Ildsjælen Kirstine Langagergaard giver nu stafetten videre efter 27 års fantastisk indsats.
Af Palle Bjørnstrup
I den anledning har hasserisavis.dk haft en snak med Kirstine om hendes indsats, og hun fortæller: Jeg spillede håndbold i Aalborg KFUM i KFUM hallen. Her tog jeg initiativ til at starte Hasseris Seniorsport. Jeg var dengang ansat ved Aalborg Kommune i Socialforvaltningen, og havde den her ide om at starte op med sport for ældre.
Jeg talte med min chef, dengang rådmand Henning G. Jensen, vores senere borgmester om ideen, og han fandt den helt ok, og vi aftalte en prøveperiode på 15 måneder, til at starte en brugerstyret organisation med sport for ældre. Jeg gik så ned til Aalborg KFUM håndbold og talte med dem om projektet.
De var med på ideen, og vi inviterede efterfølgende alle borgere over 60 år til at komme og deltage i Seniorsport. Alle i klubben var med på at realisere ideen f.eks. var pigerne på ynglingeholdet friske til at løbe rundt med indbydelser til en præsentationsaften.
Vi var meget spændte på, hvor mange der mødte frem, vi havde forsigtigt kalkuleret med at der nok kom omkring 15 personer, så vi var særdeles begejstrede, da vi kunne tælle ca. 70 deltagere denne aften, så der gik fluks ekstra bud til bageren efter mere kage.
Jeg fortalte bl.a. denne aften at jeg kunne tilbyde et klubhus til dem, hvor man kunne lave stort set alverdens aktiviteter, lige fra madlavning for ”finere mænd”, over sportsaktiviteter til musik og dans. Det blev til Hasseris Seniorhus på Clementsvej, hvor det kørte godt i mange år, og Hasseris Seniorsport eksisterer den dag i dag og har omkring 150 medlemmer.
Så talte jeg med Henning G. Jensen, som var rådmand for Socialvæsenet i Aalborg om at ansætte en idrætskonsulent. Han svarede, det går ikke, vi skal have Seniorsport placeret i idrætsverdenen. Og så skaffede han og rådmand Karen Johansen Christensen i fællesskab økonomisk baggrund for at Seniorsport kunne starte med en 3 års forsøgsperiode.
Jeg havde så behov for at have opbakning/basis i en idrætsorganisation, og det blev Dansk Firmaidræt i Nørresundby, der trådte til og vi startede i gymnastiksalen ved Godthåbsgades Skole i Nørresundby – og det viste sig, at seniorerne viste stor interesse for at være med på idrætsbanen og ikke mindst at de via deres egen forening kunne få et rigtig godt fællesskab, der kunne give styrke til den enkelte.
Seniorsport bygger i dag på gode og solide værdier, dygtige instruktører og mest af alt nogle fantastiske frivillige, der lægger deres sjæl i at støtte foreningen. Og jeg er nødt til at takke Dansk Firmaidræt, der har givet et solidt ståsted, og hvorfra jeg altid har kunnet hente hjælp, og der skal også lyde en tak til Aalborg Kommune for et respektfuldt samarbejde, både på det politiske plan men også fra en kæmpestor flok af medarbejdere, der giver den nærmeste sparring i hverdagen.
Hvad med dig selv, hvor er du startet? Jeg er født og opvokset i Skræm en lille by i nærheden af Fjerritslev. Jeg har altid været nysgerrig på alverdens ting, og også syntes at det er spændende med noget nyt, og det har været mit drive altid. Jeg fik nogle gode ord med på vejen af min far, der sagde til mig: Gå ud i verden og vær noget for andre, og lad være med at slåsse med skorstensfejere, for det bliver man kun sort af.
Jeg kom i lære som landmåler ved landinspektørfirmaet Nic. Nellemann, og efter udstået læretid fik jeg tilbud om job i firmaet og et job i Hasseris Kommunes vej- og kloakafdeling. Jeg valgte det sidste og fulgte med til Aalborg Kommune ved sammenlægningen i 1970, hvor jeg så var i Teknisk Forvaltning, som det hed. Det blev til 24 år i Aalborg Kommune, indtil det så blev til mit store engagement i Seniorsporten.
Inden vi fik etableret Aalborg Seniorsports hus her på Provstejorden ved Aalborg Chang, holdt vi til i AaB´s tidligere klubhus på Ny Kærvej, som nu er overtaget af UCN.
Ideen med Seniorsport viste sig jo at være rigtig og vi har konstant bygget ud med tilbud til seniorerne, og det har været vigtigt at kunne komme ud med tilbud i hele Aalborg Kommune. I dag agerer vi på ca. 50 adresser og tilbyder 30 forskellige discipliner til seniorerne. Corona medførte et fald i vores medlemstal, men vi er stærkt på vej til at have et medlemstal som før coronaen ramte os. Det er jeg både glad og stolt over, for det handler jo om at få skabt et så stort fælleskab som muligt til glæde for den enkelte.
Og nu hvor jeg har valgt at takke af, ikke mindst fordi dåbsattesten fortæller mig, at jeg er 77 år, er det dejligt at kunne sige farvel fra dette nye hus her på Provstejorden og at vide at der er en skarp bestyrelse, en god økonomi og at der er masser af liv i huset og i aktiviteterne, ligesom der er fundet en afløser for mig.
For øvrigt hvis du skal have et billede af mig, vil jeg gerne, at vi laver det nede i vores fantastiske fitnessrum i kælderen, der må gerne være endnu flere, der kan se hvor flot og veludstyret det er, og der er ledige træningstider dernede. Det må du gerne skrive. Ok men dette handler om dig, så du må finde dig at blive placeret helt i forgrunden. Ok men jeg vil gerne have nogle flere brugere, det er så lækkert et rum.
Hvad så nu Kirstine? Ja jeg siger jo endeligt farvel ved en reception fredag d. 29. April 2022 i vores tidligere domicil på Ny Kærvej, her er bedre plads til det … og ja så skal jeg videre i mit liv, jeg er stadig nysgerrig på hvad der rører sig, og åben for noget nyt. Men jeg glæder mig også til at få bedre tid til familien, specielt mine børnebørn.
Så der er stadig mål, der skal nås for Kirstine Langagergaard – vi kan kun ønske fortsat held og lykke med at leve livet.