Af Henrik Sakstrup
Borgerbevægelsen
Den kommende Egholmlinje møder kritik for mangelfulde støjberegninger. Ifølge Henrik Sakstrup, talsperson for støj i Borgerbevægelsen, vil støjen overstige danske og internationale grænseværdier i flere boligområder, mens hverken kommune eller stat har taget initiativ til at mindske problemerne.
Trods mange VVM-rapporter vil Egholmlinjen (EHL) stadig belaste 26.000 nye borgere med sundhedsskadelig støj. Sofiendal Enge vil overskride 58 dB, støjkonsekvenserne langs indfaldsveje, der får markant mere trafik, er ikke indregnet, og allerværst: alle støjkonsekvenserne er kun beregnet med åbningstrafiktal og få år frem – velvidende at trafikken stiger, og endnu flere beboere bliver støjplaget. Tankevækkende, at myndigheder og politikere ved, at langt flere bliver belastet over grænseværdierne, men ingen ønsker at vise disse sandheder frem.
Vejstøj er eksploderet
Helbredskonsekvenserne ved støj dræber 800 mennesker om året i Danmark. Trafikdræbte i 2024 var 145. Daværende formand for Transportudvalget, Jeppe Bruus, udtalte til nyere tids største høring om vejstøj i 2020, at vejstøjen er ”eksploderet” og ”derfor er det selvfølgelig også et problem, vi skal gøre noget ved”. Intet i planlægningen er ændret, og støjen vil fortsætte med at ”eksplodere”.
Socialdemokraterne, Venstre, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Moderaterne, Dansk Folkeparti og Konservative stemte for Egholmlinjen og har et stort ansvar for problemerne:
- Mange tusinde beboere bliver støjramte ved Dall, Skalborg, Hasseris, Mølholm, Lindholm og langs fjorden ind mod centrum.
- Med den planlagte linjeføring vil beboere i Sofiendal Enge blive belastet med støjgener over den danske grænse på 58 dB. Det er myndighederne bekendt med, inden byggeriet går i gang, men hverken Aalborg Kommune eller staten gør noget ved det. Når trafikminister Thomas Danielsen oplyser, at man gør alt, hvad man kan for at mindske generne ved byggeriet, er det ikke korrekt, og linjeføringen lever ikke op til de danske støjkrav – selvom de er mere lempelige end WHO’s og EU’s grænser.
- E45 ved Limfjordstunnelen havde 14.200 biler i døgntrafik ved åbningen – i dag er tallet over 80.000. Det er tydeligt for enhver, at åbningstrafiktal er værdiløse som grundlag for beregning af støjkonsekvenser. EHL bør støjberegnes med vejens maksimale kapacitet, så man kan forholde sig til konsekvenserne.
- Myndighederne anvender 45 % af alle støjskærme i Egholm-projektet langs E45, hvor man reducerer støjen ved Dall Villaby – og det er jo ganske positivt for de berørte boligejere – men det har intet med støjen at gøre langs Egholmlinjen. Den slags beregningsmetoder er utroværdige, og beregningen bør foretages uden E45-støjskærme for at give et retvisende billede. Partierne bør tage stilling til, om E45-støjskærmene rettelig burde betales af den landsdækkende støjpulje, så EHL-projektets omkostninger til støjskærme reelt går til støjskærme langs linjeføringen. På den måde kunne man finansiere støjskærmene ved Sofiendal Enge.
- WHO anbefaler 53 dB som støjgrænse, EU anvender 55 dB, og herhjemme har Miljøstyrelsen anbefalet at nedsætte støjgrænsen langs motorveje til 52 dB – baseret på nyeste viden. Partierne bør tage stilling til Miljøstyrelsens anbefaling.
- En evaluering af de nye støjskærme ved E45 bør fremskyndes, da bemærkelsesværdigt mange beboere langs strækningen ikke oplever støjnedsættelse.
- Det blæser mere her i området end landsgennemsnittet, som anvendes i Vejdirektoratets beregninger, og støjen bliver værre for boligområder end det beregnede – på grund af den fremherskende vestenvind, der blæser to tredjedele af året. Der bør selvfølgelig fremlægges en støjberegning med lokale vindforhold.
- I henhold til de seneste nationale og internationale rapporter er der desværre ingen eller kun lille støjdæmpende effekt med beplantningsbælter for nærliggende beboelse.
- Klimavenlig asfalt, som anvendes i stigende grad, støjer mere. Støjdæmpende asfalt har ret begrænset levetid. Hastighedsnedsættelse har markant støjreducerende effekt og kunne være en løsningsmodel, men det vil gøre den samfundsøkonomiske beregning for projektet urentabel.
Forholder sig ikke til støjproblemer
Aalborg Kommunes høringssvar indeholdt ingen kritik af de klare støjproblemer, Egholmlinjen indebærer, eller krav til løsninger. Tager myndigheder og politikere for EHL-støj alvorligt?
Tilbage står beboerne med støjgener, stigende udgifter til støjdæmpende tiltag med begrænset effekt og værditab med faldende huspriser. Samtidig drænes statskassen med øgede udgifter til veje, værn og sundhedsomkostninger.
Det kan sagtens gøres bedre. Lad os komme videre. Men bolden – den ligger på de ansvarlige partiers banehalvdel.





















