Allerede nu kan du aflevere dine ting i Vitae Flora, hvor de vil blive solgt til fordel for brystkræftsagen, når Hasseris samler ind til Lyserød Lørdag den 5. oktober.
Hasseris Bymidte står snart i lyserøde farver, hvor centeret vil være rammen for den helt store indsamlingsfest i forbindelse med Lyserød Lørdag den 5. oktober.
Og alle kan bidrage til den gode sag!
Det mener, Ahmad Vakili, indehaver af Vitae Flora og initiativtager til eventet, der opfordrer både private og virksomheder til at donere ting, der kan sælges til fordel for brystkræftsagen.
“Det kan være alt fra tøj og legetøj til elektronik eller porcelæn. Selv de mindste beløb tæller, og hver krone gør en forskel,” siger han.
Alt, hvad der bliver solgt på dagen, vil gå ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.
Som en ekstra bonus afslører Ahmad, at Lykkebo Fonden vil fordoble det beløb, der bliver indsamlet.
“Det betyder, at hver eneste ting, vi sælger, får endnu større værdi for den gode sag,” tilføjer han.
Hvordan kan du hjælpe?
Har du ting, du vil give væk, men ikke kan deltage i Lyserød Lørdag? Du kan allerede nu aflevere dem hos Ahmad i blomsterforretningen Vitae Flora i Hasseris Bymidte.
“Folk er også mere end velkomne til at give en hånd med til at få solgt de mange ting,” siger Ahmad, der håber, at så mange som muligt vil engagere sig i festlighederne og indsamlingen.
Derudover er der mulighed for at besøge Hasseris Bymidte på selve dagen, hvor der vil være en masse borde fyldt med genbrugsting til salg – en perfekt chance for at gøre et godt kup og samtidig støtte en vigtig sag.
Lyserød Lørdag i Hasseris Bymidte arrangeres i samarbejde med en række lokale virksomheder og forretninger. Læs mere om det samlende program i næste udgave af hasserisavis.dk den 2. oktober.