Da sommervarmen blev for meget for hans mor, besluttede Henrik Hummelgaard sig for at handle. Det førte til seks mobile airconditionanlæg på to lokale plejehjem. Nu er ambitionen at hjælpe alle 38 plejehjem i Aalborg Kommune.
Det begyndte hjemme hos Henrik Hummelgaards 91-årige mor. Under sommerens varme havde hun så store gener, at sønnen købte et mobilt airconditionanlæg til hende. Den 62-årige Hasseris-beboer begyndte efterfølgende at tænke på de ældre på kommunens plejehjem, som også kunne have det svært i sommervarmen.
Sammen med sin 18-årige nabo Aksel Morsing besluttede han sig derfor for at forsøge at gøre noget. Det førte til indkøbet af seks mobile airconditionanlæg, som denne sommer blev stillet til rådighed for plejehjemmene Otiumgården og Thulebakken. Siden er projektet vokset. Henrik har nu været i dialog med Aalborg Kommunes plejeboligchef, og hans ambition for næste sommer rækker langt ud over de to plejehjem, hvor initiativet begyndte.
Fra tanke til handling
Bag initiativet ligger altså en konkret oplevelse med Henriks mor. Hun går med støttestrømpe efter en blodprop i benet, og på en varm sommerdag ringede hun grædende til sin søn. Oplevelsen blev afsættet for det projekt, som Henrik efterfølgende satte i gang sammen med Aksel. Power i Aalborg sponsorerede et af de seks anlæg, mens tømrer- og snedkerfirmaet Henrik Sten Byg stod for levering og opsætning. Henrik og Aksel satte samtidig en indsamling i gang og bidrog selv med 2500 kroner.
Indsamlingen er gået i stå
Målet med indsamlingen er i første omgang at sikre, at Otiumgården og Thulebakken kan beholde de anlæg, som de har haft til rådighed denne sommer. Indtil videre er der kommet 12.500 kroner ind gennem bidrag og donationer, men ifølge Henrik er indsamlingen nu gået i stå.
”Vi håber på at nå de cirka 25.000 kroner, der skal til, for at begge plejehjem kan beholde deres airconditions. Lykkes det ikke, ser det ud til, at de nok kan beholde to styk hver,” fortæller Henrik til Hasserisavis.dk.
Projektet har samtidig ført til kontakt med Hasseris Bymidtes handelsstandsforening, som på et møde i august har drøftet initiativet og muligheden for at støtte det.
Møde skal afdække mulighederne
Selvom økonomien omkring de nuværende anlæg endnu ikke er faldet helt på plads, er Henrik allerede begyndt at se på mulighederne for at brede initiativet ud. På baggrund af kontakten med plejeboligchefen fra Aalborg Kommune har parterne aftalt et møde sidst i september. Her skal Henrik sammen med repræsentanter fra Otiumgården og Thulebakken vende, hvilke muligheder der er for at hjælpe kommunens øvrige plejehjem frem mod næste forår og sommer. Blandt de emner, der skal drøftes, er muligheden for at søge fonde til projektet.
”Mit mål er, at alle plejehjem i kommunen skal have et eller to mobile airconditionanlæg til forår/sommer 2027.”
Større indkøb kan sænke prisen
Henrik mener, at omfanget samtidig kan blive en fordel, hvis ambitionen skal realiseres. Ved at købe et større antal anlæg forventer han, at indkøbsprisen kan reduceres væsentligt.
”Jeg tror faktisk på, at vi kan komme til at hjælpe alle kommunens 38 plejehjem næste sæson med en eller to airconditionanlæg til hver. Vi regner med at kunne cirka halvere indkøbsprisen med høje styktal.”
Hvordan en eventuel model konkret skal skrues sammen, er endnu ikke afklaret. Det er netop noget af det, som dialogen med kommunen og plejehjemmene skal være med til at undersøge.
Håber andre følger efter
Henriks ambition stopper heller ikke nødvendigvis ved Aalborg Kommunes grænser. Hvis projektet kan udvides til kommunens øvrige plejehjem, håber han, at erfaringerne og opmærksomheden omkring initiativet kan få idéen til at brede sig yderligere.
”Derefter tror jeg på, at det vil give ekstra mediedækning, så andre kommuner kopierer idéen på den ene eller anden måde,” lyder det afslutningsvis fra Henrik.
Indsamlingen til de mobile airconditionanlæg fortsætter og kan findes via opslag på Facebook-gruppen Hasseris Info-Tavle samt på Henrik Hummelgaards personlige Facebook-profil.
Læs resten af september-avisen her
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077



















