Hasseris samlede kræfterne til en vellykket event, hvor hele 86.373 kr. takket være Lykkebo Fondens fordobling blev doneret til Kræftens Bekæmpelse.
Hasseris Bymidte summede af liv lørdag den 5. oktober, da hundredvis af mennesker samledes for at støtte Lyserød Lørdag til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Arrangementet resulterede i, at der blev indsamlet 43.186,50 kr. i bymidten, og det samlede beløb blev efterfølgende til hele 86.373 kr. takket være en generøs fordobling fra Lykkebo Fonden.
Rasmus Sammy Haukrogh fra Lykkebo Fonden forklarede, hvorfor fonden valgte at fordoble det indsamlede beløb:
“Vi er en nystartet fond, så vi har ikke et drejebog eller en plan for, hvad vi støtter. Det er ofte lokalområdet, værdierne kommer fra, og da vi hørte om dette, gav det mening, at vi ville være med.”
Donation overrakt
Hasserisavis.dk var til stede, da fordoblingen blev overrakt til Lisbeth Ottesen fra Kræftens Bekæmpelse. Hun var dybt rørt over den store opbakning fra Hasseris samt fordoblingen af beløbet af Lykkebo Fonden:
“Jeg vil starte med at udtrykke min allerstørste tak for den indsats, der blev lagt for dagen,” sagde hun og takkede særligt indehaver af Vitae Flora, Ahmad Vakili, der var en af initiativtagerne til arrangementet.
”Kæmpe tak til Lykkebo Fondens tilsagn om fordobling af pengene – det er ufattelig flot. En stor tak skal også lyde til alle butikkerne og de andre erhvervsdrivende, der var en aktiv del. Jeg er ydmyg og uendelig stolt over at være en del af dette fantastiske hold,” sagde Lisbeth, der allerede glæder sig til at se, hvordan Lyserød Lørdag anno 2025 kommer til at se ud i Hasseris Bymidte.