Fra de første indlemmelser i slutningen af 1800-tallet til de hårde forhandlinger i 1940’erne var grænsen mellem Aalborg og Hasseris genstand for både kompromiser og konflikter.
Aalborgs og Hasseris’ historie har siden Aalborgs opståen været uløseligt forbundet. Byen Aalborg er opstået på et område, der formentlig har været en del af landsbyen Hasseris’ jorder. Forholdet mellem byen og landsognet var gennem århundreder fredeligt og harmonisk, og de administrative grænser, der adskilte købstaden fra nabosognet mod vest, gav med en enkelt undtagelse ikke anledning til særlige konflikter. Aalborg havde græsningsrettigheder i engene syd, øst og vest for bygrænsen, hvor indbyggernes køer kunne gå på græs i sommerhalvåret, og når kvæget skulle flyttes fra engene omkring Østeraa syd for byen til engene vest for byen, Vesterkæret, havde byen en såkaldt fædrift. Det var et smalt stykke uopdyrket jord gennem Hasseris’ marker, hvor kvæget kunne drives. Det var som regel kun i den forbindelse, der opstod konflikter, hvis Aalborg-borgernes køer bissede ind i landsbyens dyrkede marker og trådte kornet ned eller åd af det. Jordstykket kaldtes Hundeklemmen og var gennem mange år omdiskuteret mellem byen og landsognet.
De første indlemmelser
Fra midten af 1800-tallet startede dog en udvikling, der på sigt skulle ændre forholdet mellem land og by helt afgørende. Der begyndte at komme en industriel udvikling i Aalborg. Indtil da havde befolkningstallet været stabilt på under 5000 indbyggere, som havde tilstrækkelig plads inden for bygrænsen, både til at bo og arbejde. Men så begyndte befolkningen at vokse, der kom fabrikker, der krævede mere plads, end man rådede over, og fra sidst i 1800-tallet havde Aalborg et stigende behov for plads til at udvikle sig på. Den plads fandtes både øst for byen, i Nørre Tranders, og vest for byen, i Hasseris. Det var i første omgang Hasseris, der var interessant i forhold til udvidelser. Aalborg havde jorden i Vesterkæret, men havde kun adgang gennem en smal strimmel jord langs fjorden vest for byen. Mellem byen og Vesterkæret lå gårdene Kastet og Ny Kastet og ejendommen Haraldslund. Disse ejendomme var udstykket fra Vester Ladegaard, som var en del af Budolfi Landsogn/Hasseris’ jorder og derfor administrativt var en del af landsognets område, som Aalborg altså ikke kunne råde over. Det blev et problem for udbygningen af Vestbyen, der foregik netop i slutningen af 1800-tallet. Aalborg og Hasseris’ kommuner løste sagen i mindelighed ved forhandling mellem et indlemmelsesudvalg nedsat af Aalborg Byråd og landkommunens sogneråd. De fleste kunne se det rimelige i, at det nye boligkvarter skulle være en del af byen. I 1896 afgav Hasseris Gammel Kastet (jorder mellem Dannebrogsgade og Schleppegrellsgade), og i 1900 afgav man Ny Kastet og Haraldslund (området ud til Vesterkæret).
Diskussionen om skattely
Herefter var det så som så med enigheden mellem Hasseris og Aalborg i forhold til udviklingen. Der var til stadighed et pres fra Aalborg, som gerne så flere indlemmelser i takt med, at der opstod bymæssig bebyggelse i Hasseris Villaby og i Kærby, hvor skatteprocenten var lavere end i Aalborg. Argumentet fra Aalborgs side var, at byen gik glip af skatteindtægter fra indbyggerne disse steder, som i høj grad arbejdede i byen og var mere velstående end byens egne indbyggere. Det betød, at byen havde større sociale udgifter og ringere beskatningsgrundlag end omegnskommunerne, især Hasseris. Det var med den begrundelse, at Aalborgs skiftende borgmestre argumenterede for at indlemme Hasseris i Aalborg, især fra slutningen af 1920’erne og frem. Aalborg havde også for at skaffe jord til udbygning af industri og infrastruktur opkøbt en del jord i nabokommunerne. I Hasseris’ område var det især Scheelsminde og Vester Mariendal, så der var grund til at føle sig en anelse presset i Hasseris. Argumentet om, at Hasseris Villaby uretmæssigt fungerede som skattely, imødegik man i Hasseris med, at villabyens beboere var rigeligt med til at sørge for, at Aalborgs handlende havde god omsætning, og at den erhvervsskat, mange af dem betalte i kraft af deres virksomheder i Aalborg, rigeligt opvejede ulemperne for Aalborg. Den diskussion skulle reelt set vare helt frem til 1970.
Forhandlinger og krav gennem årene
I 1909 nedsatte Aalborg byråd et udvalg, som skulle indlede forhandlinger om indlemmelse af dele af Hasseris Kommune. Det var netop villabyen og Kærby, Aalborg havde kig på, men forhandlingerne førte ikke til noget resultat i første omgang. Undervejs i processen havde det været planen at købe Enggården i Kærby, og Hasseris havde i 1911 foreslået en byttehandel, hvor Aalborg kunne få 20 tønder land i Kærby mod at afgive Hundeklemmen med dens 12 tønder land. Hundeklemmen var den fædrift, som Aalborg siden middelalderen havde rådet over til at drive kvæget fra byjorderne syd for byen over til Vesterkæret, og som er omtalt ovenfor. Hundeklemmen var en torn i øjet for Hasseris Kommune gennem mange år, og omvendt så Aalborg Byråd det som et strategisk værdifuldt forhandlingsobjekt over for Hasseris. Det blev ikke til noget. I 1926 fremsatte Aalborg Kommune så officielt krav om at inddrage dele af Kærby, villabyen og Mølholm fra Hasseris, og Sohngaardsholm og en enklave ved Kjærs Mølle fra Nørre Tranders. Det blev stadig ikke til noget. Diskussionen lurede dog med mellemrum, og i 1934 foreslog socialdemokraterne i Aalborg Byråd i forbindelse med diskussionen om komplet indlemmelse af Nørre Tranders i Aalborg, at man også medtog hele Hasseris Kommune. Igen blev det ikke til noget.
Den endelige afgørelse
I 1942 tog Aalborg sagen op og bad et statsligt indlemmelsesudvalg om at overtage forhandlingerne. Det gik lidt trægt, men i 1944 foreslog Aalborg med et hårdt udlæg i forhandlingerne at indlemme hele Nørre Tranders, hele Hasseris og dele af Sønder Tranders (blandt andet Gug) og et hjørne af Ferslev-Dall-Volsted. I løbet af de næste par års forhandlinger var Aalborg så i defensiven. Sagen blev først løst i 1947 ved et møde i juli måned mellem de berørte kommuner og det statslige indlemmelsesudvalg. Bølgerne gik højt til mødet, der trak ud til allersidste øjeblik for de statslige embedsmænd, der skulle med toget tilbage til København samme dag. Der blev skåret igennem mange års diskussioner, og resultatet blev, at hele Nørre Tranders med virkning fra 1950 blev indlemmet i Aalborg. Hasseris var reddet som selvstændig kommune og fik Hundeklemmen fra Aalborg mod til gengæld at afstå områder omkring Scheelsminde, Vester Mariendal og Højbogård, hvor Aalborg derefter blandt andet udbyggede et industriområde. I Hasseris kunne man ånde lettet op. Der skulle gå endnu næsten 20 år, før spørgsmålet blev rejst igen.
Læs resten af september-avisen her
