På toppen af Hasseris, nærmere bestemt på Kong Georgs Vej, ligger en grund med en af områdets mest fantastiske udsigter.
Da Kong Georgs Vej i sin tid blev udstykket, var man fremsynet og sikrede, at hver grund lå i en højde, der muliggjorde en enestående udsigt fra alle boliger. Det har i dag gjort området særdeles eftertragtet.
En familie har siden udstykningen af Kong Georgs Vej for godt og vel 60 år siden haft en stor have. En have, der gemte på en særlig mulighed: Muligheden for at udstykke en ekstra byggegrund på cirka 1.100 kvadratmeter, hvis behovet opstod, eller hvis familien ønskede at sælge det store areal. Det blev en realitet i februar måned, hvor ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen blev kontaktet, fortæller Frank Andersen fra Thorkild Kristensen.
Da det stod klart, at der kunne frastykkes en grund med tilladelse til at opføre en bolig på 339 kvadratmeter inklusive parterreetage, blev grunden udbudt som et skuffesalg til et tocifret millionbeløb. Og så var der ikke langt fra tanke til handling.
”En håndfuld købedygtige kunder blev kontaktet,” fortæller Frank Andersen.
Og hvad der ofte kan tage lang tid i dagens Danmark, gik usædvanligt hurtigt i Hasseris. Blot fem minutter efter første kontakt meldte en unavngiven køber sig på banen og slog straks til. Det kom bag på de øvrige interesserede købere, som ikke havde forventet en så hurtig handel.
”Både køber og sælger ønsker at være anonyme, hvilket vi naturligvis respekterer,” afslutter Frank Andersen.
Men spændende bliver det at følge opførelsen af en ny bolig på toppen af Kong Georgs Vej.
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077





















