Det er snart sommerferietid og mange danskere vil tilbringe ferien i udlandet. Men hvad gør man hvis man kommer i den ulykkelige situation at et familiemedlem afgår ved dødes, mens man er på ferie i udlandet?
Bedemand Kristian Petersen fra Folmer Olsen Begravelsesforretning på Vesterbro i Aalborg fortæller, hvad man gør, såfremt et dødsfald sker i udlandet.
”Når en person afgår ved døden uden for landets grænser, eksempelvis i forbindelse med ferierejser – er det normalt forsikringsselskaberne, som står for alt det praktiske herunder koordinering i forhold til de lokale myndigheder, ambassade, lokal bedemand m.v. og sørger for, at pårørende løbende bliver opdateret. Derfor anbefaler vi, at man tegner en rejseforsikring når man rejser til udlandet, idet hjemtransporten i tilfælde af dødsfald kommer til at ske for egen regning, hvis man ikke er forsikret,” siger Kristian Petersen.
Hjemtransport
”Det første man skal gøre, hvis den ulykkelige situation opstår, er at kontakte sit forsikringsselskab. De er behjælpelige med den nødvendige hjælp, rådgivning, krisehjælp og praktik i forbindelse med planlægning af en hjemtransport,” siger Kristian Petersen.
Der er forskellige måder en hjemtransport af en afdød kan foregå. Som oftest foregår transporten med fly, men ved dødsfald tæt på Danmark, f.eks. Nordtyskland, Norge og Sverige, foregår transporten nogle gange med rustvogn.
”Det er også muligt at afdøde kremeres i udlandet, hvorefter urnen med afdødes aske transporteres hjem til Danmark, og så holder man en højtidelighed over urnen, ligesom det var en almindelig bisættelse,” fortæller Kristian Petersen.
Afsked
Det er en lokale bedemand i det pågældende land, der anmodes om at planlægge og koordinere alt det praktiske i forbindelse med hjemtransporten af kisten eller urnen. Når tidspunkt for ankomst til Danmark er fastlagt, bliver pårørende og bedemand i Danmark kontaktet af afdødes rejseforsikring, Europæiske eller SOS (rejseforsikring), hvorefter kisten eller urnen afhentes i lufthavn og transporteres til kapel, til opbevaring indtil begravelsen eller bisættelsen skal finde sted.
”Selve planlægningen af højtideligheden taler vi med afdødes pårørende om og planlægger de nødvendige detaljer for højtideligheden, helt som om personen var død i Danmark. Alle de praktiske opgaver omkring planlægning af afskeden er vi behjælpelige med,” understreger han.
”Så skal du på sommerferie i udlandet, anbefales det at tegne en rejseforsikring som omfatter hjemsendelse af kiste eller urne ved dødsfald. Ellers risikerer man selv at skulle afholde alle udgifterne. Sygesikringskortet dækker ikke disse udgifter,” slutter bedemand Kristian Petersen
Læs mere på www.begravelsesforretning.dk