• Annoncering
  • Redaktion
  • Arkiv
  • Læserhistorier
hasserisavis.dk
  • Nyheder
  • By & Bolig
  • Erhverv & Samfund
  • Kultur & Aktiviteter
  • Sport & Sundhed
  • Velvære & Livsstil
  • Hasseris Lyd
Ingen resultater
Vis alle resultater
  • Nyheder
  • By & Bolig
  • Erhverv & Samfund
  • Kultur & Aktiviteter
  • Sport & Sundhed
  • Velvære & Livsstil
  • Hasseris Lyd
Ingen resultater
Vis alle resultater
hasserisavis.dk
Ingen resultater
Vis alle resultater
Hjem Erhverv & Samfund

Fra en lade i Gl. Hasseris rådgiver Publicity virksomheder i ind- og udland

Fra en lade i Gl. Hasseris rådgiver Publicity virksomheder i ind- og udland

Fra kontoret i Gl. Hasseris rådgiver Esben og resten af Publicity virksomheder og organisationer om kommunikation og PR. Foto: Rohan Shastri

Matias Kirstein PetersenAf Matias Kirstein Petersen
3. oktober 2026

Da Esben Lind stiftede Publicity i 2009, fyldte pressearbejde og medierelationer langt mere i kommunikationsbranchen end i dag. Siden har både virksomhedens opgaver og selve faget udviklet sig, og i dag spænder rådgivningen fra strategisk kommunikation og PR til kriser, employer branding og digitale kanaler.

Som 27-årig blev Esben Lind kommunikationschef i Aalborg Kongres & Kultur Center, og her oplevede han tidligt, hvor stor betydning kommunikation kan have for en virksomhed. Den daværende direktør Ernst Trillingsgaard betragtede kommunikation som et strategisk værktøj, der kunne bruges til at påvirke omverdenens opfattelse og flytte både en virksomhed og en by. For den unge kommunikationschef blev årene samtidig en intensiv introduktion til PR-faget.

”Jeg skal love for, at det var en stejl læringskurve. Her lærte jeg, hvor magtfulde positive historier kan være, men selvfølgelig også det modsatte. Negative historier i medierne kan forandre verden på et splitsekund.”

Forinden havde Esben, der er uddannet inden for kommunikation og psykologi fra Aalborg Universitet, arbejdet på bureau i Aarhus og hos Aalborg Portland. I 2009 tog han springet og stiftede Publicity A/S. I dag er han 52 år, og Publicity har kontorer i Aalborg og København, hvorfra man rådgiver virksomheder samt organisationer i både ind- og udland. På Aalborg-kontoret har Publicity siden 2024 desuden haft reklame- og kampagnebureauet Weltklasse som søsterbureau.

Hjemme i Gl. Hasseris
Publicitys aalborgensiske afdeling har i dag base i en gammel lade i Bygaden i Gl. Hasseris, hvor arbejdsliv og privatliv for Esbens vedkommende mødes. Han flyttede nemlig selv til området i 2018 og beskriver det som en ”by i byen”, hvor gårde, boliger og rækkehuse ligger side om side.

”Det er et område, jeg holder meget af, fordi det på én gang er tæt på byen og samtidig har en ro, en historie og en lokal identitet, som man mærker tydeligt. Det er et sted med stærke fællesskaber, mange engagerede mennesker og en særlig blanding af lokal forankring og udsyn.”

Selv er han blandt andet engageret i Aalborg KFUM Fodbold. At både hjem og virksomhed befinder sig i området hænger for Esben samtidig godt sammen med et fag, hvor relationer, tillid og forståelse for mennesker spiller en central rolle.

Fra pressehistorier til ledelsesdisciplin
Esben beskriver Publicity som et rådgivningshus inden for kommunikation og PR, der blandt andet arbejder med strategisk kommunikation, presse og krisekommunikation, sociale og digitale medier, intern kommunikation, employer branding samt forretningsudvikling og interessevaretagelse for private virksomheder og offentlige organisationer. Opgaverne ser dog anderledes ud end i Publicitys første år. Dengang var pressehistorier, medierelationer og redaktionel omtale en større del af arbejdet. Det er fortsat en del af forretningen, men virksomhedernes kommunikation er ifølge Esben blevet både bredere og mere kompleks.

”Virksomheder skal i dag kommunikere til mange flere målgrupper på samme tid. Kunder, medarbejdere, kandidater, myndigheder, medier, naboer, investorer, samarbejdspartnere og offentligheden i bred forstand. Samtidig er tempoet blevet højere, og grænsen mellem intern og ekstern kommunikation er i mange tilfælde næsten forsvundet.”

Udviklingen har ændret den rolle, Publicity forsøger at udfylde. Arbejdet handler i højere grad om at forstå virksomhedernes omverden og rådgive om positioner, vanskelige sager og kommunikationen på tværs af organisationen. Særligt siden coronapandemien har Esben oplevet, at kravene til virksomhedernes kommunikation er steget. Medarbejdere forventer mere kommunikation fra ledelsen, mens omverdenen samtidig stiller større krav om åbenhed.

”Kommunikation er i dag blevet en ledelsesdisciplin. Det er måske den største forandring.”

Når virksomheden selv er mediet
En anden forandring er antallet af kanaler. Virksomheder er ikke længere afhængige af at komme gennem et redaktionelt medie for at nå et stort publikum. LinkedIn, nyhedsbreve, hjemmesider, podcasts, videoer og webinarer giver mulighed for selv at udgive indhold direkte til kunder og andre målgrupper. Det har dog ikke gjort klassisk PR overflødig i Publicitys arbejde.

”Når en virksomhed selv fortæller, at den er dygtig, innovativ eller ansvarlig, er det én ting. Når en uafhængig journalist eller et redigeret medie vurderer, at historien har relevans, er det noget andet. Den forskel forstår de fleste læsere godt.”

For Esben ligger værdien derfor i samspillet mellem virksomhedens egne kanaler og den redaktionelle omtale. En historie kan bruges flere steder, men udgangspunktet skal efter hans opfattelse være det samme: Den skal være autentisk, relevant og troværdig.

Mere indhold stiller større krav
Samtidig er en anden teknologisk udvikling begyndt at sætte sit aftryk på både Publicity og resten af kommunikationsbranchen. Kunstig intelligens kan allerede hjælpe med blandt andet research, struktur, oversættelser, idéudvikling og tilpasning af indhold. Esben tror derfor, at en række af fagets produktionsopgaver vil kunne løses hurtigere og i stigende grad blive understøttet af teknologi.

”Den gode kommunikation i fremtiden bliver ikke kendetegnet ved, at den er produceret hurtigt. Den bliver kendetegnet ved, at den er præcis, troværdig, relevant og menneskelig. AI kan hjælpe os med meget, men den kan ikke erstatte forståelsen for kontekst, timing, etik, relationer og strategiske valg.”

Det vil ifølge Esben ændre rådgiverens rolle. Hvis selve produktionen bliver lettere, vil en større del af opgaven ligge i at afgøre, hvad der overhovedet bør kommunikeres, hvornår og af hvem.

Rådgivning kræver også et nej
Den strategiske rolle betyder, at Publicity ikke nødvendigvis skal fortælle kunderne det, de helst vil høre. Rådgivningshuset arbejder efter principper for, hvilke opgaver det vil påtage sig, og for Esben går en central grænse ved, om rådgiverne selv kan stå inde for kommunikationen. Det udelukker ikke virksomheder eller sager, hvor der er kritik eller modsatrettede interesser. Tværtimod kan behovet for rådgivning være størst, når en sag er vanskelig. Men for Esben kan løsningen ikke være at forsøge at kommunikere sig uden om selve problemet.

”Nogle gange er vores vigtigste rolle at sige: Det her holder ikke. Eller: Den her sag kræver mere åbenhed. Eller allervigtigst: Her skal I først ændre adfærd, før I ændrer kommunikationen.”

Netop troværdigheden er for ham afgørende for rådgiverens værdi. Publicity skal varetage kundens interesser, men virksomheden vil ikke medvirke til at manipulere, vildlede eller dække over forhold, der bør komme frem. Også i de kommende år forventer Esben, at kommunikationsfaget vil forandre sig i takt med den teknologiske udvikling.

”Man skal kunne forstå både data og dagsordener. Både teknologi og tillid. Både organisationen indefra og omverdenen udefra. Kommunikationsfaget bliver mere avanceret og mere erfaringsbaseret, men grundlæggende kommer det stadig til at handle om mennesker, tillid og relationer.”

Læs resten af oktober-avisen her

Del denne artikel:

  • Email a link to a friend (Opens in new window) Email
  • Tweet
  • Share on Threads (Opens in new window) Threads

Related

Relaterede Artikler

Solskin og lyserød stemning fyldte Hasseris Bymidte
Kultur & Aktiviteter

Solskin og lyserød stemning fyldte Hasseris Bymidte

3. oktober 2026
Lyserød Lørdag fylder bymidten med fest og fællesskab
Kultur & Aktiviteter

Hasseris Bymidte inviterer til Lyserød Lørdag 2026

2. oktober 2026
Kæmpe baby-lagersalg i KFUM-hallen
Kultur & Aktiviteter

Tre dages lagersalg rykker ind i KFUM-Hallen

2. oktober 2026
Erhvervsdrivende får nøglerne til nye rammer i bymidten
By & Bolig

Erhvervsdrivende får nøglerne til nye rammer i bymidten

1. oktober 2026
Lotte Mejlhede: – Journalistikken er verdens bedste fag
Erhverv & Samfund

Lotte Mejlhede: – Journalistikken er verdens bedste fag

1. oktober 2026

Næste
Solskin og lyserød stemning fyldte Hasseris Bymidte

Solskin og lyserød stemning fyldte Hasseris Bymidte

Hasserisavis.dk

Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077

 

Redaktionelt

Hasserisavis.dk ønsker at øge den generelle viden om området ved at fortælle både store og små historier med interesse for borgerne i vores dækningsområde.

Vores redaktionelle stil er venlig og faktabaseret, og vi stræber efter objektivitet i gengivelsen af politiske synspunkter.

 

Redaktionen

 

Seneste aviser

Nr. 4 2026

Nr. 5 2026

Nr. 6 2026

Nr. 7 2026

Nr. 8 2026

Nr. 9 2026

Nr. 10 2026

Arkiv

Om os

Hos Hasserisavis.dk stræber vi efter at bringe relevante og interessante nyheder fra vores lokalsamfund. Vi er tilgængelige både online og som papiravis, der udkommer 12 gange årligt.

Vi er stolte af vores rolle som bydelens stemme og opfordrer læsere til at bidrage med historier og synspunkter.

 

Bliv meddeler

 

Ingen resultater
Vis alle resultater
  • Nyheder
  • By & Bolig
  • Erhverv & Samfund
  • Kultur & Aktiviteter
  • Sport & Sundhed
  • Velvære & Livsstil
  • Hasseris Lyd
  • Redaktion
  • Annoncering
  • Arkiv
  • Læserhistorier

© 2026 JNews - Premium WordPress news & magazine theme by Jegtheme.