Vejen til triumf er ikke altid ligetil. Triatleten Benjamin Mark Andersen fortæller her, hvordan han fik vendt et indædt nederlag til vaskeægte kampånd.
Hasserisavis mødes med den nordjyske triatlet Benjamin Mark Andersen i Haraldslund vand- og kulturhus. Første gang avisen mødtes med den unge sportsmand, var det i de selv samme rammer tilbage i sommeren 2021, hvor han var i fuld gang med at træne op til sin første ironman.
Hidtil havde den dengang 26-årige Benjamin dyrket triatlon med fokus på distancen, der kaldes en halv ironman. Men i efteråret 2022 skulle den første fulde ironman prøves i Challenge Almere-Amsterdam til EM.
Det gik dog ikke, som den unge sportsmand havde drømt om.
Brændt for mange tændstikker
Den første fulde ironman skulle gennemføres i Holland, og Benjamin følte sig klar. Han kastede sig ud i de 3800 m svømning, som han klarede med bravur. Han hoppede derefter hurtigt op på cyklen og begav sig ud på de 180 km cykling – svarende til en Tour de France-etape.
Feltet var dog mere dynamisk, end hvad Benjamin havde forventet. Da han trænede op alene, havde han ikke haft mulighed for at træde i pedalerne side om side med andre triatleter, og derfor har han været vant til et mere jævnt tempo.
”Her kører man i små grupper, nogen forsøger at rykke væk, som man så må indhente igen, og nogle gange forsøger man også selv at rykke væk. Jeg tror, at jeg har kørt lidt for ujævnt, i forhold til hvad min krop er vant til – jeg fik brændt lidt for mange tændstikker af på cyklen,” forklarer triatleten, og forsætter:
”Jeg stillede cyklen som den tredje, så det var jo rigtigt godt, men da jeg kom af cyklen, føltes mine ben som beton.”
Løb med knive i lårene
Efter cyklingen skulle Benjamin ud på de 42 km løb. Allerede fra start kunne han mærke, at lårene var spændt op. ”Jeg tænkte, at måske skal det bare føles sådan. Jeg har jo aldrig prøvet at køre en fuld ironman før, så måske skal man bare løbe de første ti kilometer for at få benene i gang,” griner Benjamin.
Men benene kom ikke i gang, og de blev kun tungere og tungere. ”Jeg kunne slet ikke flytte mine ben til sidst. Efter 28 kilometer føltes det, som om at jeg fik en kniv i mit lår, hver gang jeg tog et skridt, og efter 30 kilometer måtte jeg give op,” fortæller han.
“Either you win or you learn”
Nederlaget var et stort hak i selvtilliden for den unge triatlet. ”En uge eller to efter var jeg lige nede og ramme bunden. Jeg har jo trænet i virkelig lang tid, så jeg følte mig lidt som en fiasko.”
Men vindermentaliteten forsvandt ikke helt hos triatleten, og hurtigt vendte han nederlaget til noget positivt. ”Jeg måtte lige minde mig selv om, at ’either you win or you learn.’ Så begyndte jeg at fokusere på, hvad jeg kunne lære af det.”
Læs resten af artiklen i den trykte udgave eller her på netavisen.
