Hasseris Bibliotek satte gang i efterårssæsonen med en ny strikkecafé, der straks blev et hit blandt strikkeentusiaster.
Torsdag den 5. september startede efterårssæsonen på Hasseris Bibliotek med et hyggeligt indslag: strikkecaféen.
Dette nye initiativ, der er blevet efterspurgt af bibliotekets gæster, tiltrak straks en flok entusiastiske strikkere
Denne første torsdag mødtes ni strikkeentusiaster, som var klar til at vise deres seneste projekter frem og dele alle deres strikkehemmeligheder.
Der blev snakket om alt fra de bedste garnkvaliteter til de mest udfordrende mønstre, og deltagerne kunne også snuse til bibliotekets nyeste strikkebøger og få lidt inspiration til næste projekt.
Kreativ bølge
Håndarbejde har længe været en stor hit på Hasseris Bibliotek, og bibliotekarerne kan tydeligt mærke bølgen af kreativitet.
”Vi kan mærke på udlån af strikkebøger og andre håndarbejdsbøger at det er oppe i tiden at stresse af med håndarbejde eller andet kreativt,” lyder det fra Dorte Lilholt Sørensen, bvibliotekar på Hasseris Bibliotek.
Derfor valgte biblioteket også tilbage i april at invitere certificeret håndarbejdspsykolog Mette Albæk, der talte om, hvordan aktiviteter som strikning kan fremme mental sundhed. Mette Albæk understregede vigtigheden af at holde gang i flere kreative projekter samtidigt for at styrke vores mentale velbefindende.
Kom og strik med
Strikkecaféen vil fortsætte hele vintersæsonen hver anden torsdag fra kl. 14 til 16 i alle lige uger. Alle er velkomne til at droppe forbi, når det passer, og tilbringe så meget tid, man kan og har lyst til.
Biblioteket sørger for kaffe og lidt sødt, så der er rig mulighed for at få en god snak over strikketøjet og lade kreativiteten blomstre.