Tilgangen af frivillige i Gestus Nord er steget markant i efteråret, men foreningen mangler endnu flere.
I 10 år har Gestus Nord samlet ind til nordjyske børn og unge, der har brug for en ekstra håndsrækning. Foreningen er baseret på støtte fra det nordjyske erhvervsliv, som rækker ud til økonomisk trængte børnefamilier i landsdelen.
Hasserisavis møder Jette Nørsøller Uhrenholt, projektleder i Gestus Nord, som har kontor i Spar Nord på Nørresundby Torv. Lokalet er kun til låns, fortæller hun, for i foreningen gælder om at holde udgifterne så lave som muligt.
Fantastiske frivillige
I Gestus Nord er Jette Nørsøller Uhrenholt den eneste fuldtidsansatte, og hun står til dagligt for alt det administrative.
”I dag har Gestus Nord 75 frivillige, og det er helt fantastisk. Vi var nede på 45 aktive frivillige efter sommeren, men i løbet af efteråret er der kommet 30 nye til,” siger Jette Nørsøller Uhrenholt henrykt.
De mange nye frivillige er bl.a. rekrutteret ved et arrangement i september, hvor foreningen fejrede de frivillige med middag og underholdning.
”I september arrangerede vi en skøn aften med middag og efterfølgende underholdning hos vores erhvervspartner i Musikkens Hus. Ud over at forkæle de frivillige benyttede vi aftenen til at række ud til nye frivillige. Her fik de frivillige lov til at invitere en gæst med hver, og det resulterede i at omkring syv nye meldte sig efterfølgende,” fortæller Jette Nørsøller Uhrenholt.
Mangler endnu flere hænder
Jette Nørsøller Uhrenholt er beæret over, at så mange vil hjælpe til i foreningen, og hun tror, at samfundets udfordringer med stigende priser spiller en stor rolle her.
”Det får folk hjerter til at bløde i øjeblikket, så derfor er der mange, der gerne vil hjælpe andre, som er i nød,” forklarer hun.
Men det er ikke altid lige nemt at være tovholder for en forening, der drives af frivillige, hvor arbejdet er dybt afhængige af ildsjæle, som vil løfte opgaven.
”Når man arbejder udelukkende med frivillige, har man ikke den samme sikkerhed i det. Jeg kan ikke kræve så meget af en frivillig, som hvis vedkommende fik løn for sit arbejde. Hvis nogen alligevel ikke kan overholde en aftale, er jeg bare nødt til at finde på en anden løsning,” forklarer Jette Nørsøller Uhrenholt.
Administrative ildsjæle
Hun fortæller, at de frivillige ildsjæle er hjertet i Gestus Nord, når de trængte familier skal hjælpes økonomisk, når børnene inviteres på sommercamp eller skal holde fødselsdag.
Men især administrative frivillige er en mangelvare.
”Vi har en masse fantastiske ildsjæle, som gerne vil tage sig af børnene. Men det, vi især mangler, er frivillige, som også vil tage sig af administrative opgaver. Det er særdeles vigtigt, når vi skal koordinere opgaverne, arrangere aktiviteter for børnene og give håndsrækninger til familierne,” fortæller Jette Nørsøller Uhrenholt.
Gestus Nord er et privilegium
Gestus Nord lever udelukkende af donationer fra virksomheder, der donerer mellem 5.000-50.000 kr. og derfor kan Jette Nørsøller Uhrenholt bruge mindre tid på fondsøgninger og mere tid på de vigtige opgaver.
”Hvis man skal søge om 5.000 kr. i det offentlige, kræver det meget arbejde med ansøgninger og dokumentation. I Gestus Nord kan vi i stedet fokusere på at bruge pengene de rigtige steder uden at skulle bruge for meget tid på papirarbejde. Det giver en større frihed,” siger hun og fortsætter:
”Det er erhvervslivet, der støtter os, og det er på den måde også erhvervslivet, der er vores netværk. Det er et privilegium ikke at have store udfordringer med at skaffe økonomi. Der er så fedt, at vi virkelig kan gøre en forskel for familierne.”
Vil du være med til at give en håndsrækning til børn og unge fra økonomisk trængte familier i Nordjylland, kan du kontakte projektleder Jette Nørsøller Uhrenholt på 25 13 14 42 eller ju@gestusnord.dk.





















