelighed er med til at skabe en voksende usikkerhed omkring menneskets rolle på arbejdsmarkedet. Mange frygter ikke nødvendigvis at blive erstattet fra den ene dag til den anden, men AI viser hele tiden, hvor hurtigt kompetencer kan miste værdi. Opgaver, der tidligere krævede erfaring og specialiseret viden, kan nu automatiseres på få sekunder. Det skaber et arbejdsliv, hvor mange føler, at de hele tiden skal bevise deres relevans. Derfor intensiverer vi os selv. Vi arbejder hurtigere, tager flere kurser, er mere tilgængelige og forsøger konstant at følge med udviklingen.
Svækket fagligt ejerskab
Men AI påvirker ikke kun tempoet i arbejdet. Teknologien kan også ændre vores forhold til selve det, vi producerer. Når chatbots og generative AI-systemer skriver tekster, laver analyser eller producerer idéer, kan vi gradvist miste følelsen af ejerskab over vores eget arbejde. Flere beskriver en mærkelig følelse af at “snyde”, selv når brugen af AI er accepteret eller direkte forventet på arbejdspladsen. Det handler ikke nødvendigvis om dårlig samvittighed, men om at forbindelsen mellem indsats og resultat bliver svagere. Når store dele af arbejdsprocessen overtages af et system, kan man begynde at tvivle på, hvor ens egen faglighed egentlig ligger. Er det stadig mit arbejde, hvis en chatbot har skrevet halvdelen? Har jeg selv skabt noget, eller har jeg bare redigeret teknologiens output?
Risiko for fremmedgørelse
På længere sigt kan det skabe en mere grundlæggende fremmedgørelse i arbejdslivet. Mange finder mening i følelsen af at skabe noget selv, bruge deres erfaring og kunne genkende sig selv i det færdige produkt. Hvis arbejdet i stigende grad føles som noget, man overvåger eller redigerer frem for noget, man selv producerer, risikerer arbejdet at miste sin menneskelige forankring. Vi kan begynde at føle afstand til både arbejdet og vores egne kompetencer. Det er ikke nødvendigvis, fordi teknologien erstatter dem fuldstændigt, men fordi den gradvist ændrer vores rolle fra skabende til kontrollerende. Man går fra at producere til at kvalitetssikre teknologiens arbejde.
Et spørgsmål om retning
Derfor er brugen af AI ikke neutral. Teknologien former måden, vi arbejder, tænker og vurderer mennesker på. Hvis AI primært bruges til at øge tempo og presse mere produktivitet ud af medarbejdere, risikerer vi et arbejdsliv, hvor vi gradvist forventes at tilpasse os teknologiens logik. Det er måske det vigtigste spørgsmål i AI-debatten – og samtidig det, der fylder for lidt: Nemlig hvilket menneskesyn vi egentlig ønsker, at arbejdslivet skal bygges på? Skal vi virkelig tilpasse os teknologien, eller er det nærmere teknologien, som skal tilpasses os?
Læs resten af juni-avisen her
