BETALT SAMARBEJDE
Efter besøget i Aalborg sidste år vender det Reumert-vindende ensemble Kammerballetten tilbage til Musikkens Hus. Søndag den 27. september byder programmet på fire koreografier med internationale dansere og levende musik på scenen.
Kammerballetten indtager igen Koncertsalen i Musikkens Hus, når kompagniet søndag den 27. september vender tilbage til Aalborg efter sit første besøg i byen i august sidste år. Denne gang består programmet af fire koreografier skabt af Benjamin Millepied, Sebastian Kloborg, Emma Portner og Paul Lightfoot. På scenen får danserne selskab af de tre musikere fra Trio Vitruvi, der spiller musikken live under forestillingen. Gæstespillet har desuden modtaget støtte fra Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond.
Flere værker på programmet
Eftermiddagen indledes med ”Closer”, et cirka 15 minutter langt værk af den franske koreograf Benjamin Millepied med musik af Philip Glass. Herefter følger ”The Gust” af danske Sebastian Kloborg, der selv danser værket sammen med Maria Kochetkova.Kloborg har en fortid som danser ved Den Kongelige Ballet og begyndte allerede i en ung alder at arbejde med koreografi. Gennem de seneste ti år har han skabt Reumert-vindende ballet- og teaterforestillinger på blandt andet Det Kongelige Teater og Betty Nansen Teatret. Første del af programmet afsluttes med ”Elephant” af den canadiske koreograf Emma Portner. Værket blev skabt til Kammerballetten i 2024, og Portner optræder selv på scenen sammen med Toon Lobach.
Lightfoot afslutter eftermiddagen
Efter pausen indledes anden del med en musikalsk ouverture, inden forestillingen afsluttes med ”Selvportræt” af Paul Lightfoot. Værket blev skabt til Kammerballetten i 2021 og har siden været med kompagniet på turné i flere lande.Musikken er komponeret af Alexander McKenzie, der både er kunstnerisk leder af Kammerballetten og pianist i Trio Vitruvi. ”Selvportræt” henter inspiration fra den græske myte om de tre skæbnegudinder Moirai og kredser ifølge Lightfoot om liv, kærlighed og død. Paul Lightfoot stod også bag flere af de koreografier, som Kammerballetten præsenterede ved sit første besøg i Musikkens Hus sidste år.
Levende musik på scenen
Musikken under gæstespillet bliver fremført af Trio Vitruvi, der består af violinist Niklas Walentin, cellist Jacob la Cour samt pianist og komponist Alexander McKenzie.Trioen vandt P2’s Kammermusikkonkurrence i 2014 og har siden optrådt internationalt på blandt andet Carnegie Hall i New York, Wigmore Hall i London og Salle Cortot i Paris. Musikerne var også med til at grundlægge Kammerballetten i 2018.Kompagniet har optrådt i Danmark samt i blandt andet USA, Taiwan, Tyskland, Italien og Letland. Den kunstneriske ledelse varetages af Alexander McKenzie sammen med associate director Emma McKenzie, der er balletdanser ved Den Kongelige Ballet. Ud over danserne, der medvirker i de beskrevne værker, er Sebastian Pico Haynes også en del af ensemblet på scenen.
Pre-talk inden forestillingen
Kammerballetten kan opleves søndag den 27. september klokken 15 i Koncertsalen i Musikkens Hus. Forestillingen varer 90 minutter inklusive pause. Inden forestillingen er der klokken 14 en gratis pre-talk med Alexander McKenzie på Øvre Foyer. Den varer cirka 30 minutter.
Læs resten af september-avisen her





















