Kostens klumme: Når hverdagen kradser

I denne personlige klumme tages der livtag med hverdagens små absurditeter, fra indkøb i Føtex til tanker, der slipper forbi filteret.

Velkommen til denne klumme. I princippet en klumme for alle, men specielt for de sorte humorister, de mindre sarte og mest til dem, der ikke har noget bedre at give sig til. Hasserisavisens egen Lady Whistledown. Bortset fra at jeg ikke har noget saftigt sladder, andet end de åbenlyse godter fra Hasseris info-tavle: hundelorte og cykeltyve. Min ultimative drøm er selvfølgelig en klumme i stil med Sex and the City, men jeg har ulig Carrie Bradshaw hverken skrivetalent eller sexappeal. Jeg er dog et privilegeret røvhul, der har fået spalteplads alligevel, og det har jeg tænkt mig at udnytte.

Hverdagsbrok som ventil
Jeg vil mest af alt inspirere til hverdagsbrok, puste liv i uddebatterede emner og smøre leverpostej på varme kartofler. Fordi jeg er træls, og fordi det er nemmere at forholde sig til. Verden er i flammer, og jeg har daglige mareridt om naturkatastrofer, Epstein og besparelser i det offentlige. Det virker befriende, at der trods alt stadig findes sure, gamle mænd, der med samme ildhu som Greta Thunberg, diskuterer traileræstetik og brokker sig over den lange venteliste til Isbjørnen.

Den professionelle irritant
Og apropos sure gamle mænd. Har du kigget på din egen mand for nylig og tænkt, at han er mindre bemidlet? Professionelt er han måske kaospilot eller IT-manager, men privat indtager han rollen som professionel irritant. Han trækker vejret på sådan en infurierende måde, han tygger dumt og handler ind som en hovedløs høne med en nonchalant ligegyldighed.

Jeg sender ham i Matas efter pimple patches, og selvom han har bestået en sproglig studentereksamen med fremragende karakterer, er det engelske sprog pludselig mere fjernt end hans blik foran vaskemaskinen. Jeg sender ham også i Føtex efter salat. Her hiver han bare en tilfældig pose ned fra hylden – en pose, der i farve og konsistens minder mere om fermenteret brunkål end salat. Whatever, ikke? Det er sikkert godt for hans i forvejen ubalancerede tarmflora.

Når filteret forsvinder
Og mens jeg skriver dette, kan jeg da godt se, at det virker en smule usympatisk. Jeg er sikker på, at det har et navn. Overgangsalderen. Føj for satan. Den rammer os alle i større eller mindre grad. Og den har ramt mig med lige så stor kraft, som min teenager rammes af akut narkolepsi og huslig inkompetence. Det er modbydeligt: Hedeture, rynker, slaphed og kropslugte, der er KFUM’s omklædningsrum værdige. Man kan sige sig selv, at med så mange fysiske og psykiske udfordringer, bliver lunten kort. Mine frontallapper smuldrer. Det filter, der før greb alle uvenlige og pinlige tanker, er væk.

Så undskyld til min mand og undskyld til landsbyens andre sure gamle mænd og damer. Livet er hårdt – også i Hasseris.

Med venlig hilsen
Kosten

Læs resten af april-avisen her