Sagsbehandling af tilladelse til etablering af kystbeskyttelsesprojekt langs kajkanten ved Spritgrunden skal gå om.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har ved en afgørelse af 9. maj 2022 ophævet Aalborg Kommunes afgørelse om tilladelse til etablering af et kystbeskyttelsesprojekt langs kajkanten ved Spritgrunden og hjemvist sagen til fornyet behandling ved kommunen.
Begrundelsen for afgørelsen er, at Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderer, at der skulle have været foretaget høring af Spritten A/S, idet Spritten A/S, selvom de ikke direkte grænser til kystbeskyttelsesprojektet, alligevel skal vurderes som en naboejendom i kystbeskyttelseslovens forstand.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har således fundet, at kommunen ikke har foretaget tilstrækkelig partshøring i sagen. Kommunens afgørelse bliver derfor hjemvist til fornyet behandling pga. en procedurefejl og ikke pga. selve afgørelsens indhold.
Rådmand i By og Land Jan Nymark Thaysen siger om afgørelsen:
- ‘Vi tager naturligvis afgørelsen til efterretning, og vi vil nu overveje, hvad der videre skal ske i sagen. Men én ting er sikkert – det ligger mig meget på sinde, at vi har en høj grad af åbenhed i forhold til de afgørelser, vi træffer som myndighed. Der er ofte tale om komplekse og svært forståelige sager, hvorfor jeg har et stærkt ønske om en udvidet dialog, der kan skabe klarhed og forståelse – også i forhold til den aktuelle sag’, slutter Jan Nymark Thaysen.
Baggrund
Miljø- og Energiforvaltningen meddelte d. 1. juli 2021 tilladelse til etablering af et kystbeskyttelsesprojekt langs kajkanten ved Spritgrunden.
Miljø- og Energiforvaltningens afgørelse blev påklaget af Spritten A/S den 26. juli 2021 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagen indeholdt en række klagepunkter herunder bl.a., at kommunen ikke havde foretaget partshøring af Spritten A/S.
Den 1. november 2021 blev der i klagesagen indsendt bemærkninger til klagen af Miljø- og Energiforvaltningen. Miljø- og Energiforvaltningen gjorde gældende, at der var foretaget tilstrækkelig partshøring i sagen, idet Miljø- og Energiforvaltningen var af den opfattelse, at Spritten A/S ikke var direkte nabo til kystbeskyttelsesanlægget, da der var et kommunalt vejareal mellem kystbeskyttelsesprojektet og Spritten A/S’ ejendom.
Den 1. januar 2022 blev afdelingen, som har foretaget sagsbehandlingen af kystbeskyttelsessagen, overflyttet fra Miljø- og Energiforvaltningen til By og Land.
Efter sagen var blevet overført til By og Land, skulle der afgives yderligere bemærkninger til klagenævnet, idet Spritten A/S kom med yderligere klagepunkter samt gentog allerede fremsatte. I den forbindelse fremsatte By og Land supplerende bemærkninger, samt fastholdt det allerede fremsatte om, at der var foretaget tilstrækkelig partshøring i sagen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har ved afgørelsen af 9. maj 2022 ophævet Aalborg Kommunes afgørelse og hjemvist sagen til fornyet behandling ved kommunen.
Klagenævnet har ikke givet klager medhold i en række øvrige klagepunkter, idet disse ikke er blevet vurderet. Afgørelsen er altså udelukkende blevet hjemvist til fornyet behandling pga. en procedurefejl og ikke pga. selve afgørelsens indhold.