De fire rækker med lejligheder ved krydset på Hasserisvej og Svalegårdsvej er halvvejs igennem ombygningen, – og det blev fejret i fredags.
Stilladserne er nu flyttet længere op ad vejen til de 2 sidste rækker, og håndværkerne rykker snart ind i sidste række af lejlighederne fra 1980’erne i Blomsterhaven, der ejes af KVG-Bolig.
Dette blev fejret med rejsegilde i fredags, hvor beboer og håndværkere var inviteret på frokost ved den, i dagens anledning opstillede pølsevogn. Med både beboere og især håndværkernes gentagne besøg ved pølsevognens disk, må man konstatere, at menuen var af samme høje kvalitet, som det arbejde håndværkerne har udfører på renoveringen. Hvilket Keld Gregersen, KVG-Bolig også roste dem for, da han bød velkommen.


Ved denne lejlighed talte Hasserisavis.dk med arkitekten bag renoveringen, Torsten Rosendal. Han fortæller, at beboerne i de første bygningernes lejligheder har fået indfriet forventningerne med lys og luft, men især taglighederne har fået åbnet op for udsigten som forventet.
”Før var taglejlighederne meget lukkede med de skrå vægge. Det er lavet om, for det er jo byens bedste udsigt – i hvert fald for lejlighederne ud til Hasserisvej, der får udsigt ud over fjorden med aftensol,” siger han og fortæller, at beboerne i taglejlighederne på de resterende bygninger også vil kunne nyde aftensolen, mens udsigten vil være ud over Sorthøj.
Hver taglejlighed vil blive udstyret med en kvist og et stort skydedørsparti, der vil lede ud på de nye altaner. Også altanerne på de to første etager har fået en tur. Nu er træværnet udskiftet med glas i de første rækker, så bygningerne fremstår mere åbne, lyse og luftig.
Alle lejligheder får desuden nye køkkener, og derudover er taget på alle fire bygninger snart skiftet.
”Det bliver byens mest attraktive lejligheder,” siger han med et glimt i øjet og understreger den formidable udsigt, som beboerne vil nyde godt af.
Renoveringen har trukket lidt ud, men Torsten Rosendal forventer, at renoveringen af alle fire bygninger er afsluttet til efteråret.
Hasserisavis.dk var så heldig, at blive inviteret ind og se en af taglejlighederne i første række ud mod Hasserisvej.
Som man kan se på billederne, har det færdige resultatet indfriet forventningerne.


Her er et vue fra en af de færdige taglejligheder, hvor man virkelig kan se effekten af det store glasparti som åbner op for udsigten og den store altan med glasværn.























