Flere borgere har henvendt sig til Hasseris Grundejerforening om parkeringsforholdene ved Sundhedshuset på Thulebakken. Nu peger foreningen på en alternativ parkeringsmulighed, som måske ikke alle kender til.
Parkeringsforholdene ved Sundhedshuset på Thulebakken har i løbet af foråret givet anledning til henvendelser til Hasseris Grundejerforening. Her har flere borgere gjort opmærksom på, at tidsbegrænsningen på parkeringspladsen ved Nordjyske Bank og 365discount gør det vanskeligt både at nå et ærinde i Sundhedshuset og foretage indkøb inden for den tilladte parkeringstid på én time. Ifølge grundejerforeningen kan det hurtigt resultere i en parkeringsafgift, da området er under opsyn.
Parkeringspladsen er ikke tiltænkt Sundhedshuset
For at få klarhed over forholdene har repræsentanter fra Hasseris Grundejerforenings bestyrelse undersøgt sagen nærmere. Undersøgelsen viser, at parkeringspladsen ejes i fællesskab af Nordjyske Bank og 365discount, og at pladserne er reserveret til de to virksomheders kunder. Sundhedshuset og dets brugere er derfor som udgangspunkt ikke tiltænkt som brugere af parkeringsområdet. Der findes dog enkelte handicapparkeringspladser ved indgangen til Sundhedshuset.
Alternativ løsning findes på bagsiden
Ifølge Hasseris Grundejerforening findes der imidlertid en parkeringsmulighed, som mange måske ikke er opmærksomme på. Sundhedshuset råder over offentlige parkeringspladser langs træbæltet mellem Hasserisvej og Sundhedshuset samt Ældrecentret. Adgangen sker via en stikvej fra Thulebakken på bagsiden af bygningen. Her er det muligt at parkere gratis i længere tid, hvilket giver bedre mulighed for at kombinere et besøg i Sundhedshuset med andre ærinder.
Skiltning kan skabe tvivl
Grundejerforeningen peger samtidig på, at skiltningen i området kan være misvisende. Ved indkørslen til parkeringsområdet fremgår det med store bogstaver, at der er tale om et privat område. Med mindre skrift står det dog også anført, at parkeringspladserne er beregnet til besøgende med ærinde i Sundhedshuset eller Ældrecentret. Der er således tale om offentligt tilgængelige parkeringspladser for besøgende ved de to institutioner.
Grundejerforeningen understreger, at den ikke kan garantere ledige pladser, men da repræsentanter fra bestyrelsen besøgte området en tilfældig formiddag, var der flere ledige parkeringspladser.
Læs resten af juli-avisen her
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077





















