“Populisme rider os som en mare”, indleder samfundsforsker Johannes Andersen sin nye bog: ‘Langt Ude’. Det er Johannes Andersens ambition at forsøge at fjerne, eller i det mindste forklare denne følelse gennem en analyse, der viser, at der er et folkeligt grundlag for populisme i Danmark, eller populisme fra neden.
Gennem en analyse baseret på en spørgeskemaundersøgelse i forbindelse med Folketingsvalget i 2019 dokumenteres, hvor stort og stærkt det folkelige grundlag for populismen er i Danmark, samt hvilke partier disse borgere især orienterer sig imod.
Samtidig viser undersøgelsen, hvor langt disse borgere er parate til at gå i deres kamp for at forsvare det, de opfatter som centrale og bærende folkelige interesser.
Forfatter fra Hasseris
Da forfatter til Langt ude, lektor emeritus Johannes Andersen, faktisk bor i Hasseris, inviterede jeg ham på en kop kaffe og fik en snak om bogen. Jeg ville gerne vide, hvem der egentlig er målgruppen for hans bog.
Med et skævt smil svarede Johannes: “Vi plejer, i den forskningsgruppe som jeg er med i, at sige, at vi skriver for ‘fætteren på Langeland’.” – det er ham, der interesserer sig for samfundet, og som har et ønske om at forstå nogle af de politiske strømninger, der opstår over tid, men som også hele tiden ændrer retning, forstærkes eller forsvinder.
“Begrebet ‘populisme’ er blevet en floskel på linje med begrebet ‘bæredygtig’,” siger Johannes. Hans sigte med bogen er derfor at definere begrebet ret præcist, for dermed at skabe grundlag for at diskutere begrebet.
Folkelig populisme
I sin analyse tager Johannes Andersen udgangspunkt i en opdeling af borgerne i ’Tilfredse medborgere’, ’Kritiske medborgere’ og ’Marginaliserede medborgere’. Medens de to første grupper accepterer demokratiet og dets spilleregler, er der i gruppen af marginaliserede medborgere en mistillid til samfundet, som danner grobund for populisme.
Imidlertid viser det sig, at de marginaliserede medborgere definerer sig i modsætning til en elite, som er meget uklart defineret, og derfor ofte blot beskrives som et dem-og-os-modsætningsforhold.
Populisme fra neden bygger altså ofte på nogle meget løse formuleringer om både den dominerende modsætning, elitens negative dominans og egne kvaliteter. Alene det at være i modsætning til eliten er nok til, at man i en periode kan føle sig hjemme blandt ligesindede, og godt tilpas i sin kritiske holdning. Men omvendt er det ofte en flygtig forestilling, som kan give en hurtig tilslutning, men også en brat afslutning.
“Det er med disse overvejelser in mente, at det giver mening at tale om populisme fra neden. Om en folkelig populisme”, konkluderer Johannes Andersen i bogens indledning.
Vrede på sociale medier
Den folkelige populismes fundament er en oplevelse af, at man er afkoblet fra de demokratiske procedurer og de repræsentative relationer mellem politiske partier og borgere. Men derfor kan man ikke udlede, at borgere, der deler disse holdninger, er populister.
Der skal også indgå en oplevelse af, at der findes en elite, som man oplever at blive trynet af. Og når man ikke føler, at man kan komme til orde i demokratiet, er det ikke det store problem at lade de gode manerer og de demokratiske spilleregler glide lidt i baggrunden. Derfor kan hadefulde og grove udfald på sociale medier sagtens legitimeres af vreden og kampen for retfærdighed.
Herfra er vejen til at bakke op om det, der italesættes som den ‘sande’ eller ‘ærlige’ folkelighed som værende i modsætning til eliterne, ikke lang.
En synliggørelse gennem politiske ledere, der forstår at opfange disse holdninger og identificerer den eller de eliter, der er årsag hertil, og som kan udpeges som ‘modstanderen’, kan give populismen ‘en stemme’.
Læs resten af artiklen i den trykte udgave eller her på netavisen.
