Efter interne uenigheder har grundlæggeren af SACKit, Kristoffer Glerup, valgt at sælge sine anparter i virksomheden.
Kristoffer Glerups rejse med livstilsbrandet SACKit har nået sin vejs ende. De sidste 11 år har han bygget virksomheden op fra at være et enkeltmandsfirma til det design- og livsstilsbrand med 20 ansatte.
Men nu meddeler grundlæggeren, at efter interne uenigheder har han valgt at sælge sine anparter i virksomheden til Peter Terkelsen, der siden sommeren 2021 har været administrerende direktør i SACKit.
“Efter at Peter Terkelsen og jeg har arbejdet sammen i halvandet år er vi blevet enige om, at vores veje skal skilles, idet vi ikke har kunnet blive enige om virksomhedens fremtidige strategi. Denne proces er endt ud i en aftale, hvor jeg har solgt mine anparter til Peter,” lyder det i et opslag på LinkedIn fra Kristoffer Glerup.
Han kommer ikke nærmere ind på, hvilke uenigheder der er tale om.
Pas på min baby
Men det er stadig med tungt hjerte, at grundlæggeren overlader virksomheden til Peter Terkelsen, der nu er eneejer.
“Målet i SACKit har altid været at skabe fede produkter, der gør folk glade. Jeg elsker at se folk, der er glade og tilfredse med vores SACKit-produkter. Jeg sætter virkelig stor pris på, at kunderne har vist os tillid og købt ind på SACKits vilde ideer og produkter igennem årene. Stor tak for det! Det håber jeg, I vil blive ved med at gøre,” lyder det fra Kristoffer Glerup, der fortsætter:
“Jeg håber, teamet kører SACKit godt videre – pas på min lille baby.”
Kristoffer Glerup stiftede i SACKit i 2012, og søger nu nye veje, som endnu ikke er afklarede.
Trods navlestrengen er svær at klippe, afslutter han med bemærkningen:
“Mr. SACKit has left the building…”





















