Seniorrådet arbejder hårdt for bedre vilkår for ældre, men mange kender dem ikke. De kæmper for billigere madordninger og bedre kollektiv trafik og opfordrer alle ældre til at tage kontakt.
I Aalborg Kommune har Seniorrådet i det sidste år arbejdet intensivt på at øge deres synlighed blandt de ældre borgere.
Mange kender nemlig stadig ikke til rådet, som er et vigtig talerør for de ældres indflydelse på lokalpolitik.
Og det er et stort problem.
Svær opgave
På Thulebakken Aktivitetscenter mødes Hasserisavis.dk med fire medlemmer af Seniorrådet: Keld Jørgensen, Bibi Back, Gylla Brandborg og Hanne Richter.
Sidste år begyndte de deres kamp for mere synlighed ved at holde møder på kommunens biblioteker, og aktivitetscentrene er nu blevet en fast ramme for Seniorrådets møder med borgerne.
Med på trods af deres progressive tilgang til at gøre endnu flere ældre opmærksomme på rådets eksistens, er der stadig udfordringer.
“Vores største problem er at komme i kontakt med vores ældre medborgere, også dem, der ikke bor på plejehjem og som ikke bruger aktivitetscentrene,” fortæller Keld Jørgensen og fortsætter:
“Seniorrådet er for alle over 60 år, og vi håber, at flere vil blive opmærksomme på, at vi findes, og hvad man kan bruge os til.”
Flere og flere
Seniorrådets mål om at øge deres synlighed blandt de ældre begynder alligevel at bære frugt.
“Vi ser flere og flere, når vi holder møder. Her kommer vi uden dagsorden og udelukkende for at lytte og for at gribe de problematikker, der bliver bragt op,” fortæller Gylla Brandborg, formand for Seniorrådet.
Et godt eksempel er et møde, som Seniorrådet afholdt på Thulebakken Aktivitetscenter i sommers. Mødet startede som en præsentation af, hvem de er, men udviklede sig hurtigt til en livlig debat om busser og kollektiv transport, et emne der åbenlyst betyder meget for de ældre borgere.
“Der kom så mange spørgsmål om busserne, og derfor besluttede vi os efterfølgende for, at det måtte vi gøre noget ved,” forklarer Hanne Richter.
Resultatet blev endnu et møde med Aalborg Kommune og Nordjyllands Trafik, hvor omkring 100 ældre borgere mødte op.
Konkrete problematikker
Seniorrådet kan hjælpe med en lang række problematikker, der vedrører ældres livskvalitet i Aalborg Kommune. Det gælder alt fra ensomhed og vilkår på plejehjem, såsom behovet for flere nattevagter og billigere madordninger, til forbedringer af busforbindelser og hjemmepleje. I øjeblikket er der også fokus på de høje priser på dosispakket medicin.
Men for at kunne påvirke budgetforhandlinger og sikre flere rettigheder for de ældre i kommunen, er det vigtigt at have data på hånden.
“Når vi skal være med til at slås om budgetterne – og det skal vi for at få flere ting igennem – er det afgørende at vide, hvor stor en del af de ældre, der er påvirket af forskellige problematikker,” siger Hanne Richter, of tilføjer, at Seniorrådet i øjeblikket arbejder på en strategi for at få sådanne data indsamlet.
En stemme for alle ældre
Seniorrådet er en upolitisk instans, der udelukkende arbejder for ældres rettigheder og interesser. Borgerne opfordres til at tage kontakt med spørgsmål eller sager, der berører dem.
“På vores hjemmeside kan man finde mailadresser på alle medlemmer, og man er altid velkommen til at henvende sig med problematikker eller forslag til emner, vi kan tage op,” siger Keld Jørgensen.
“Vi kan desværre ikke hjælpe i enkeltsager, men hvis der bliver dannet præcedens, så det også gælder andre, vil vi meget gerne tage fat i det. Hellere en henvendelse for meget end en for lidt.”
“Borgerne er altid velkommen til at skrive til os,” afslutter Keld.
Del informationen om Seniorrådet med dine naboer, venner eller ældre familiemedlemmer – læs mere på https://seniorraadet.aalborg.dk/