Aalborg Søndre Rotary Klub har på sit årsmøde gjort status over et år præget af medlemsvækst, donationer til lokale formål og en række arrangementer med fokus på fællesskab og samfundsengagement.
Den afgående præsident i Aalborg Søndre Rotary Klub, Palle Bo Bossen Christensen, kunne på klubbens årsmøde se tilbage på et aktivt år med flere nye medlemmer, støtte til lokale projekter og forskellige arrangementer for både medlemmer og offentligheden.
”Det har været et forrygende år for vores klub. Vi har ikke alene oplevet en flot medlemsfremgang, men også haft mulighed for at sætte Rotarys motto ”Service Above Self” i centrum gennem en række konkrete indsatser.”
Støtte til lokale formål
I løbet af året har klubben, der holder til på Svalegaarden i Hasseris, støttet flere forskellige initiativer. Blandt modtagerne er Veterankortet.dk, der arbejder for danske soldaterveteraner, samt grønlandske unge bosat i Aalborg. Der arbejdes samtidig på at etablere en fælles fond blandt Aalborgs Rotary-klubber i samarbejde med Det Grønlandske Hus med henblik på at støtte de unge.
Et nyt initiativ har været hjælp til konfirmationer for økonomisk trængte familier i Aalborg. Gennem et samarbejde med Filstedvejens Skole har klubben bidraget til, at flere unge har kunnet fejre deres konfirmation.
”Jeg håber, at denne indsats kan fortsætte i de kommende år. Behovet er større, end mange forestiller sig, og vi modtager gerne donationer fra både virksomheder og private til formålet.”
Fokus på Limfjorden
Et af årets største arrangementer var Limfjordens Dag, som Aalborg Søndre Rotary Klub arrangerede i samarbejde med Aalborg Streetfood.Arrangementet samlede mange deltagere til foredrag, aktiviteter og debat om Limfjordens fremtid. Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen, stod for åbningen af dagen.
I forbindelse med arrangementet blev der indsamlet midler gennem blandt andet en auktion over et særligt fremstillet Limfjordsmaleri. Sammen med bidrag fra Aalborg Streetfood og Rotarys distriktsmidler skal pengene medvirke til etableringen af en erhvervs-ph.d. ved Aalborg Universitet med fokus på Limfjorden.
Aktivt klubår
Ud over de velgørende aktiviteter har klubben gennem året arrangeret foredrag, virksomhedsbesøg og naturoplevelser for medlemmerne. I sin afsluttende beretning fremhævede Palle Bo Bossen Christensen ønsket om at gøre flere opmærksomme på Rotarys arbejde og værdier.
”Rotary er både fællesskab, netværk og engagement i samfundet. Vi håber at kunne byde endnu flere medlemmer velkommen i de kommende år.”
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077




















