• Annoncering
  • Redaktion
  • Arkiv
  • Læserhistorier
hasserisavis.dk
  • Nyheder
  • By & Bolig
  • Erhverv & Samfund
  • Kultur & Aktiviteter
  • Sport & Sundhed
  • Velvære & Livsstil
  • Hasseris Lyd
Ingen resultater
Vis alle resultater
  • Nyheder
  • By & Bolig
  • Erhverv & Samfund
  • Kultur & Aktiviteter
  • Sport & Sundhed
  • Velvære & Livsstil
  • Hasseris Lyd
Ingen resultater
Vis alle resultater
hasserisavis.dk
Ingen resultater
Vis alle resultater
Hjem Erhverv & Samfund

Lotte Mejlhede: – Journalistikken er verdens bedste fag

Lotte Mejlhede: – Journalistikken er verdens bedste fag

Siden 2023 har Lotte Mejlhede dækket USA for TV 2 efter et arbejdsliv, der blandt andet har bragt hende til Christiansborg, Bruxelles og Krim. Foto: Matias Kirstein Petersen

Matias Kirstein PetersenAf Matias Kirstein Petersen
1. oktober 2026

I mere end 30 år har journalistikken bragt Lotte Mejlhede tæt på store begivenheder i Danmark og resten af verden. I dag dækker hun USA for TV 2, og trods et arbejdsliv præget af højt tempo, stor uforudsigelighed og et logistisk virvar er lysten til faget stadig intakt.

Når der stod dansk på skoleskemaet i folkeskolen, havde Lotte Mejlhede ikke svært ved at få ordene ned på papiret. Tværtimod. Hendes håndskrevne stile kunne fylde op til 18 sider og udviklede sig ofte til fortsættelseshistorier. Læreren måtte derfor ofte minde den skriveglade pige om, at fortællingerne også skulle have en slutning. Begejstringen for at skrive blev hængende, og allerede i de tidlige teenageår begyndte tanken om journalistikken at tage form.

”Jeg hører til den der irriterende type, som stort set altid har vidst, hvad jeg gerne ville. Jeg har elsket at skrive, fra jeg var helt lille, og allerede som 13-14-årig begyndte jeg at tænke, at journalistik kunne være vejen for mig.”

Første forsøg på at komme ind på Journalisthøjskolen lykkedes dog ikke, og i stedet begyndte Lotte at læse jura på Københavns Universitet. Men efter omkring et år søgte hun igen ind og blev optaget, og i 1993 kunne Lotte kalde sig uddannet journalist.

”At jeg er havnet på den rette hylde, har jeg aldrig nogensinde været i tvivl om. Jeg synes, at det at være journalist er verdens bedste fag.”

Et uventet tilbud
De første år som nyuddannet foregik med fokus på det skriftlige. Efter en ansættelse på Jyllands-Posten kom Lotte til Berlingske Tidendes Christiansborg-redaktion, hvor interessen særligt kredsede om dansk politik. Da Lotte i 1996 søgte mod TV 2, forestillede hun sig derfor også et arbejde som politisk reporter. Under jobsamtalen viste det sig imidlertid, at TV 2 havde en anden plan med Lotte. De ville prøve hende af som studievært. Det var ikke den vej, Lotte havde set for sig, og hun var især i tvivl om at forlade det skrivende arbejde. Til sidst blev det tanken om den mulighed, Lotte ellers kunne komme til at fortryde, der afgjorde valget.

”Hvis jeg sad om fem år og kiggede tilbage, ville jeg så ærgre mig over, at jeg ikke prøvede? Det ville jeg. Og så kunne jeg jo bare stoppe igen, hvis det ikke var mig.”

Men Lotte stoppede ikke, og siden har hun blandt andet været nyhedsvært, chef og korrespondent på TV 2. På TV 2 News fandt hun sig særligt godt til rette i arbejdsformen.

”News var en journalistisk legeplads. Hvis man fik en idé, kunne man gå ind og gøre noget ved den. Der skal ikke være for lang tid fra idé til handling. Så dør jeg.”

Ti døgn, der gjorde indtryk
I 2014 flyttede Lotte til Bruxelles som TV 2’s EU-, NATO- og Europakorrespondent, og kort efter blev hun sendt til Krim i forbindelse med Ruslands annektering af den ukrainske halvø. Oplevelsen gjorde stort indtryk på Lotte, der på blot ti døgn oplevede, hvor hurtigt halvøen forandrede sig. Valutaen blev skiftet ud, og lufthavnen, der havde været ukrainsk, var blevet russisk. Under en køretur uden for Simferopol, hvor bevæbnede soldater uden nogen form for nationale kendetegn befandt sig, oplevede hun samtidig, hvordan selv et enkelt spørgsmål sommetider kan føre til en væsentlig oplysning.

”Min fotograf og jeg fik øje på nogle unge soldater, der sad på en legeplads og spiste frokost. Så gik jeg hen til dem og spurgte på engelsk: ”Where are you from?” Og en svarede: ”Sankt Petersburg.” Så kunne vi jo fortælle, at russerne var der. Nogle gange er det altså enormt simpelt at lave den helt store historie. Men selvfølgelig skal man tænke sig om og tænke på egen sikkerhed.”

Årene i Bruxelles bragte siden Lotte tæt på flere af de begivenheder, der satte dagsordenen i Europa. Hun dækkede blandt andet en række terrorangreb, inden international sikkerhedspolitik, Arktis og Storbritannien senere blev en del af hendes kerneområder.

Rapporterede fra Astrid Obels Have
Da coronapandemien ramte, boede Lotte fortsat i den belgiske hovedstad med sin dengang 14-årige datter. Hun havde gennem sit arbejde dækket både kriser, krig og terror, men pludselig stod Lotte selv midt i den situation, hun samtidig skulle rapportere om.

”Det var faktisk noget af det mest stressende, jeg har oplevet. Jeg var alene med min datter og tænkte meget over, hvad der skulle ske med hende, hvis jeg selv blev syg. Derfor kørte vi nogle gange gennem Europa til Danmark, hvor Hasseris blev sådan et lille fristed for os. Her kunne vi lige puste ud.”

Hendes mand, brigadegeneral og forsvarsattaché Karsten Jensen, havde på det tidspunkt en lejlighed i Astrid Obels Have, og arbejdet fulgte således også med til Aalborg. Under pandemien arbejdede Lotte uden fotograf og kunne med et mindre tv-setup sende live på egen hånd. Derfor stod hun også i Hasseris og rapporterede til TV 2’s seere.

Under coronapandemien fungerede Hasseris både som fristed og arbejdsplads for Lotte, der i denne periode sendte live fra Astrid Obels Have. Foto: Matias Kirstein Petersen

Når sandt og falsk flyder sammen
I dag arbejder Lotte i et mediebillede, der på mange punkter er grundlæggende anderledes end det, hun beskæftigede sig med som nyuddannet journalist. Sociale medier har ændret måden, information bevæger sig på, og kunstig intelligens føjer endnu et lag til udviklingen. Den lette adgang til information ser Lotte grundlæggende som et gode. Udfordringen er, at falske oplysninger kan bevæge sig lige så hurtigt.

”Det bliver vigtigere og vigtigere at kunne skelne mellem, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Før var der i højere grad et journalistisk filter, inden informationerne nåede ud. I dag får alle adgang til dem med det samme.”

Tempoet mærker Lotte selv som nyhedsjournalist, hvor nye oplysninger hele tiden skal vurderes. Men de mange år i faget har givet hende et vigtigt beredskab.

”Nogle gange støder jeg på noget og tænker: Det kan simpelthen ikke passe. For det havde jeg sådan set også med at gøre for ti år siden. Den viden tager tid at bygge op, og den er vigtig, når man skal vurdere de informationer, man får.”

Lotte bruger også selv kunstig intelligens til at skabe hurtige overblik og søge information. De nye teknologier ændrer dog ikke på det ansvar, hun grundlæggende mener følger med journalistens arbejde.

”Det handler også om ens egen integritet og mavefornemmelse. Har jeg undersøgt det her ordentligt? Føles det rigtigt? Men det kræver også, at redaktører og chefer sørger for, at tempoet ikke altid vinder.”

Korrespondentlivets kabale
Lotte har været TV 2’s USA-korrespondent siden 2023, hvilket har bragt hende tilbage til et land, hun allerede kendte fra sin ungdom, da hun boede der i en periode. Rollen som korrespondent i USA byder til gengæld ikke på mange forudsigelige arbejdsdage, og da Lotte bliver spurgt til, hvad der er mest krævende ved korrespondentlivet, falder svaret nærmest prompte: logistikken.

”Du kan lige have lavet en plan, og så sker der noget, og pludselig skal man være i New York. Så må man aflyse sit fly, og måske kan man ikke få et andet. Man skal acceptere, at man meget sjældent kan planlægge noget helt fast.”

Arbejdet som korrespondent kan samtidig gøre det vanskeligt at planlægge privatlivet, og familiefødselsdage, komsammener og andre aftaler i Danmark falder sommetider sammen med en historie, der pludselig kræver, at Lotte må rejse. Men selvom det uforudsigelige arbejdsliv indimellem betyder, at private planer må vige, er der fortsat meget af det, der i sin tid trak Lotte mod journalistikken, som hun genfinder i arbejdet som korrespondent.

”Det er jo lysten, der driver værket. Det kan godt være, at det tit stormer om ørerne på en, og at det hele er crazy indimellem, men jeg kan nærmest ikke forestille mig et mere relevant sted at være journalist lige nu end i USA.”

Læs resten af oktober-avisen her

Del denne artikel:

  • Email a link to a friend (Opens in new window) Email
  • Tweet
  • Share on Threads (Opens in new window) Threads

Related

Relaterede Artikler

Oktober-avisen er på gaden med lokale historier til efterårsdagene
Nyheder

Oktober-avisen er på gaden med lokale historier til efterårsdagene

30. september 2026
Hasseris Bymidte inviterer til Lyserød Lørdag 2026
Kultur & Aktiviteter

Hasseris Bymidte inviterer til Lyserød Lørdag 2026

29. september 2026
Hasseris Bibliotek anbefaler: ”En lille død” af Ebba Bandh
Kultur & Aktiviteter

Hasseris Bibliotek anbefaler: ”En lille død” af Ebba Bandh

28. september 2026
Månedens bolig: Arkitektonisk villa med udsigt over Hasseris
By & Bolig

Månedens bolig: Arkitektonisk villa med udsigt over Hasseris

27. september 2026
Psykologens klumme: Stress er ikke en sygdom
Erhverv & Samfund

Psykologens klumme: Stress er ikke en sygdom

26. september 2026
Hasserisavis.dk

Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077

 

Redaktionelt

Hasserisavis.dk ønsker at øge den generelle viden om området ved at fortælle både store og små historier med interesse for borgerne i vores dækningsområde.

Vores redaktionelle stil er venlig og faktabaseret, og vi stræber efter objektivitet i gengivelsen af politiske synspunkter.

 

Redaktionen

 

Seneste aviser

Nr. 4 2026

Nr. 5 2026

Nr. 6 2026

Nr. 7 2026

Nr. 8 2026

Nr. 9 2026

Nr. 10 2026

Arkiv

Om os

Hos Hasserisavis.dk stræber vi efter at bringe relevante og interessante nyheder fra vores lokalsamfund. Vi er tilgængelige både online og som papiravis, der udkommer 12 gange årligt.

Vi er stolte af vores rolle som bydelens stemme og opfordrer læsere til at bidrage med historier og synspunkter.

 

Bliv meddeler

 

Ingen resultater
Vis alle resultater
  • Nyheder
  • By & Bolig
  • Erhverv & Samfund
  • Kultur & Aktiviteter
  • Sport & Sundhed
  • Velvære & Livsstil
  • Hasseris Lyd
  • Redaktion
  • Annoncering
  • Arkiv
  • Læserhistorier

© 2026 JNews - Premium WordPress news & magazine theme by Jegtheme.