Med det amerikanske valg lige om hjørnet, står investorer over for store udsving på aktiemarkedet. Men hvordan vil valgets udfald påvirke investeringerne?
(Af hensyn til markedets samt valgets udvikling skal det nævnes, at denne artikel oprindeligt er udgivet i den trykte avis den 2. oktober).
Det amerikanske valg nærmer sig, og investorer har på det seneste været vidne til markante udsving på aktiemarkedet. For mange rejser det spørgsmål om, hvordan valgets udfald kan påvirke deres investeringer.
For at få klarhed har vi talt med Henrik Holst Petersen, investeringschef ved Ringkjøbing Landbobank. Han deler sine tanker om, hvordan valget kan påvirke markedet, og hvordan investorer kan navigere i den usikre tid, der følger med valget af enten Harris eller Trump.
Tæt løb
Kamala Harris trådte ind som Demokraternes præsidentkandidat i juli, efter Joe Biden erkendte, at han ikke kunne fortsætte. Dette skift ændrede dynamikken i valgkampen markant.
“Ved første tv-debat blev det tydeligt, at Biden ikke var klar til fire år mere. Og det ændrede også prompte meningsmålingerne,” siger Henrik Holst Petersen.
Efter Harris overtog, begyndte hun at hale ind på Trump, og nu fører hun snævert i de nationale meningsmålinger. Men som Henrik advarer, er det ikke nødvendigvis nok:
“Demokraterne har brug for en klar føring for at sikre sejren, da Valgmandskollegiets stemmefordeling typisk favoriserer republikanske stater. Det så vi tydeligt i 2016, hvor Hillary Clinton tabte, selvom hun førte med 3-4% i meningsmålingerne dagen før valget.”
”Derfor skeler investorerne i højere grad til betting-bureaueres odds end meningsmålinger, da de ofte er mere retvisende,” tilføjer Henrik.
Turbulente markeder
Aktiemarkedet har allerede reageret på de politiske ændringer. Før Biden trak sig, var investorerne begyndt at forberede sig på endnu en Trump-periode.
“Vi havde lige regnet med Trump, og pludselig blev det hele usikkert igen. Usikkerhed er gift for aktiemarkedet,” siger Henrik.
Usikkerheden omkring præsidentkandidaterne var én af flere faktorer, der bidrog til et fald på 8-9% i det brede amerikanske aktiemarked i sommer, hvor især små og mellemstore virksomheder samt teknologiaktier led under nedgangen.
Trump er aktiernes mand
En fordel ved Trump er, at investorerne kender ham fra hans tidligere periode, hvilket giver dem en klar idé om, hvad de kan forvente, herunder økonomisk vækst og lavere skatter. Han har tydeligt kommunikeret sine planer for en eventuel ny periode, som omfatter en sænkning af selskabsskatten fra 21% til 15% samt indførelse af massive importafgifter, især rettet mod Kina og Mexico. Henrik uddyber:
“Der er ingen tvivl om, at Trump som kaptajn vil booste den økonomiske vækst på den korte bane, og dermed også hæve aktierne. Derfor kan man godt kalde ham aktiernes mand sammenlignet med Harris.”
Derudover vil Trumps energipolitik, der fokuserer konventionel energi kunne skade grønne sektor.
Harris’ effekt på Novo
Hvis Harris vinder, kan vi derimod forvente en øget fokus på grøn energi og højere skatter. Hun vil hæve selskabsskatten til 28% og regulere både teknologi- og medicinalindustrien. Henrik påpeger, at det kan påvirke danske investorer:
“Er man glad for medicinalsektoren – som mange danskere er med Novo Nordisk – kan det være en god idé at overveje at sælge en smule af sine aktier, hvis det ser ud til at gå i demokraternes retning. Tag nogle af gevinsterne hjem på de gode dage, men undgå at trykke på den store salgsknap,” siger han.
“Medmindre du planlægger at trække dine penge ud snart, kan du lade dem stå. På lang sigt vil medicinalsektoren sandsynligvis vokse hurtigere end markedet, da en stigende ældre befolkning fører til flere følgesygdomme. Der er også betydeligt uforløst potentiale inden for behandling af fedme,” pointerer Henrik.
Kongressens rolle
Det er vigtigt at huske, at amerikanerne ikke blot skal vælge en ny præsident, men også en ny kongres. Mange præsidenter, som Barack Obama, har oplevet at blive handlingslammede – en situation kaldet “lame duck” – når de har haft et flertal imod sig i Kongressen. Derfor er det lige så vigtigt at følge udfaldet af Kongressen som præsidentvalget den 5. november, da det vil have stor indflydelse på, hvad der reelt kan gennemføres af politik i de kommende år.
Ser man på de aktuelle meningsmålinger, tyder meget på, at Harris kan blive præsident, og at Senatet bliver demokratisk domineret. Men det er Repræsentanternes Hus, der er det store spørgsmål.
“Som det ser ud nu, tyder meningsmålingerne på, at Harris vil blive præsident, og at Senatet vil få en demokratisk flertal, mens udfaldet i Repræsentanternes Hus forbliver uafklaret,” siger Henrik.
Hvad gør investorer?
Så hvad skal investorer gøre nu? Henrik anbefaler at følge udviklingen nøje og være parat til at justere porteføljen, efterhånden som valgkampen intensiveres. Men han understreger desuden, at præsidentvalg ofte skaber meget støj på den korte bane.
“Selvom vi oplever store udsving lige op til valget, vil markederne typisk finde en form for balance igen efterfølgende,” siger han.
Henrik tilføjer, at diversificering kan være en effektiv måde at beskytte sin portefølje på i usikre tider.
“At sprede investeringerne over forskellige sektorer kan hjælpe med at mindske risikoen. Nogle sektorer vil sandsynligvis klare sig bedre end andre, afhængigt af valgresultatet og den efterfølgende politiske dagsorden.”
“På den lange bane vil aktierne typisk stabilisere sig, men vi må forvente store udsving op til valget. Personligt tror og håber jeg stadig på en demokratisk sejr til november,” slutter Henrik.