Hasseris Grundejerforening har henvendt sig til Aalborg Kommune for at få afklaret reglerne om faste hegn langs dele af Hasserisvej. Samtidig ønsker foreningen at sætte fokus på bevarelsen af bydelens grønne karakter.
Hasseris er kendt for sine grønne omgivelser, og netop det grønne udtryk er en vigtig del af bydelens identitet, fremhæver Hasseris Grundejerforening. Nu ønsker foreningen at skabe opmærksomhed om en udvikling, hvor bestyrelsen oplever, at flere hække erstattes af faste hegn, og at grønne forhaver flere steder omlægges til fliser eller skærver. Grundejerforeningen peger på, at det ofte sker med ønsket om lettere vedligeholdelse eller mere plads til parkering, men at udviklingen på længere sigt kan ændre områdets særlige karakter. Ifølge foreningen er netop det grønne udtryk en af de kvaliteter, som gennem mange år har været med til at kendetegne Hasseris.
Grønne hegn er en del af områdets planlægning
Flere steder i Hasseris er der i lokalplanerne fastsat bestemmelser, som skal sikre det åbne og grønne udtryk, blandt andet gennem krav om grønne hegn langs skel. Samtidig fremhæver grundejerforeningen, at flere kvarterer oprindeligt er planlagt efter havebyprincippet, og at Hasseris ofte fremhæves som et af de bedste danske eksempler på denne form for byplanlægning.
”Vi mener, at det vil være et stort tab for Hasseris, hvis hække, buske og grønne forhaver gradvist erstattes af faste hegn og belægninger. Det grønne præg er en af områdets største kvaliteter og noget, vi bør værne om,” siger næstformand i Hasseris Grundejerforening, Peter Jølck.
Dialog med Aalborg Kommune
På den baggrund har Hasseris Grundejerforening rettet henvendelse til Aalborg Kommune for at få afklaret reglerne om faste hegn langs Hasserisvej mellem Svalegårdsvej og Skelagervej. Grundejerforeningen peger på, at faste hegn på flere vejstrækninger ikke er tilladt for at bevare områdets grønne karakter. Henvendelsen skal skabe klarhed over, hvordan de gældende bestemmelser skal fortolkes og administreres på den pågældende strækning. I sit svar til Hasseris Grundejerforening skriver Aalborg Kommune blandt andet:
”Bygningsmyndigheden administrerer servitutter og lokalplaner, og hvis vi bliver bekendt med et ulovligt forhold, er vi forpligtet til at søge forholdet lovliggjort. For at bygningsmyndigheden kan tage stilling til, om der foreligger et ulovligt forhold, skal der fremsendes konkrete oplysninger og dokumentation for de påståede overskridelser. Vi er bekendt med forholdene vedrørende hegn mod Hasserisvej, hvor der gælder forskellige bestemmelser langs Hasserisvej. Hasserisvej er ikke omfattet af tinglyste deklarationer ved sidevejene.”
Ønsker fortsat dialog
Dialogen med Aalborg Kommune fortsætter, oplyser Hasseris Grundejerforening.
”Bestyrelsen er i dialog med kommunen om, hvordan de gældende regler skal fortolkes. Blandt de muligheder, der også indgår, er at arbejde for, at der etableres bestemmelser, som sikrer det grønne udtryk, som er en del af Hasseris’ identitet.”
Grundejerforeningen håber, at sagen kan være med til at fremme en bredere opmærksomhed om områdets grønne kvaliteter. Samtidig ønsker foreningen, at dialogen med kommunen bidrager til en afklaring af de gældende regler og den fremtidige håndtering af områdets grønne udtryk.
”Vi håber, at debatten kan være med til at skabe opmærksomhed om værdien af de grønne omgivelser, som gennem mange år har været et af Hasseris’ mest karakteristiske kendetegn.”
Læs resten af august-avisen her
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077


















