Erhverv Norddanmark, der holder til på Hasserisvej, har hentet nye kræfter til arbejdet med erhvervspolitik. Jakob Gejl Møller er tiltrådt som organisationens nye erhvervspolitiske chef.
En ny profil er kommet til hos Erhverv Norddanmark. Den 1. september tiltrådte Jakob Gejl Møller som erhvervspolitisk chef med ansvar for blandt andet at synliggøre det nordjyske erhvervslivs behov og varetage dets interesser lokalt, regionalt og nationalt. Han kommer til organisationen med erfaring fra både centraladministrationen og Christiansborg.
Skal styrke det politiske arbejde
Ifølge bestyrelsesformand Rasmus Haugaard skal ansættelsen være med til at skærpe Erhverv Norddanmarks mærkesager og styrke organisationens politiske interessevaretagelse.
”Med Jakob får vi en tung politisk profil, der kommer til at styrke både vores synlighed og interessevaretagelse. Efter fem år i det tidligere Økonomi- og Erhvervsministerium og ti år på Christiansborg i roller som blandt andet særlig rådgiver og kampagnechef forstår Jakob moderne politisk kommunikation og navigerer i både lokal og national politik.”
Jakob Gejl Møller er vendt tilbage til Nordjylland efter en årrække i hovedstaden. I den nye stilling kommer han til at beskæftige sig med de udfordringer og muligheder, som han mener præger landsdelen.
Fokus på Nordjyllands udvikling
Den nye erhvervspolitiske chef peger på en række udfordringer, som han mener har betydning for Nordjyllands udvikling.
”Nordjylland er udfordret. Af en vild og urolig verden, hvor grænser og allierede skifter fra dag til dag. Af opbrud, forfald og afstand til Danmarks vækstmotorer i København og Aarhus. Der skal skabes nyt momentum på toppen af Danmark. Ellers rammer toppen snart bunden.”
I den nye rolle ser Jakob Gejl Møller samtidig sin opgave som mere end at varetage det nordjyske erhvervslivs nuværende interesser.
”De virksomheder, arbejdspladser og muligheder, vi skal leve af i fremtiden, kommer ikke af sig selv. De formes af de valg, vi træffer i dag. Derfor bliver min opgave ikke bare at passe på det, vi har. Den bliver at være med til at forme det, der kommer.”
Læs oktober-avisen her


















