Hvis du endnu ikke har været forbi Aalborg Teater for at se deres musical Sugar, bør du få det gjort i en fart. Musicalen er et eksempel på, når scenografi, kostumer, musik, replikker og lys går op i en højere, jazzet enhed.
Af Helena Ravnsbæk
Sugar er en fornøjelse at overvære med fantastiske pastelfarver og lækre jazztoner. Lige fra start er man fanget af dansernes smidige trin og de gennemmusikalske toner fra orkestret, som blender ind i mængden af pudderfarvede parykker på scenen.
Kvindeorkestret er under autoritær ledelse af Sweet Sue, spillet af Marie Knudsen Fogh, som tidligere har arbejdet i militæret, og som nu har ansvaret for det kvindelige jazzband. Sweet Sue sørger for, at vi kommer komisk fra kaj, og helt fra begyndelsen er vi draget af den humoristiske undertone i instruktør Mia Lipschitz’ udgave af 1930’ernes USA.
Der er depression i USA, som Joe, spillet af Nikolaj Bjørn-Andersen, understreger overfor Jerry, spillet af Albert Stein Ankerstjerne. De to arbejdsløse jazzmusikere har ikke betalt husleje i tre måneder, og de er efterhånden så desperate efter håndøre, at de vil gøre hvad som helst.
Artiklen fortsætter under billedet.
I jagten på småfinanser til det næste måltid overværer de to lillaklædte musikere et tilfældigt gangsteropgør i et garageanlæg.
Den herskende gangsterbande opdager de uindbudte tilskuere. Gennem en lusket dans med guldkæder, spillekort, lange frakker og hatte proklamerer gangsterne, at de ikke vil efterlade vidner, og derfor jagter de Joe og Jerry. De to musikere vælger i deres flugt at klæde sig ud som kvindelige jazzmusikere og springe på toget med det turnerende kvindeorkester, der er på vej til Miami, hvor søde, bedårende Sugar Kane er forsanger.
Komisk er de to mænd i kvindetøj, hvor tatoveringer titter frem gennem netstrømperne, brysthår hopper ovenud dansedragten og skægstubbe ikke kan skjules under de rødmalede kinder og de blåmalede øjenlåg.
Musicalens musiknumre er særdeles veludførte med præcise, elegante dansetrin, og selv den skeptiske musicaltilskuer må lægge paraderne og vippe foden med i takt. Tempoet er højt, og jazzmusikken er fængende.
Sugar Kane, spillet af Karla Rosendahl, er småberuset, charmerende og pirrende, og for de kvindeklædte mænd er det en udfordring at holde masken. Karla Rosendahl er perfekt som den henrivende Sugar, og den opfattelse bliver kun styrket, når den lille, lyserøde page slår ud i sang.
Artiklen fortsætter under billedet.
Især når hun får lov til at give den gas til Marilyn Monroes ”My Heart Belongs To Daddy” og ”Diamonds Are A Girl’s Best Friend” er hun betagende skøn, og Rosendals søde og kælende humor skinner igennem.
Scenografien er pudderfarvet, og den store rundbue med trapper og stiger tager sig ud som både garageanlæg, togkupéer, luksusyacht og scene for de dansende kvinder.
Genialt er de kørende rullebånd på scenegulvet, som bliver genialt brugt til at føre skuespillere og rekvisitter ind og ud af scenen.
Og da toget stoppede i Miami, blev de nye omgivelser i sydlige Florida markeret komisk med Ulrik Windfeldt-Schmidt, der på rullebåndet kom kørende hen over scenen på ét ben og med to flamingohoveder på hænderne, der prikkede og stirrede som var de virkelige.
Artiklen fortsætter under billedet.
Den dejlige humor er fantastisk skøn at observere i et stykke, som instruktør Mia Lipschitz så godt har set, der stadig er relevant.
Sugar er helt igennem en skøn oplevelse, hvor kønsidentitet, alkoholmisbrug og forbudt kærlighed bliver drøftet på en herlig ’woke’ måde, og man er underholdt fra start til slut.
Hasseris Avis giver de varmeste anbefalinger til at tage konen, manden, kæresten, kollegaen, vennen med i teatret, for at se en gennemført, komisk, alvorlig og veludført musical, hvor scenografi, musik og replikker er i et fantastisk udførligt samspil.
- Spilleperiode: 4. maj – 4. juni 2022
- Varighed: Ca. 2 timer og 35 minutter
- Instruktør: Mia Lipschitz
- Scenograf: Camilla Bjørnvad
- Kapelmester: Niels Søren Hansen
- Koreograf: Anja Gaardbo
- Orkester: Stephanie Dyer, trombone/tuba, Kerto Aer, bas, Anna Roemer, banjo, elguitar, Kaoru Obayashi Hust, trommer, Leoni Freudenberger, alt-tenorsax, klarinet, Rebecca Toft, trompet, Niels Søren Hansen, klaver.