Et farverigt musikmiljø udfoldede sig på Egevej i Hasseris fra 1969 – 1972, hvor pladeselskabet Spectator Records indspillede musik og udgav plader, indtil studiet brændte ned til grunden.
Det er en ret utrolig historie, men den er sand. Ude i det mondæne Hasseris lå i nogle år et pladestudie, som den tidligere DR-journalist Jørgen Bornefelt dannede i samarbejde med jazzmusikeren Carsten Meinert. Miljøet var præget af Hippiekulturen, hvor hashtågerne var tætte, lydniveauet højt og musikken alternativ.
Dette gav ofte anledning til klager fra naboer, som følte sig generet af det liv, der foregik inde på Egevej 7.
Spectator Records
Historien om Spectator Records er fortalt i en film, ‘Spectator Records – op i røg’, som kan ses på Filmstriben. Filmen er optaget i 2017, og er en retrospektiv fortælling, hvor mange af musikerne og de to indehavere fortæller om deres oplevelser fra tiden.
Musikken på Spectator Records udgivelser spændte fra børnemusik og undervisningsplader over beatmusik og bluesrock til hippie freestyle og avantgarde jazz. De fleste Spectator Records plader blev udgivet i små oplag (300-500). Vinylkvaliteten var ikke altid den bedste, hvilket kan høres på mange af pladerne.
Omslag og pladelabels var primitive og af billigste slags. Til gengæld kunne kreativiteten være stor. En lang række af pladerne er blevet kult blandt samlere.
Gasolins debutalbum
I filmen fortæller Franz Beckerlee fra Gasolin, at de i 1970 havde skrevet ‘Silky Sally’, som de mente kunne blive et hit.
På b-siden var sangen ‘I’ve got to find the looser’. De havde fået indspillet pladen på Rosenberg Studiet i København, men der var ikke noget pladeselskab, der ville udgive den. Men så kommer de i kontakt med Carsten Meinert, som i filmen fortæller, at da han hørte indspilningen havde tænkt, at de kunne da noget de drenge.
Så han fik indspilningen sendt op til Jørgen Bornefelt i Aalborg, som udgav pladen. Franz Beckerlee medvirker i filmen, hvor han fortæller, at deres honorar var 25 eksemplarer af pladen, som de forærede til venner og bekendte.
Det er mange år siden
Vi har kontaktet Franz Beckerlee for at høre, om han husker mere om indspilningen.
“Åh, det er mange år siden”, siger han. “Men jeg kan da godt huske at den blev indspillet i et studie i København, og derefter udgivet på Spectator”.
Han husker også, at han hørte om branden, og at alle spor efter pladen forsvandt i branden. Han gætter på, at der i alt blev udgivet 300 eksemplarer, men det er ikke engang sikkert, ihvertfald er der er jo nok ikke mange tilbage i dag”.
Franz Beckerlee husker ikke, at han i 2017 medvirkede i en filmoptagelse om Spectator Records.
“Men nu er jeg da blevet mindet om det, så den vil jeg da gerne se. Tak for det.” slutter han vores samtale.
Ifølge Carsten Meinert er det rigtige tal nok snarere 150 plader. I hvert fald er det en plade, det er så godt som umuligt at opdrive i dag. Den er blevet kult blandt samlere, som givetvis vil tilbyde store beløb for et eksemplar.
Lis Sørensens hashdebut
Både i filmen og i sin biografi, ‘Jeg er kommet for at synge’, som er udgivet i 2019 fortæller Lis Sørensen, at hun sammen med 4 veninder fra Brabrand en weekend i sommeren 1970 var i studiet på Egevej for at indspille noget musik.
Årsagen var, at de fem piger, som på det tidspunkt var 15 år, havde dannet et kor, der skulle synge til nogle af Holger Laumanns melodier. Holger og pigerne kendte hinanden fra skolen, hvor han var musiklærer. Han havde dannet orkestret ‘Tears’, der skulle indspille en plade på Spectator Records, og pigerne skulle være gennemgående vokal på albummet.
Lis Sørensen fortæller historien i bogen:
“I Aalborg, nærmere bestemt Hasseris, fandt vi Jørgen Bornefelts røde villa på Egevej. (…) Vi blev ført om i haven, hvor studiet lå. Indenfor var et højloftet indspilningsrum med tæpper på gulvet og tre mikrofoner, der var gjort klar til os. (…) I stuen sad en masse voksne mænd og kvinder på gulvet. Håret var slået ud, øjnene blanke og fra hånd til hånd gik flere chillummer.
Pludselig blev en af chillummerne rakt frem mod mig. Det var blevet standard at hænge med en smøg i frikvartererne, ligesom jeg var begyndt at ryge pibe. Så teknikken fejlede ikke noget. Men hash havde jeg aldrig prøvet.
Nysgerrigt tog jeg chillummen, satte den for munden og sugede. Jeg blinkede lidt og mærkede mit hoved stige til vejrs. Jeg rakte den videre til en af de andre piger, som også tog et hiv. Det samme gjorde den næste, indtil vi alle fem havde røget. Vi kiggede rundt på hinanden og begyndte at grine.”
Men da de jo skulle op og synge næste dag, trak de sig tilbage til soverummet, som var studiet. De fem piger krøb ærbart i deres soveposer, hvor de “stadigt fnisende døsede hen.”
Læs resten af artiklen i den trykte udgave eller her på netavisen.
